Carit Etlar
1816 — 7. Avgust — 1896.
1816 — 7. Avgust — 1896.
Folkedigter og Ungdomsvækker!
véd du i Dag, hvor langt du rækker?
Véd du, hvor mange ukjendte Hænder
der ønsker at trykke dine som Venner?
Folkebølgen fra Hundredaaret
op paa sin Ryg dig selv har baaret.
Bog paa Bog i Aarene lange
blev til nærende Brød for mange.
Blichers Ven og Fælle i Aanden,
huskes det skal, at du rakte ham Haanden.
Verden i ham kun øjnede Vraget;
du saâ over hans Hoved Flaget,
Flaget, det gamle, med Farver stærke,
Himmelbjærgspræstens Vaabenmærke!
Flænger og Skrammer alle maa lide;
under den Dug er sødt at stride.
Højt over dig den vajed i Blæsten,
hvad man saa dømte om dig for Resten.
Dagens Røster er mangelunde
— agte du skal paa de unge Munde.
Raske Drenge med røde Kinder
samlet i Dag om dit Hus du finder;
smaa Kammerater i festlig Klynge
takker for Ib og for Svend Gjønge.
Dine Bøger de læste saa længe,
de har dem gjort til danske Drenge;
de har dem lært at knytte en Næve,
naar de saâ nogen for Uret bæve.
God er en Ungdom altid at gjæste,
Barndomsminder har sikkert Fæste.
Det skal staa som dit Eftermæle:
Ogsaa du tændte Ild i Sjæle.
Kvad han ikke, den Seer i Lunden:
Bliver I læst af Barnet og Bonden,
det skal være jer største Ære,
det skal jer ned gjennem Tiderne bære.
Graa i Haaret og gammel i Røsten,
sidder du nu derude i Høsten.
Synes du, Livet gaar ned ad Bakke,
se, hvilken Rigdom i Lader og Stakke!
Arbejdsdagen var lang, og Kraften
svigted dig ej til din sene Aften.
End er dog Sommerens Tid ej omme,
solrige Dage endnu kan komme.
Højt har du bygget oppe paa Banken,
Luft du og Lys har i Ryggen og Flanken.
Vidt kan du skue ud over Landet,
hvor Leerne blinker og Hesten bli’r vandet.
Fredelig Færd for en Kæmpe, hvis Helte
helst bar Pistoler og Knive ved Bælte;
grænseløs Fred for en Digter, hvis Gave
med Syvmilestøvler ham bar over Have.
Ind i det gamle romantiske Rige
red du dit Ridt med en Fart uden Lige.
Slotte og Hjærter du tændte i Lue!
— Nu kan du nok holde Hvil paa din Tue.
Fred paa din Tærskel! Sol over Hjemmet,
kjært for hver Ven og kjendt af hver Fremmed!
Alt, hvad du gav os af Sagn og af Sage,
vender i Dag med Hæder tilbage.
Glæder det dig, at vi lover at værne
Høsten — din egen — med fuldmoden Kjærne!
Alt, hvad vi elsked i Ungdomstide,
nok vore Børn vi at give skal vide.
Sid da med Fred derude paa Bakken!
I Dag du undgaar vel næppe Takken.
Fjærn er dog atter Menneskestøjen,
naar Solen synker bag Kæmpehøjen.