JUSTI JUST. & VARIOR. NOTÆ.
Prolegomena.
L. B. S. Udentvivl vil den gunstige Læser endnu ihukomme, hvorlunde Hans Mikkelsen udi fordums Tid havde i sin Ven Just Justesen1 en tro Medstrider, der ikke alleneste ved sine Betænkninger over hans Skrifter gav tilkiende, fra hvad Side Autor ønskede dem betragtede, men ogsaa efter bedste Evne stod ham troligen bi mod de ubeføiede Critici og Antagonister, hvis prava judicia tidt søgte at føre Mængden bag Lyset. Og vil det vel derfor i Hans Mikkelsens Fædreneland, hvis Ære og Gavn og hvis Sprogs Ziirlighed han uafladeligen stræbte at befordre, tilgives, at Just Justesen ogsaa udi nærværende Tid er traadt frem, for, efter ringe Evne, men med den bedste Villie, at vindicere den gamle Hans Mikkelsens Ære. —
Saasom jeg nu er kommet efter, at det ovenanførte Vers af Autor til den nyeste Critique over Hans Mikkelsens Comedier, ansees af Nogle at være sigtet til den Epistel som findes udi Athenes næstforrige Hefte2; saa haver jeg ikke agtet det overflødigt, at commentere over denne Søndagsskriverens rimede Apologie, ligesom jeg og ikke har villet undlade at anføre de kritiske Noter, mig til den Ende fra adskillige boesiddende Lærde i min Fædrenebye Kallundborg ere tilskikkede.
