Vinterens Mørke har sænket sig over
det hele Land,
Skoven er ribbet og Markerne sover,
fra Strand til Strand.
Grøden er stænget i Jorderigs Skød,
Stranden er lukket, Bølgen er død,
Solen sit Aasyn har hyllet.
Mørke og Død, hvorhen vi ser,
— slukket selv Himmelens Stjerneskær;
Liv og Lys — Lys og Liv,
Kommer I aldrig mer?
Skyer som Bly over Tagene luder,
den Dag saa kort;
vilde Vinde om Gavlene tuder,
i Natten sort.
Modet er stænget i Menneskets Bryst,
Sindet er ribbet for Haab og Trøst,
og alle Vunder er aabne.
Mørke, Mørke, hvorhen vi ser,
i sorte Nætters vildtvaagne Veer;
Dag og Sol — Sol og Dag,
kommer I aldrig mer?