Birgitte Boye (1742–1824)

Mens Jorden i sin Slummer ligger,

Seer jeg min Gud i Demringen,

Og Morgenrødens Duft inddrikker,

Og blussende og rød, som den,

Med hellig Vellyst bryder ud:

O Zions Gud, du er min Gud!

        Dig tørster Sielen ene efter,

Og hvor jeg irrer, søger dig,

Den Længsel svækker mine Kræfter,

Ja meget meer udmatter mig

End Attraae efter Kilde-Vand

I dette tørked’ skarpe Land.

        Hvad Pragt indstrømmer paa mit Øie!

Din Pragt, din Herlighed jeg seer,

Som i din Helligdom, saa nøie,

O Gud! din Naade bedre er

End Livet, som du under mig —

Min Læbe skal ophøie dig!

        Som naar jeg knæled’, hvor du throner,

Hvor Salighed henrykked’ mig,

Og Sielen brused’ frem i Toner;

Saa skal jeg stedse ære dig,

Og ved dit Navn tilbedende

Til dig opløfte Hænderne.

        Ja Gud! din Miskundhed mig mætter,

(Her, hvor Naturen karrig er)

Som overflødig’ kræsne Retter,

Du er min Sang i Drøvelser,

Naar jeg om Midnat tænker dig,

Min Søvn fra Øiet sniger sig.

        Du var min Hielp — jeg stod beskygget

Af din udbredte høire Haand,

Jeg staaer endnu ved dig betrygget,

Og under hellig Skyts min Aand

Udbryder høit i Fryde-Skrig

For dig, min Salighed! for dig.

        O Gud, ved dig min Længsel hænger,

Min Længsel følger efter dig,

Din Haand, naar Fienden mig fortrænger,

Da vældig understytter mig,

De vilde myrde mig, men gleed

I Graven, Ræds’lers Boelig ned.

        De faldt ved Sværd igiennembored’,

Og Rovdyr søgte deres Liig,

Men, hvo ved Kongens Liv har svoret,¹

Ved Kongens Held skal rose sig;

Den reene Sandhed seirer kun,

Tilstoppet er hver Løgner-Mund.