Hvad fattes mig? hvi er jeg dog
Nr. 214.
Nr. 214.
Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.
Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.
Hvad fattes mig? hvi er jeg dog
Saa søvnig og saa lunken?
Ret som min siel var spendt i aag,
Ja ned i jorden sunken,
Hvor er den lyst jeg havde før
Til ordets brød at sanke?
Hvi kand jeg ey paa naadens dør
Med kraft og iver banke?
2.
Før, naar jeg tænkte kun paa bod,
Strax stod min siel i lue,
Mit hierte var af JEsu blod
Saa saftig som en drue.
Hver syndig gierning, som jeg saae,
Hvert daarligt ord, jeg hørde,
Ja al den deel, jeg tænkte paa,
Til nidkierhed mig rørde.
3.
I korset var mig honning-sødt
Hvert trin jeg skulde trine,
Thi al min sands var giennemblødt
Af JEsu død og pine.
Slet intet mig til hiertet gik
Af verdens lyst og vaade
For al den liflighed jeg fik
Af JEsu død og naade.
4.
Hvor est du nu, Getsemane?
Der giorde mig saa modig,
Og Golgatha, som lod mig see
Min JEsum blaa og blodig?
Hvi est du dog, mit paradiis,
For mig saa fremmed bleven?
Er jeg paa Adams gamle viis
Fra livets træ fordreven?
5.
Ach! den forbandet sikkerhed
Er bleven mig den slange,
Som giør os livsens vey saa breed,
Og har forført saa mange,
Den tiid maa rettes op igien,
Som er saa plat forsovet,
Guds kiere søn, min siele-ven,
Skal knuse slangens hovet.
6.
Du mit forvendte hierte! kom,
Og lad dig overhøre,
Du burde i din christendom
Jo daglig fremgang giøre,
Du burde daglig meer og meer
I troens kraft tiltage,
Og JEsus nu dit væsen seer,
Hvordan du gaaer tilbage.
7.
Det piner mig i siel og sind,
Jeg kand det ikke dølge,
At jeg har ey lagt bedre vind
Paa, JEsum ret at følge,
Ach gid mit liv en liden tiid
Dog længer maatte vare,
Da vilde jeg alvorlig fliid
Til døden aldrig spare.
8.
Ach! var det forsæt jeg har haft
Ved sikkerhed ey dæmpet,
Og jeg i troens fulde kraft
Mig havde giennemkæmpet,
Hvad kunde jeg da megen frugt
Min Gud til ære baaret,
Som nu er bleven udelukt,
Og sielen ilde saaret.
9.
Min JEsu! see! hvor syg jeg gaaer,
For dig igien at finde,
See! hvor mit svage hierte slaaer,
Og mine øyne rinde;
Tænk, det er dig, min siele-ven,
Jeg ene længes efter,
Men hvordan kommer jeg derhen,
Som har saa ringe kræfter?
10.
Jeg intet har i siel og sind
Foruden disse sukke,
Ach! vilde JEsus mig dog ind
I sine vunder lukke.
See! nu begynder troens glød
Mig inden til at varme,
Jeg finder JEsum honning-sød
I mine troes arme.
11.
Nu! Gud skee lof, den søde tiid
Er alt igien oprunden,
At jeg min JEsum mild og bliid
Til al min trøst har funden.
O! lad mig da af hiertens grund
Dig saa i troen favne,
At jeg dig til min sidste stund
Skal aldrig mere savne.