H.A. Brorson (1694–1764)

Himlen, trods de grusomst’ Bølger

Nr. 320. — XXXVII.

1.

Himlen, trods de grusomst’ Bølger,
        Himlen er min Anker-Grund.
                Gaaer det over alle Bredde,
                GUd skal nok sin Sandhed redde.
Efter Trængsels Midnat følger
        Trøstens klare Morgen-Stund.
Himlen, trods &c. &c.

2.
Himmel! giør mig sterk i Striden,
        Dig til Døden troe og huld.
                Ja, naar Kiød og Blod vil skrekkes,
                Og min Aand i Korset svekkes,
Ak! saa hielp, at Prøve-Tiden
        Bliver dobbelt Sejer-fuld.
Himmel! giør &c. &c.