Op al den Ting, som Gud har gjort,
Hans Herlighed at prise!
Det Mindste, han har skabt, er stort
Og kan hans Magt bevise.
Gik alle Konger frem paa Rad
I deres Magt og Vælde,
De mægted’ ej det mindste Blad
At sætte paa en Nælde.
Ja, alle Engles store Kraft,
Som Himmelsceptre føre,
Har ingen Tid den Evne haft
Det mindste Støv at gjøre.
Det mindste Græs jeg undres paa
I Skove og i Dale;
Hvor skulde jeg den Viisdom faae
Om det kun ret at tale!
Hvad skal jeg da begynde, naar
Jeg lidet gjennemkiger,
Hvor mange Folk, der gik og gaaer
I alle Verdens Riger!
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle Skove vrimle, —
De mange Fugle-Sving, der skeer
Op under Herrens Himle!
Hvad skal jeg sige, naar jeg gaaer
Blandt Blomsterne i Enge,
Naar Fuglesangen sammenslaaer
Som tusind’ Harpestrenge!
Hvad skal jeg sige, naar mit Sind
I Havets dybe Grunde
Kun dog saa lidt kan kige ind
Hvad skal jeg sige, naar jeg vil
Saa højt, jeg kan, opkige
Og vende alle Tanker til
Det blanke Solens Rige!
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor Stjerneflokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer
Og op til Himlen vinker!
Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til Gud i Aanden farer
Og seer den store Kjæmpetrop
Af blide Engleskarer!
Hvad skal jeg sige? — Mine Ord
Vil ikke meget sige!
O Gud! hvor er din Viisdom stor,
Din Godhed, Kraft, dit Rige!
Alt det, som haver Aande, skal
Vor Skabere begegne;
Hans Lov skal fylde Bjerg og Dal
Og alle Verdens Egne!
O priser Gud paa denne Jord
Hver, som har Sans og Tunge,
Og al den Deel, i Himlen boer,
Vor Skabers Lov skal sjunge!
Ja stemmer, alle Folk paa Jord!
Med Frydetoner sammen:
Halleluja! vor Gud er stor!
Og Himlen svare: „Amen!”