M. Goldschmidt
Et Minde fra Firserne.
Et Minde fra Firserne.
De blanke, brune Øjne paa mig saâ:
»De vil dog ikke ret min Nemesis forstaa,
den skjønne Tanke om et Ordensrige,
hvor Livets hemmelige Traade gaa
— med Skyld og Skæbne for os dødelige —
dybt under, hvad vort ydre Syn kan naa,
men ligefuldt kan Broen for os slaa
fra Jord til Himmel som en Jakobsstige.
Nu, da det aftnes alt, kun ét jeg véd
at spørge om, hvis det mit Sind skal lette:
Var Væxt der i mig? Fik jeg lagt til Rette,
selv om jeg som en Orm i Sorg mig vred,
de spredte Kræfter til Personlighed?
Kan ej det første Vindstød atter slette
det Præg, hvortil min Sjæl sig langsomt stred,
og blev mig hvert et Nederlag, jeg led,
hver Sejr, jeg vandt, til klar Erkjendelse
om hvad der hæved mig og slog mig ned
— thi Nemesis er ej tilfældig Hændelse.
De kalder mig til Kamp, De ægger i mig Jøden,
der med sit Tand for Tand og Øje strax for Øje
som ung det ikke altid tog saa nøje,
men søgte Kampens Bulder ufortrøden.
Dog nu jeg gammel er: jeg forlængs gaar mod Døden,
mens De endnu det Fortrin har, min Ven,
at De kun baglængs skrider imod den.
Og Nemesis, der ikke kjender Had,
men vil, at vi skal tage Sorg og Glæde
som Led i Livets store Ordenskjæde,
har længst mig lutret i sit rene Bad.
For Dem er heller ej jeg paa Kothurne,
fordi jeg nævner Forsynstro og Gud
og bøjer ind mig under hendes Bud,
som blander Lodderne i Skæbnens Urne.
Har jeg bragt Orden i mig, er det større,
end da jeg ene stod i Anno Fyrre
med alles Haand mod min og trodsed Faren
— alt, hvad De kalder Ungdomsdaaden i »Korsaren«.
Derfor er mine Øren dog ej døve,
hvis nogen kalder mig paa rette Vis,
saa lidt som mine Vaaben end er sløve.
Men først De nævne maa mig Kampens Pris.
Og det maa De og Deres Venner vide:
Under min egen Fane vil jeg stride.
Den Tanke, hvorpaa ind mit Liv jeg sætter,
og hvori al min Digtning munder ud,
vel mulig Dem og Deres stundum trætter,
men har I efter mig politisk Bud,
saa har jeg intet andet jer at svare:
ja, kom og fylk om mig de unges Skare.
Hvem véd, hvordan sig da vor Fremtid tér!
Men mon i denne Konges Tid det sker?
Hvor er de Hjærter, der for dette brænder?
Hvem hæver Banneret med rene Hænder,
med Hænder, som er toede i Ild?
Hvor hørte nogen min Gudindes Stemme
— trods Alvorskravet baade blød og mild —
forkynde lydt for Folk og Land herhjemme,
at Danmarks Ungdom lyttende sig bænker
— De smiler — om en gammel jødisk Tænker?
Nej, lad mig sidde her saapas tilfreds
de Aar, min Genius end vil mig levne.
Men Dem, min Herre, vil jeg sætte Stævne
den Dag, da ogsaa De har fyldt de Tres.
Saa griber mulig De i Deres Barm
og længes som nu jeg i denne Time
mod Ro og Orden, Fred og Harmoni,
og De vil se, at det var mer end Poesi,
naar jeg »bjærgtagen« hørte Klokker kime
midt under Døgnets Færdsel, Tidens Larm.
Og De vil atter tænke paa min »Ravn«,
hvor Troskab mod den indre Stemmes Klang
fik brave Mennesker bragt trygt i Havn
— og sande, hvad en større Digter sang:
»Det er min Sjæl, som kalder paa mit Navn!««
* * *
Et Steds langs Søerne, hvis Gangsti tidt
har gjenlydt af hans smaa og faste Skridt,
man skulde møde i en løvrig Hæk
hans Buste med de kjendte, kloge Træk.
Hans Stammefæller har jo nok af Guld
— de burde mindes nu, hvor ømt han tegned
den gamle Jødedom, før helt den blegned,
imens han stræbte at berede Muld
for hvad han gjerne vilde tro og ane:
et nyt og frifødt jødisk Ungdomskuld,
en Fremtidslegion, der bar hans Fane.
Og kommer man en Gang i denne Stad,
hvor let man glemmer og er lige glad,
paa ny i Hu den mærkelige Mand,
hvis Jødiskhed og Danskhed kappes kan,
ved Foden skal der — slank som Skovens Raa —
en ædel jødisk Yngling mejslet staa
og hæve Faklens aldrig slukte Lue
højt op mod Dagens Lys paa Himlens Bue.