Adam gik i frydens lund
Nr. 79.
Nr. 79.
Mel. Rind nu op i JEsu Navn.
Mel. Rind nu op i JEsu Navn.
Adam gik i frydens lund,
Hele verden at regiere,
GUd vil ham dog give mere,
Derfor faldt hand i en blund,
HErren vilde nu beskikke
Ægteskabets høye sag,
Adam sov og vidste ikke,
At det var hans bryllupsdag.
2.
Skabelsen var nu alt skeet,
Hængte sammen som en kiede,
Alle engler deres glæde
Havde i Guds gierning seet,
Dog var eet endnu tilbage,
Som var vigtigt, høyt og stort.
Adam havde ingen mage,
Dette blev saaledes giort.
3.
GUd ved sin den stærke haand
Greeb hen ind ved Adams hierte,
Dette grib var ey til smerte,
Men at knytte ægte-baand,
Adam derved intet tabte,
At GUd tog hans ribbeen ud,
Thi deraf vor HErre skabte
Ham en himmel-pyntet bruud.
4.
Adam vaagned op, og saae
Ud af første søvne-taage,
Saae sin GUd for sig at vaage,
Mens hand i sin slumme laae,
Saae, at GUd ved haanden førde
Denne jomfrue til ham hen,
Det hans hiertens grund oprørde
Til at prise GUd igien.
5.
Hvad hand fandt i GUd for roe
Saadan himmel-sindet mage
Af Guds egen haand at tage,
Kan mand nu vel aldrig troe,
Her var ingen syndig brynde,
Som det pleyer nu at gaae,
Men GUds liflighed og ynde
Begge ud af øyne saae.
6.
Her var ingen brude-krands,
Som man pleyer nu at bære
(Got naar det kun skeer med ære),
Her var dydens fulde glands,
Her var intet blomster nødigt
Til at strøe for brudens trin,
Natte-lys er overflødigt
Ved det klare solens skin.
7.
I uskyldighedens pragt
Med en reen og engle-mine
Disse med hverandre trine
I en hellig ægte-pagt,
HErren føyer dem tilsammen
Ved sit eget Guddoms ord,
Der blev svaret Amen! Amen!
I det blide engle-koor.
8.
Dermed gik det engle-par,
Som det enten skulde stige
Hvert minut til himmerige,
Eller snart i himlen var,
Eden var med himlen blandet
I saa sød en høytids roe,
GUd allene, intet andet,
Søgte disse begge to.
9.
Den befalning Adam fik,
Det forbudne ey at æde,
Det var deres lyst og glæde,
Ord og anslag, hvor de gik,
Det var deres lyst at kunde
Være troe i denne post,
Ney de vilde ingenlunde
Smage den forbudne kost.
10.
Der var ellers nok at faae,
Paradiis var fuld af glæde,
Nok at lugte, nok at æde,
Nok at see og høre paa,
Vilde GUd dem end forbyde
Alt hvad de i verden saae,
Kunde de ham selv kun nyde,
Maatte alt det andet gaae.
11.
Men hvad skal vi tænke, naar
Man vil derimod afmale
Vore tiders bryllups-sale,
Som det meest i verden gaaer,
Naar med idel fylderier
Ægteskabet vies ind,
Denne satans glæde svier
Ind i alle frommes sind.
12.
O hvor stor er dog den pragt,
Roos og priis for ægtestanden,
At GUd selv, og ingen anden,
Haver dertil grundvold lagt!
Lidde ægteskabet siden
Skiønt af slangen stor fortred,
Fik det dog sin glands med tiden
Af den ædle qvindens sæd.
13.
Men i sandhed, standen maa
Uden JEsu ey begyndes,
Om hun af vor GUd skal yndes,
Hans velsignelse at faae,
Syndens lyst maa intet stifte,
Dette søde bliver suurt,
Sig at gifte kand forgifte
Ægteskabets helbreds urt.
14.
I, som da i ægtestand
Leve, eller leve vilde,
Renser eders hierters kilde
Fra de raadne lysters vand,
GUd vil selv aldeles være
Med i denne høye sag,
Deraf har hun al sin ære
Brude-parrets æres dag.
15.
O en vigtig sag! som dog
Af de fleste ey betænkes,
Som saa gierne sammen-lenkes
Til at gaae i syndens aag.
Hvad for fliid kand der formodes
Til en salig børne-tugt,
Naar der plantes kun og podes
Til at bære syndens frugt.
16.
Standen i sig selv er god;
Men det kommer an paa maaden,
Kierlighed til GUd og naaden
Er den rette ægte-rod,
Himmel-sindede personer
Favne GUd i bøn og troe,
Det betyder ærens kroner
Og en evig samlings roe.