Den 84. Psalme
Mel. Vreden din afvend.
Mel. Vreden din afvend.
1.
Guds Boeliger — hvor de Elskværdig’ ere,
O Jehova! talløse Væsners Herre!
Jeg kun attraaer din Forgaard at betræde,
Kun denne Glæde!
2.
Mit Hierte — ja alt det hos mig, som lever —
Med Længseler til Jehova sig hæver,
Og mens min Aand langt over Himle stiger
Jeg rolig siger:
3.
Kan dog en Fugl et sikkert Lye oplede,
Og Svalen for en duunet Flok et Rede,
Saa naaer og jeg til dine Offer-Steder,
Jeg, din Tilbeder.
4.
O Jehova! o Skabningernes Herre!
Hvor de, som boe hos dig, lyksalig’ ere,
De daglig kan dit store Navn tilbede,
Din Priis udbrede.
5.
Lyksalig’ de, som du er Roes og Styrke,
Som ile, med den Tanke dig at dyrke,
Paa banet Vei til dine Helligdomme
Med andre Fromme.
6.
De Bakka-Dal med Glæde giennemvandre,
Og synes Væld fremsprudle mod hverandre,
Naar Sommer-Regn Velsignelsen udgyder,
Og Bakken flyder.
7.
De fra en Dal nedstige til en anden,
Og Maalet naae, saa glad som Vandringsmanden,
Naae Zions Bierg, og alle der fremtræde
Og Gud tilbede.
8.
O Jacobs Gud! laan til min Bøn dit Øre!
See ned paa os! — din Salvede dig røre
Til Ynksomhed! paa ham du til det Beste
Dit Øie fæste.
9.
En eene Dag blot i din Forgaard, Herre!
Langt bedre er, end tusend’ Dage ere
Langt fra dit Huus — langt fra dit Huus, hvad Mørke!
For dem, dig dyrke.
10.
Jeg mindste Plads ved Templets Dør ei bytter
Med Synderes Konst-ziiret rige Hytter,
Der vilde jeg, hvor prægtig’ de end ere,
Ei boe, ei være.
11.
Vor Jehova! den Gud, som er almægtig,
Han er en Soel godgiørende og prægtig,
Hans Miskundhed nedstraaler og opliver,
Han Ære giver.
12.
Han ødsler med Lyksalighed og Ære
Blandt sine Børn — ja, Skabningernes Herre!
Lyksalig den, som ikkun dig anraaber,
Som paa dig haaber.