H.A. Brorson (1694–1764)

Min Søster har det mageligt

Nr. 311. — XXVIII.

Samtale imellem JEsum og Martha.

1.
Marth.
Min Søster har det mageligt.
Jes.
— — — Behageligt.
Marth.
Hun har sig sadt saa troelig ned.
Jes.
— — — Til Rolighed.
Marth.
Jeg Byrden har. Jes. Ja svar.
Marth.
Sit Kald man dog bør forestaae.
Jes.
— — Giør saare faa.
Marth.
Ja Søster giør mig liden Skiel,
Jes.
— — — Agt Tiden vel.
Marth.
Nu Alting at forrette faldt.
Jes.
— — — Er dette alt?
Marth.
Jeg lider Hierte-Sting.
Jes.
— — Af mange Ting.

2.
Marth.
Hvad fandt da hun med Haand paa Skiød?
Jes.
— — — Min Aand saa sød.
Marth.
Jeg og, naar alting lykkes mig.
Jes.
— — — Saa tykkes dig.
Marth.
Du taler reent. Jes. Velmeent.
Marth.
Hvad giør da hun? jeg plejer dig.
Jes.
— — — Hun ejer mig.
Marth.
Du elsker jo veldædig Haand?
Jes.
— — Og nedrig Aand.
Marth.
Men jeg seer, hvor jeg faaer det fra.
Jes.
— — — Hvor gaaer det da?
Marth.
Vi slider Tiden saa.
Jes.
— Hvad følger paa?

3.
Marth.
Jeg har, hvad jeg med Møje fik.
Jes.
— — — Et Øjeblik.
Marth.
Jeg samler og jeg giemmer det.
Jes.
— — — Du glemmer et.
Marth.
Giør jeg? o! nu. Jes. Ja, du.
Marth.
Saa lad mig det da siges an.
Jes.
— — Mit Riges Man.
Marth.
Den Tale Hiertet giver Stød.
Jes.
— — — Den bliver sød.
Marth.
Nu har hun overvunden mig.
Jes.
— — Og funden dig.
Marth.
Ja valgt det beste Sted.
Jes.
— — Gak du kun med.