Guldbryllupsdigt
(1862).
(1862).
De steg i Baaden Haand i Haand
Ved Danmarks blide Strande,
Og begge hjalp med munter Aand
At løsne Seilet fra sit Baand —
Og Børen bar fra Lande.
Han greb om Rorets Egepind,
Sig Baaden maatte føie —
Hun sad med Smiil paa Ungdomskind
Og saae ham ømt og trofast ind
Alt i hans milde Øie.
Hun tænkte: „Styr i Fred vor Vei
Fra nu til Aftenrøden!
Hvorhen? hvorfor? jeg spørger ei,
Der, hvor du styrer, følger jeg
Iblinde indtil Døden.“
Han tænkte: „Ei paa viden Hav
Det Skib er nu at finde,
Opfyldt med Perler, Guld og Rav,
Som jeg igjen til Bytte gav
Den Fragt, jeg her har inde!“
Saa lod han ud mod Dybet staae,
Lod der sit Anker slippe,
Og bjerged Seilene de smaa
Og lod en Stund saa Baaden gaae
Og dreie sig og vippe.
Her sad de under Himlens Sky
Og saae bag Bølgevrimlen
Den nysforladte Kirkeby,
Hvor Spiret tegnede med Bly
Sit fjerne Kors paa Himlen.
Der peged han, og tog i Favn
Sin unge fagre Qvinde:
„Vi seile vil i Himlens Navn!
Saa naae vi vel den sikkre Havn
Trods Mulm og barske Vinde.
Og skifte vil vi her vor Magt —
For Een er ei det Hele:
Jeg holde vil med Spiret Vagt,
Og du skal bære Kronens Pragt,
Og Æblet — vil vi dele.“
Og atter gik det fort og fort
Med Mod og muntert Øie, —
Men Livets Ocean er stort,
Og stundom Skyen blev lidt sort,
Og Bølgen tung at pløie.
Da trøsted Kjærlighed med Ord,
Som den kun har igjemme;
Og Sorgen — var den nok saa stor —
Den maatte springe overbord
Ved Kjærlighedens Stemme.
Men mens fordybede de sad
Og styred liden Snekke,
Var Tidens Haand ei heller lad,
Men vendte useet Blad for Blad
I Livets Bog for Begge.
Mod Aftnen af en deilig Dag,
Da Bølgen gik saa linde
Som deres Hjerters eget Slag,
Skjød pludseligt et Jubelflag
Sig frem fra Mastens Tinde.
Og rigt i Aftenguld laae Kyst
Og Havnen halv forborgen, —
Og Livets Vaar var bleven Høst,
Men Begge stode Bryst ved Bryst
Som Reisens første Morgen.