Den 77. Psalme
Mel. Et Barn er fød i Bethlehem.
Mel. Et Barn er fød i Bethlehem.
1.
Min Stemme er til Gud henvendt,
Høit raaber jeg:
Min Stemme er til Gud henvendt,
Han hører mig, jeg tvivler ei.
2.
Ham søgte min beængsted’ Aand —
Den gandske Nat
Opløfted’ jeg til ham min Haand
I Bønner, og den sank ei mat.
3.
Men — o min Siel blev dog derved
Utrøstelig;
Jeg tænkte paa Guds Troefasthed,
Og Tankerne bekymred’ mig.
4.
Med Længsel tænkte jeg paa ham,
Og jeg blev ved
Indtil jeg ei mit Suk fornam,
Men segnede i Afmagt ned.
5.
Paa mine trætte Øine-Laag’
Ei Søvnen faldt,
Stor var min Skræk — den voxte og
Min Klage blev paa Læben qvalt.
6.
Jeg overveiede den Tid,
Som er forbi,
Fra første skabte Aar og hid
Til disse, som vi leve i.
7.
Jeg tænkte paa: hvor Natten lød
Af Godheds Lov,
Naar jeg Stiltiendheden brød
Ved Zithar-Lyd, mens Jorden sov.
8.
Med dette Hierte talte jeg,
Og forskede,
Om jeg dog af den Fare ei
Et heldigt Udfald kunde see.
9.
Forkaster Herren evig da
Hans Yndlinge,
Og vil den store Jehova
I Naade os ei meer ansee.
10.
Har da hans Godhed Ende? og
Forjættelsen
For alle Slægter, er den dog
Fortrødt og kalder plat igien.
11.
Har Gud i Nidkierhed forglemt
At skue ned,
Har han i Harm vor Straf bestemt,
Og lukket for sin Miskundhed.
12.
Jeg sagde: Sorgens Tid er nu,
Men snart igien
Vil Herren komme mig ihu,
Snart vil hans Haand forandre den.
13.
Jeg tænker paa Guds Gierninger
I hine Aar —
O Gud! — jeg idel Under seer,
Og stille ved den Tanke staaer.
14.
Hvor ere dine Forsyns-Spoer
Ei hellige;
O hvilken Gud er vel saa stor,
Som vores Gud blandt Guderne.
15.
Dig er det, som giør Under-Værk,
Du Vældige!
Du traadte frem, og eene stærk
Dig viiste grant for Folkene.
16.
Din Arm dit Folk befriede —
Din Varetægt
Beskytted’ Efterkommerne,
Af Jacobs og af Josephs Slægt.
17.
De stolte Vande saae dig Gud,
Og frygtede,
De stolte Vande saae dig Gud,
Og Havet skialv og flyede.
18.
Og Skyen brast i mange Brud —
Og Pilene
Foer fra dit fyldte Kaager ud,
Og snoes og længe hvislede.
19.
Og høie Tord’ner brølede
Blandt Storm og Regn,
Og brede Lyn opklarede
Den bævende og mørke Egn.
20.
Du bød, og Havet aabned’ sig,
Din Bane laae
I Dybene — men pludselig
Man ikke meer dit Fodspor saae.
21.
Da gik dit Folk frigiorte frem
Af Slave-Baand;
Og som din Hiord du leedte dem
Ved Mosis og ved Aarons Haand!