Adolph Engelbert Boye (1784–1851)

(1) Scriptor cyclicus. Saasom de af vor Søndagsskriver lovede fem nye Værker (see: Om Jøderne) og de tre endnu tidligere lovede Continuationer af Labyrinthen, af det Poema heroicum om Odin, og af Homeri danske Version¹, (i alt otte betydelige Skrifter!) ikke endnu ere komne for Lyset, ei heller et eneste af de mange store Løfter i Søndagen² er gaaet i Opfyldelse, saa tør man vel paa bemeldte Søndagsskriver anvende hvad Poeten om en vis cyclisk Skribent siger:

Og denne meget lovende Autor vil derfor selv finde det passende, at han saavel udi denne Henseende, som formedelst sin øvrige Liighed med de gamle scriptores cyclici, tillægges et saadant Navn. Hvad Slags Folk disse cyclici ellers vare, kan den lærde Læser (om Ihukommelsen skulde slaae ham feil) behageligen eftersee hos den gamle Bentleium (comment. in art. poet. Hor.) eller i Heynii excursu ad lib. 2m Æneidos; og er det synderligt nok, at en tredie lærd Commentator kalder disse cyclici: circulatores vel poetæ vagi, det er udlagt: omvankende Poeter, som ei ere længe paa eet Sted. (vid. Horat. opera ed. Ludov. Desprez. pag. 884).

(2) Pupii poemata flebilia) kaldes hos Horatium (Ep. lib. I. 1) lacrymosa og Commentatores ere moxen eenige udi at forstaae dette ironice.

(3) Commentatores callundburgenses giøre til denne Streg mange lærde Annotationer. — Christoph Herzchen (Christophorus Corculus) en lærd Tydsker, som er boesat i Kallundborg og haver megen Læsning udi tydske hiertebrækkende Skrifter, sær udi de Værker, Autor af nærværende Vers haver ladet komme for Lyset paa tydsk, giør derover følgende Forklaring: Slige Streger, siger han, naar de udi sentimentale Skrifter forekomme, have de en særdeles Betydning og kaldes Tankestreger. Sættes de, som her, i Begyndelsen, da ere de ligesom det Præludium, hvilket spilles foran en Opera, for at belave Auditores paa, hvad de kan vente sig, og om de skal lægge deres Ansigter udi alvorlige eller latterlige Folder, om de skal berede sig paa at lee eller græde over det følgende. Udi Enden derimod ere slige Streger en Opfordring til Læseren, vel at betænke hvad han haver læst. Den her til Begyndelse satte Streg derfor, er saa meget som en Anmodning til Læseren, at han i Tankerne (hinc Tankestreg) strax hensætter sig i samme bedrøvelige Stilling, som Poeten, p. t. befinder sig udi. — Christen Bogbinder, en Mand, som kan opregne fast over sine sexten Ahner af lærde Bogbindere i Kallundborg, er udi denne Conjectur fuldkommen enig med ovenanførte Commentator, hvilket vel maa give Conjecturen megen Vægt, omendskiøndt den lærde, og i Autors philosophiske Skrifter³ velstuderte, Klokker, Nicolaus Nicolaides, herudi afviger noget. Han antager nemlig, at Stregen er Tegn til, at her udi Verset er en Defect, og at der egenteligen skulde staae en ynkelig Paakaldelse af de ni Musæ eller de tre Gratiæ, da slig Poet uden samtlige disse tolv Gudinders Bistand er et ubehielpeligt Væsen, og man veed, at Autor paa senere Tyder skal fast af alle tolv være plat forladt. Dette benægtes aldeles af den førstnævnte oplyste Christopher Tydsker udi et, til en grundlærd latinsk Dissertation føiet, Additamento de lineolis cogitationis eller om Tankestreger; og har han i samme Skrift endvidere fremsat en nye Hypothesin om Aarsagen, hvi Poeten her, mod den almindelige Brug udi slige Vers, ikke i Slutningen har anbragt nogen saadan Tankestreg, hvilken, efter Christen Bogbinders Mening, kunde have giort en synderlig god Effect. Men denne Hypothesis christophoriana, som den er bestemt til særskilt at befordres til Trykken, er det mig ikke tilladt her at anføre. Saameget er ogsaa vist, at omendskiøndt Hypothesen vidner om en Mand, der i lærde Conjecturer fast maa søge sin Lige, synes mig alligevel saavel den, som de øvrige Meninger om denne Streg, ikkun at vise de kallundborgske Lærdes Slægtskab med andre Commentatores derudi, at giøre Vanskeligheder hvor ingen findes, medens det vigtigere tidt forbigaaes. Thi Stregen er slet intet andet end Autors (eller maaskee endog kun den ærlige Udgivers eller Bogtrykkers) Skilletegn imellem Titel og Text. — Hvad udi denne Note er sagt maa iøvrigt engang i Tiden confereres med Christopher Tydskers ovenfor berørte erudite Værk, hvis Titel er følgende:

Og er dette anseelige Værk bestemt at skulle udkomme paa samme Tid som bemeldte Immanuels philosophiske Skrifter. (Eftersom disse Skrifter allerede ere saa bekiendte udi Kallundborg, og ellers ingensteds paa Jorden, maa man formode, at de Lærde sammesteds have af Autor faaet dem meddeelte in Msto, for at afgive deres Videtur derover. Og kan det tilføies, at denne Autors nyeste Skrifter ere udi Kallundborg, sær blandt de Lærde, saa afholdte, at de udi Societatis Eruditorum Archiv bevares som Liggendefæ.)

(4) Hvi hele Hæren ....) Dette er en særdeles artig og fiin Invention af Poeten, at han strax veed at indtage Læseren og opvække hans Medlidenhed og Interesse ved den smukke Fiction, at han Ene haver en heel Hær at stride imod. Saaledes in prooemio at vække Interessen er en af de første saavel theatralske som episke Regler, hvorudover jeg er af den Formening, at de her foreløbigen som et Slags Apologie aftrykte otte Linier egentligen ere Begyndelsen til et stort Poema heroico-tragicum⁴, hvormed Poeten haver i Sinde engang at berige Modersmaalet, og hvorudi han selv vil være heros poematis. Christen Bogbinders Paastand, at en (eller flere) Streger ved Enden burde have været anførte, er altsaa udi denne Henseende rigtig. Ved fra saadan Synspunct at betragte Verset, skal man finde det udi alle Maader at svare til Reglerne, og at give Haab om et Epos, som formodentligen bliver en Odyssea post Homerum, ikkun, efter Expositionen at dømme, med den Forskiel, at det er stemt i noget mere elegiske Toner. Thi vor Helt, som han iøvrigt (efter eget Sigende)⁵ er Odysseus eller Ulysses saa liig, som een omflakkende Helt den anden, differerer alleneste derudi, at han her fingeres at være noget blødere om Hiertet. Ulysses nemlig, omendskiøndt han hos Homer græder paa mere end eet Sted: (saasom Odyss. ρ. v. 304, (om Hunden Argos) ἰδων ἀπομορξατο δακρυ ɔ: ved Synet tørrede han Taarer af Øiet; it. d. v. 86, ὑπ’ ὀφρυσι δακρυα λειβων ɔ: Graad flød ned fra hans Øine; conf. ε. 152 & δ. 156) saa seer man ham dog aldrig at flæbe udi Kampen eller over Fiendernes Mængde. (Saaledes græd ogsaa Cæsar, da han gik over Rubicon, teste Sveton. libr. 1, de cæsarib. men neppe af Angst.) Dog vor Poet haver herudi mere taget Virgilium til Mønster, hvis Æneas endog er temmelig nær ved at græde udi Stormveir. Æneid. lib. 1, v. 92 &c. — Jeg haver sagt, at Autor nøie har fulgt Reglerne. Om een Regel er dette allerede viist, og er det allene fornødent her at føie til, at de tvende Regler: auditorem rapere in medias res (strax at sætte Læseren midt ind udi Begivenhederne) og den anden:

ere paa det nøieste fulgte. Thi for det første kyler Autor Læseren strax midt ind udi en stor Armee som ingen endnu kiender det mindste til, og haver endog herudi saa strengt efterlevet Reglen, at Nogle dadle ham derfor, menende at det her seer ud som i de tydske Romaner, der begynde omtrent efter denne Formular: „Der Ritter taumelte vom Pferde, und lag ohnmächtig da;“ uden at Læseren er istand til enten at vide, hvo den gode Ridder er, eller om han tumler af Hesten formedelst et Sværdhug, eller formedelst en Ruus, eller om han skræmmes af en indbildt Hær udi Luften: For det andet: er den Sandhed: at Helten i Verset haver (af Mangel paa et dygtigt Skiold⁶) ikke kunnet afbøde adskillige slemme Hug, kløgtigen meleret med det Digt, at han haver at stride mod en heel Hær, og at hans Modstandere ere saa ubarmhiertig gridske paa hans Hierte. Disse tvende Fictioner, langt fra at kunne lægges Poeten til Last, geraade meget mere hans inventieuse Genie til største Ære; endeel efterdi han i at bruge saadan Fiction haver efterfulgt ældre Epici, saasom Homerum, hvilken lader Ulysses ene stride mod Penelopes mange Beilere; endeel ogsaa efterdi han netop udi dette Stykke haver ladet see, at han ei allene er en dygtig Poet, men endog i visse Maader en velstuderet Mand. Hvorvidt Poeten i det Hele har efterfulgt den Regel om Unitet, og consequenter taget den Forskrift: semper ad eventum festinare, udi Agt, vil med Tiden vise sig. — De Lærde i Kallundborg have havt meget Hovedbrud med at forklare denne af Søndagsskriveren opstillede „hele Hær.“ Christen Bogbinder mener, at den af Autor selv er forskreven fra Tydskland for at opponere imod ham; da man veed at Opponenters Mængde forhøier Disputators, Glands. — Nicolaus Nicolaides eller (som han til dagligt Brug hedder udi Kallundborg, og som vi for Kortheds Skyld hellere ville kalde ham) Niels Nielsen, vil slet ikke antage nogen saadan Hær in rerum natura; men mener, at det er et Konstgreb laant af Avisskriverne, hvilke allene for at divertere Læseren imellem foranstalte en brillant Festivité og et stort Opløb, eller forsamle en jublende Mængde, eller stille en mægtig Armee paa Benene, der, hvor dog aldrig sligt haver fundet Sted. — Christopher Tydsker, callidissimus interpretator, finder vel denne Mening bestyrket derved, at Autor udi sin Beskrivelse over Keiserbrylluppet haver lagt et særdeles Avisskriver-Ingenium for Dagen; men troer dog, at her er ganske andet under, hvilket han nærmere vil explicere i en sprænglærd Excursu til sit anmeldte Værk om vor Poets philosophiske Elaborationes. — Frands Frandsen, endeligen, siger, at Poeten for denne sin Fægtning med en heel Hær fortiener samme Berømmelse som Jacob von Tyboe, hvilken store Helt udi den Beleiring for Braband ligeledes Eene sloges paa Muren med den hele Garnison, og saaledes tog en heel Armee paa sin Samvittighed. Ja han paastaaer endog, at vor Helt i visse Maader udi Courage overgaaer hiin, efterdi han aldeles ikke, som Tyboe, haver nogenslags Kirkemuur⁷ at helde sig til, og dog haver begyndt en derfor desto voveligere Kamp. Efter nogle Autorum Paastand, nemlig, skal der befindes at være eet Slags Kirkemuur (at jeg saa skal udtrykke mig), som det er temmelig fornødent for en stridbar Skribent at kunne helde sig til, og det er denne, som af Horatio er beskreven:

(Man maa vel, for at Søndagsskriveren ikke skal faae Anledning til igien at dolere over sin læsa persona eller skamfilede Personlighed, lægge til, at her tales ene og allene udi literair Henseende, og ikkun om Skribent Samvittighed og Skribent Synder. (conf. Frands Frandsens nedenfor anførte Forklaring af hiint Horatii Vers Not. 8).

(5) mig Eene) Næsten alle vore Commentatores ere enige udi her at ville forandre Læsemaaden til „mig Arme,“ og læse: „Hvi hele Hæren som mig Arme møder,“ hvilket de holde for, at ville forhøie den tragiske Expression og giøre Heltens Situation endnu ynkeligere. Saasom jeg ikke har den Ære at kiende curatorem primæ editionis, skal jeg ikke kunne sige, om af hans Haand udi Texten skulde være giort nogen Forandring; men jeg holder for, at Poeten haver netop herudi ladet see sin største Konst formedelst den prægtige Antithese imellem hele Hæren og mig Eene.

(6) mod mit Hierte vender alle Stik.) Hierte; lat. cor, corculum, gr. το κεαρ contr. κῆρ, germ. das Herz, Herzchen, angl. the heart. Poeten imiterer ogsaa her ziirligen Homerum, der gierne ved slige Leiligheder lader Hiertet flyde ind med, f. Ex. dette Sted, Ilias A. v. 569:

— Dersom sligt skal meritere at kaldes ziirlig Imitation, saa er ogsaa den første den bedste Nyboders Kiærlighedsvise, hvorudi Hierte rimes paa Smerte en ziirlig Imitation, f. Ex. af Ovidii Amatoria. (Christen Bogbinder.) — Jeg anseer det Vers: „Kun mod mit Hierte vender alle Stik,“ som et Beviis for, at Helten dog endnu har Ryggen fri, saasom Hiertet kun kan angribes forfra: med mindre vor Helt skulde være af samme selsomme Natur som Bostankiterne, om hvis Beskaffenhed i Henseende til Hiertet kan efterslaaes Nic. Klimii Iter subterraneum, Ed. 2a. pag. 167 & 68.⁹ (Frands Frandsen.) — Onde Mennesker have bebreidet vor Autor ikkun at have lidet Hierte, efterdi han, som de udtrykke sig, „med en Satyrs eller Skovtrolds væmmelige Latter har villet giøre sig lystig over Stykker, der ere det gode Hierte ligesaa dyrebare, som den gode Forstand.“ Jeg kan ikke beskrive hvor meget slig ondskabsfuld Tale ærgrer mig eller hvor ondt det giør mig:

hvilket han og udi Særdeleshed ved nærværende smukke Eventyr om sit „ømme og kiælne Hierte“ priiseligen haver viist. (Niels Nielsen) — — ... alle Stik; Stik id. quod Stød; saaledes f. Ex. i Holger Tydske:

Og kan dette Vers tillige anføres til Trøst og Husvalelse for de gode Folk, der muligen, formedelst den sørgelige Begyndelse vort Heltedigt har, frygtede for at Helten ei skulde slippe af Striden med Livet. I øvrigt referere Commentatores sig angaaendedette Sted til Annotationes ad vocem Hær; thi hvad der gielder om Hæren, gielder og om de Stik, den siges at give.

(7) rammende Kritik) staaer allene for at faae et Riim til Stik; men man bør holde Poeten noget tilgode, thi det er min Troe ikke saa let, at ryste en halv Snees Riim af Ærmet hver anden Time paa Dagen. Ellers have Critici mange Tvivl om dette Steds Ægthed. Niels Nielsen mener, at i det Ord rammende det første Bogstav er forskrevet, og at det skulde hedde: stammende Critik, villende derved give tilkiende, at Autors Critiquer ere noget usammenhængende og langtrukne, samt at Autors critiske Tunge trænger til at skiæres for Tungebaand. Han anfører som Beviis herpaa hans Pseudo-Critiquer saavel over Hans Mikkelsens Comedier, som over den Tragoedie Correggio; thi hans senere udtværede quasi-critiske Malice skal ei engang være værd at nævne. — Christopher Tydsker finder dette at være Skumleri, som ei er værd at lægge Mærke til, og mener at Stedet giver en meget god Mening, naar man allene foran det omhandlede Ord sætter et b og læser: brammende Critique; thi brammende er hvad der stikker udi Øine; hvad der skal stikke i Øinene maae være distingueret, og at Autors Critique udi sit Slags er distingueret haaber han, Ingen vil nægte. Ligesaa haaber han ei heller nogen vil moquere sig over, at Autor her berømmer sin egen Critique; endeel efterdi Autor paa mange Steder i andre Skrifter har fundet det passende at berømme sig selv; endeel og fordi slig Egenroes, trods det forslidte latinske Proverbium: laus propria sordet, aldeles ikke er slig hovedstærk Mand uanstændig. (conf. not. sequ.)

(8) Mit Hoved .......... trodse deres Magt) Christopher Tydsker kan ikke komme sig igien af Beundring over dette sublime Sted. Hvilken stor og lærd Mand, siger han, maa ikke den være, der saaledes selv tør triumphere over sit Hoveds Styrke! Thi et Skribenthoveds Styrke kan ikke udi andet bestaae end i Forstand, i Kundskaber og udi Lærdom: og hvilken rar og fast utroelig Forening af alt dette udi de høieste Grader maa ikke befindes i den Mands ene Hoved (mirabile & rarissimum caput!), der selv vover at sige sligt. Man veed, at de (før hans Tider) største Skribenter og hovedstærke Mænd, selv ved de lykkeligste Producter af et sublimt Ingenio og de rareste Indsigter, dog aldrig (enten af Modestie, eller af Agtelse for Publico) vovede at beraabe sig paa deres store Forstand; saasom alle dengang troede slig Forstand at være menneskelig og fallibel: Men udi vore oplyste Tider er man herudi, som i andet, klogere. — Niels Nielsen, nimis rigidus censor, finder det stødende, at Autor taler om at bruge sit Hoved til at støde med, hvilken Brug af Hovedet man ellers ikkun finder blandt umælende Bæster. Ja han prætenderer endog herudi at finde en defectum judicii, sigende: at det ikke kan være nogen Roes for en Skribent, at have en stærk Pande, da enhver velbehornet Tyr eller Actæon kan broute af samme Styrke. — Men Christen Bogbinder holder denne Anmærkning for at røbe en tyk Uvidenhed, i det Censor ikke haver indseet, at Poeten her alluderer til de Gamle, hos hvilke Horn vare et Symbolum paa Høihed og Majestæt. De samme afbildede med slige Horn deres Jupiter Ammon, med hvem Poeten her i Henseende til Hovedets Styrke ligner sig, og til hvilken Lignelse han i visse Maader kan siges at have største Grund. Thi ligesom Jupiter paatog sig mange forskjellige Skikkelser, hvilket hos Ovidium kan læses, saaledes har ogsaa vor Autor paataget sig fast ligesaa mange: saa at han nu er Poet, nu Criticus, nu Philosophus, nu Satiricus; nu virtutis custos rigidusque satelles og nu atter igien derisor morum decentiæque¹²; samt endeligen snart forvandler sig i en Skiødehund¹³, snart i et Pindsviin¹⁴. — Ved dette Sted om Autors Hovedstyrke føier Frands Frandsen, oftbemeldte Stadsatyricus, følgende Anmærkning til, i Anledning af det udi nota 4 sagte om Heltens Mangel paa et dygtigt Skiold: et dygtigt Skiold, siger han, er det samme som clypeus aheneus, og fortolker han dette endvidere saaledes: „clypeum aheneum scriptoris id esse: indecorum nihil sibi conscire, & nulla in republica literaria pallescere culpa¹⁵.“ Sligt Kobberskiold paastaaer han at være bedre end den stærkeste Kobberpande, eftersom hiint bøder godt baade for Hoved og for Hierte, men denne (som af Autors Vers tydeligen sees) consequenter ikke er istand til at bøde for nogen af Delene; ligesaalidet som disse Vers ere istand til at beviise det sunde Hoved, Poeten brouter af. Men Frands Frandsen er, som sagt, en Satyricus.

(9) kiælent, ømt og svagt) Sligt kiælent, ømt og svagt Hierte havde og udi fordums Dage Jens Paaskelilie¹⁶, om hvem det fortælles, at hans Hierte var saa kiælent, at han ei kunde see en smuk Jomfrue uden det af Kierlighed stod ham op i Halsen, saa svagt, at han Snese Gange om Dagen var nær ved at døe af Forlibelse, og saa ømt, at han tidt var paa Vei at hænge sig over en Kurv (hvoraf han fik mange), omendskiøndt han dog som en god Christen igien begav det og med Taalmodighed bar dem alle. Hans Kierlighed gik som en Canal giennem alle Byens Gader, hvor han nu faldt paa Knæe for en Jomfru paa eet Hiørne, nu paa et andet, nu midt i Gaden¹⁷. Men den gode Mand kom derydover udi ondt Rygte og blev til Fabel for den halve By, eftersom onde Mennesker beloe ham og kaldte sligt: en skammelig Misbrug af Hiertet. Tilsidst, (eftersom dette variable Hierte var bleven alt for bekiendt, og han — først løbende hele Byen rundt og siden endogsaa reisende ud af Landet, for at finde Liebhaverinder til det — havde offereret det baade i Vers og Prosa til Jomfruer og Frøkener, til Fruer og Madamer, ja endog til Grevinder og Hertuginder) fandt den gode Jens Paaskelilie selv sit Hierte i saa miserabel en Tilstand, at han udi Avisen maatte erklære sig selv persona miserabili corde. Sligt sørgeligt Udfald fik det for rum Tid siden med Jens Paaskelilies Hierte, og saasom han ellers var en meget skikkelig Mand, holde Commentatores for, at vor Poet ved nærværende Fiction om sit Hierte vel kan have havt ham for Øine.

(10) Af mange dybe Saar ..... bløder) Om dette sidste Vers, paastaaer Christopher Tydsker, kan Poeten med Sandhed sige: Jamque opus exegi!¹⁸ og hvad den gamle Vise hos Ovidium og Horatium ellers hedder. Thi man seer tydeligt, at Expositionen her er tilende, og at Autor paa det yderste har grebet sig an, for at bringe Læserens Medlidenhed til det høieste, hvilket og fuldkommen er lykkedes ham. Hvor heldig Poeten haver været i at iagttage Reglen: si lacrymare me vis, primum ipsi tibi lacrymandum, (vil du at Læseren skal græde, maa du selv græde først) falder enhver udi Øine. (Christen Bogbinder erindrer, at det hos Horatium hedder: si vis me flere, dolendum est, primum ipsi tibi ɔ: vil du at Læseren skal græde, maa din Sorg først røre ham). Det Hele er saa ypperligt, føier Frands Frandsen til, at man billigen maa vente, at Autors Hierte af denne hans smukke poetiske Fiction bliver ligesaa berømt, som Jerusalems Skomager er bereist; saa at man om samme miserable Hierte med liden Forandring vil kunne anvende hvad Poeten siger om bemeldte Skomager (Peder Paars I B. 1 S.):

Her haver du, benevole lector! saavel hvad jeg, som hvad de brave og oplyste Commentatores udi Kallundborg have fundet remarquabelt ved det ovenfor aftrykte cycliske Vers²⁰. Det vil af disse Annotationes klarligen skiennes, hvor ugrundet den Mening er, som siges at skulle herske udi Byen, at nemlig dette Klagevers (som de kalde det) over Anfald af en heel Hær skulde ene og allene være sigtet mod Hans Mikkelsen. Denne, hvem nogle af Søndagsskriverens Venner efter Forlydende skal bebreide at have rørt vel haardt ved den Sidstnævntes Hierte, (ligesom Chilian rørte sine Kammerater vel haardt med den hellige Green²¹ haver aldrig tænkt paa at give ham sligt Hiertestød. Han kiender ikkun Søndagsskriveren af hans Skrifter og haver ikkun med ham som Skribent at skaffe, lidet skiøttende forresten om hans, i Hans Mikkelsens Øine heel overflødige Person, og endnu overflødigere Hierte. Iligemaade have Nogle udi Hans Mikkelsens Epistel dadlet adskillige efter deres Mening alt for alamodiske Expressioner. Men disse godt Folk betænke ikke, at en Mand som Hans Mikkelsen, dog maa i nogen Maade være gaaet frem med Tiderne, og, consequenter, i det mindste ligesaa godt forstaae den nye Philosophie og Æsthetik som Søndagsskriveren, i hvis Skrifter slige Expressioner dog ikke dadles. Tilmed sees det jo, at haver Hans Mikkelsen ikke læst andet af nye Bøger, saa synes han dog at være heel belæst udi Søndagsskriverens Værker, og deraf kunde han allerede lære en mægtig Hoben ny Æsthetik, sær af Fortalen til den Bog som kaldes Digtervandringer. Mig synes iøvrigt selv, at der udi hans Epistel findes et Par Søndagsphraser, som ei stemme overeens med Tonen i det øvrige; men jeg kan troe, de maa være hængt ved fra det Ugeblad Søndagen, hvorudi han dengang nyligen kan have læst.

Siden den Tid, da dette til Trykken var bleven færdigt, haver vor stridbare Søndagspoet atter publiceret et lidet Poema, kaldet: Smaapennenes honnette Ambition. Af dette sees at han endnu, liig sit priiselige og værdige Mønster Jacob von Tyboe, fægter med en heel Hær, og berømmer sig selv ligesom han. Christopher Tydsker (der paa et kort Ophold udi Kiøbenhavn flittigen skal have søgt vor Autors Selskab, saasom begge, fra Tydskland af, ere amicitia intima conjuncti) glæder sig meget over dette nye Vers, da han derudi finder yderligere Beviis for det udi not. 7 om Egenroes sagte. Jeg maa bekiende intet Nyt derudi at finde uden dette: at ligesom Kong Midas (langøret Ihukommelse) udi gamle Dage havde af sin Mæcen, Skovguden Pan, engang erholdt den Egenskab, at kunne giøre alt hvad han berørte til Guld; saaledes vilde Søndagsskriveren gierne have den Egenskab, at kunne giøre alt hvad han berører ligesaa renommeert som han er selv. Hvorvidt han kan opnaae dette, skal jeg ikke kunne sige. Kun saameget er vist, at intet kan være mere absurd, end at en Skribent med saa svagt et Hierte og saa mange andre svage Skribentsider, vil, ved saaledes at indvælte sig paa hver anden, skaffe sig nye Fortrædeligheder og nye Forkastelser af sine mange Skribentsynder. Og rinder mig ved hans lange og kiedsommelige Strid med en vis Skribent, hvem han forekaster uafladeligt obscoent Skriveri, ideligen udi Sinde den Fabel om Svinet og Camæleonet. Da nemlig et Camæleon engang bebreidede Svinet sin bestandige Ureenlighed, sigende: Fy, dit slemme Beest, du er dig altid selv liig! gav Svinet ham med hans egne Ord det Svar tilbage: Fy, dit slemme Beest, du er dig aldrig selv liig. Camæleonet siges nemlig udi hele Dyrenes Forsamling af alle at have været den største Vendekaabe.