Elegie
paa en Kirkegaard.
paa en Kirkegaard.
Solen daled’ ned bag Vestens Høie;
nys dens sidste Straale hilste mig.
Over Nattens Skygger for mit Øie
blegguul Maane langsom hæver sig.
Sagte Vestenvind om Pilen svæver,
paa dens Blade Aftenduggen bæver,
Fierne Kirketaarnes dumpe Slag
minde festlig om den svundne Dag.
Vær velkommen Nat! — Mit Blik ledsage,
svøbt i roelig Alvor, dine Trin.
Du mit Held i de hensvundne Dage,
Sielefred! o kom, opfyld mit Sind!
Svæv omkring min Vandring paa de Steder,
der fremkaldte Barndoms rene Glæder,
og Naturens Smiil bag Nattens Slør,
skal fortrylle mig saa ømt, som før.
Hist, hvor Maanen klar sin Straale breder
om den ædle Borgers tause Grav;
Og, hvor Stilhed om den Taare freder,
ærligt Venskab den Hensovne gav;
Hist hvor Andagts Flamme Sielen tænder
med en Ild, som reen og hellig brænder,
Der min Fod skal hvile. Der min Siel
froe skal veie Summen af sit Held.
Høie Mure! I, hvis dunkle Skygger
dobbelt minde os om Pligters Krav;
Fred med hver, som glad sin Vaaning bygger
i det Tempel, Dyden eder gav.
Dobbelt Fred med ham, som roelig hæfter,
selv i Ungdoms Vaar med seiers-Kræfter,
sine Øine paa det dunkle Sted,
hvor han engang standse skal sit Fied.
Ingen Larm af tankeløse Daarer
bryder her min Troe paa Støvets Værd;
Ingen Voldsmands Daad mit Hierte saarer;
Armods dybe Jamren tier her;
Guld og Vælde synker for mit Øie
matte ned i græsbevorne Høie;
ved den gode Borgers Hæderskrands
taber Diademet her sin Glands.
O! hvor svinde her de usle Glæder,
som saa tit bedaarede vor Siel,
med den Glimmerhob af Herligheder,
Der var Summen af vor Fryd og Held.
Sandsers Vellyst, til hvis Ruus vi iilte,
selv naar Døden i dens Bølger smiilte,
taber her med eet det Trylleslør,
som vor Syn og Hierte hilded’ for.
Dyden ene i sin sande Hæder
spreder her sin Straale i min Siel,
vinker mig mod Jordens bedre Glæder
og mod Glimt af Himlens lyse Held.
Roelig hæves Sielen til den Høie,
selv naar Taaren zittrer i mit Øie
ved de Ædles tause Hvilested,
som jeg lagde her i Jorden ned.
Fred med eder, I, som Mulm indhyller,
I, hvis Hyldest var mit Hierte kier!
For mit Blik sig atter lys fremtryller
hver en Glæde, som vi deelte her.
Kan I skue ned fra Lønnens Sæde
Til den Plet, hvor eders Brødre græde,
Sender da et Smiil til Fredens Dal,
som kan lindre Savnets tunge Qval.
See! en Rad af svundne Dage bryder
lynsnar frem forbi mit Venneblik.
Hver med Mindet om den Tid mig fryder,
da vi Haand i Haand vor Vandring gik,
fra den første Time da mit Hierte
svoer at dele eders Fryd og Smerte,
til den mørke Stund, da eders Aand
hæved’ sig fra mig og Støvets Baand.
Venskab! — Held, at vi dit Gode kiender!
O! dit Maal er ei ved Gravens Rand.
Dobbelt fyrigt, dobbelt varm du brænder
hist i Evighedens lyse Land.
Hver en ædel Drift, som her vi nærte,
skabt ved Godheds Bud i skyldfrit Hierte,
selv, naar Døden bryder dette Leer,
hist bag Graven sig forynget seer.
Du! hvis Taare paa de blege Kinder,
tung af Kummers Byrde, ruller ned
Glem din Smerte! Hastig Tiden svinder.
Snart dit Øie skuer Gravens Fred.
Er du skyldfri, huldt da Jordens Arme
aabnes at neddysse al din Harme.
See! kun Lasten gyser ved dens Krav,
naar den bryder Livets Vandringsstav.
Skiøn og herlig er vor Aftenrøde,
naar ei de forsømte Pligter sig
ruste vores sidste Blund at møde,
giøre Livets Minde skrækkelig.
Naar det brustne Øie fra kan drage
Dækket fra vor Vandel her tilbage,
O! da viser, Fredens Engel liig,
selv i sidste Dødskamp, Graven sig.
Du! Bevidsthed om opfyldte Pligter,
o! hvor sød, hvor lønnende er du!
Yngling, Mand, og Olding ei du svigter,
naar hans Hierte kommer dig ihu.
Her, for Kampens Møie du bereder
ham i Stilhed Livets bedste Glæder;
Hist bag Graven som en trofast Ven
favner du til Fryd hans Siel igien.
O! dit Minde ogsaa mig ledsage
ad den Bane, her jeg vandrer paa,
Fast i Kummers mig tildeelte Dage
Lindrende du ved min Side staae;
Da skal Dødens Varsel fra mit Hierte
lede hvert et Spor af Jordens Smerte,
og min Aand fra Himlen smile ned
frydefuld til Støvets Hvilested.
Brink Seidelin.