I sikre folk paa jorden
Nr. 255.
Nr. 255.
Mel. Nu hviler mark etc.
Mel. Nu hviler mark etc.
I sikre folk paa jorden!
O seer, hvor vredens torden
Dog trekker op i skye!
Seer dog, hvor de skal brænde,
Som sig fra GUd bortvende,
Og ikke vil fra synden flye!
2.
Gaaer med mig i det dybe,
Seer de fordømte krybe
I deres pines stand,
I saadan vee og smerte,
Som ingen mund og hierte
Udsige og begribe kand.
3.
Du siger: jeg vil æde,
Din spise er at græde,
Din hunger evig staaer.
Du tørster uden ende,
Og ingen vil dig sende
I evighed den mindste taar.
4.
Naar du paa klæder tænker,
Med pølen man bestænker
Dig, som en helved-giest.
Forbandelsen og flammen
Slaaer over dig tilsammen,
Dog bliver nøgen, som du est.
5.
Du vilde boe som førre,
Nu ingen anden dørre
End helvedes du seer.
I hendes fæle grunde
For de fordømte hunde
Er evig jammerlig qvarteer.
6.
Du vilde gierne være,
Som før, i stand og ære,
Nu bør dig skam og last.
Nu er din stand, at lide
Forsmædelse, og vide,
At du har skændig GUd forkast.
7.
Hvad lof bør den vel have,
Som sig har giort til slave
Af den urene aand?
GUd tog dig an i daaben,
Og himlen stod dig aaben,
Dog gav dig hen i satans haand.
8.
Din gamle selskabs glæde,
I verdens lyst at træde,
Er ikke meer at faae;
Men der i dødens rige
Er satan selv din lige.
Det er jo svart at tænke paa.
9.
De skulde dig forbande,
Naar de i pølen lande,
Som du har her forført.
De skulde om dig storme,
Som basiliske-orme,
De, som du har til synd oprørt.
10.
De, som gik her tilhaabe,
At drikke og at daabe
Paa mangt vellystigt sted,
Skal der hverandre bide,
Som galne hunde slide,
Ja, var det mueligt, led fra led.
11.
De, som i gode dage
Tilsammen ride, jage,
I verdens syndig iid,
De skal tilsammen svede
I de fordømtes hede
Og u-ophørlig jagt og striid.
12.
Her kand os let betage
En smerte, at vi klage
Og skrige vee og ach,
En byld, en steen, en kolde
Kand trykke, knuge, holde
Os fast i smerte dag fra dag.
13.
Hvad mener du, hvorledes
At de ved livet kedes,
Hvor alle piners magt
Er kast paa een tilhaabe,
Hvor saadan siel maa raabe,
I al fortvilelse, forsagt.
14.
De øyne vellyst-tændte,
Som andre siele vendte
I verdens lyster ind,
Hvor vil de der sig svømme
I tusind taare-strømme,
At de har her havt syn og sind!
15.
De øren, de som priser
Og elsker hore-viser,
Forsager livets ord,
Skal skrekkes med at taale
Sig selv og andre skraale
I denne grumme evig mord.
16.
Din egen stank du ikke
Kand taale der at drikke,
Dog faaer du andres med,
En evig helved-galde
Vil dig i munden falde
Til ubeskrivelig fortred.
17.
Hvor ilden dig vil gløde,
Hvor satan dig vil støde,
Er over al forstand.
Ja alle dievle-munde
De vilde, om de kunde,
Dig slide smaa som møl og sand.
18.
Ach GUd! da vil man raabe:
Saa falder dog tilhaabe
I bierge paa os ned.
Vee dem, som der skal brænde!
Vel dem, som det kand kiende,
Og søge sielens salighed!