H.A. Brorson (1694–1764)

O du min Immanuel,

Hvilken Himmel-Glæde

Har du giort min arme Siæl,

Ved din Purpur-Væde!

Fienden tænkte: den var fast.

Men hans trædske Snare brast.

Jeg er i min Faders Skiød,

Har i Himlen hiemme;

Der er ingen Synd og Død

Meere at fornemme.

Arven faaer jeg vist og sandt,

Har den Hellig Aand til Pant.

GUd skee Lov! for Dag, der gaaer,

Og for den, der kommer.

Dermed har vi Jubel-Aar,

Ævig, ævig Sommer,

Da den sidste Morgen-Skier

Er os, Hallelujah, nær.

Op min Siæl! til Sang og Fryd,

Flyde Glædes Taare.

Hver en Puls med Harpe-Lyd

Klinge til min Baare.

Dig, som for os Kalken drak,

JEsu, JEsu! ævig Tak!