Jeg vaagner op en Morgenstund
og ser fra Torv og Tage,
det lyser mod mig hvidt af Sne,
som midt i Vintrens Dage.
— Hvad er det for et Herrens Vejr?
Her ligger Sne, hvorhen jeg ser,
og stadigvæk det sner og sner,
— som midt i Vintrens Dage.
Men Vejret skifted brat som Smil
og Sorg paa Barnemunden.
Og næppe fik jeg klædt mig paa,
saa var den Sne forsvunden.
Fra Himlen styrted Regnen ned,
flød i en Strøm saa strid og bred
ad Ruden som ad Gaden ned;
— saa var den Sne forsvunden.
Men som jeg staar og stirrer
paa den Strøm saa strid og stærk,
der skyller nedad Gaden
fra Vorherres Sluseværk,
det trommer lystigt Slag i Slag,
af hvide Hagl imod mit Tag.
— Saa er vel lukket for i Dag
»Vorherres Sluseværk«?
Og saa som Vinden blæste op
og gav sig til at tude,
og hvide Hagl saa lystigt sprang
og dansed paa min Rude,
jeg titter mod Sydøst og ser,
at Solen pludslig mod mig ler,
dens Straaler blinker her og der
og danser paa min Rude.
Snart ligger Torvet rent og hvidt,
nu vil jeg ud at gaa, for
det Solskinssmil, saa lyst og fint,
det kan jeg ikke staa for.
Om ogsaa der er Udsigt til
en Byge eller to, nuvel,
jeg gaar, for dette Solskinssmil
det kan jeg ikke staa for.
Og hvad kan staa for Solens Skin,
for Solens varme Smil?
Det lokker alle Spirer frem
til Grøde i April.
Det spiller paa Kastaniens Top,
paa Hækkens Grønt, paa Blomstens Knop
og lokker, kalder: Vaagn dog op
til Grøde i April.
— — — —
Jeg har en Ven, med ham det er
som Vejret i April,
og paa hans Ansigt skifter Skyer
tit med Solskinssmil.
Men naar hans Smil saa lyst og kønt
er vendt mod mig, alt godt og skønt
gror i min Sjæl, som Vaarens Grønt
for Solens varme Smil.