Hvert Digterskib har tonet høit sit Flag,
Og hilser dig med Kongeskud idag;
Selv mindste Snekke møder til din Fest
Og svinger Vimpelen, som den kan bedst,
Mens Sorø holder kjærligt dig i Favn
Og tegner i sin gyldne Bog dit Navn.
Dit Navn! For mig det er en Tryllestav,
Som bringer Perler op fra Tidens Hav.
Jeg nævner det — og i sit Rosenskjær
Staaer Ungdoms søde Drøm mig atter nær;
Dit første Harpeslag med Vaarens Lyst
Igjennembæver atter dybt mit Bryst.
Jeg seer mig selv, hvordan jeg dengang gik,
Forelsket, fast som i en Piges Blik;
Hvordan jeg stod fordybet i dit Syn,
Din blege Kind, dit Øies Tankelyn;
Ja — selv hvordan jeg stjal med Angst og Gru
Din Haandskrift — ak, jeg eier den endnu!
Kun Digteren og Elskovs første Smiil
Kan saare med saa sværmerisk en Piil.
— Mon nu forandret er min Hu? o nei!
Som gammel Kjærlighed, den ruster ei:
Mit Øie følger dine Stjerneskud,
Som naae, hvor Tiden ei kan sende Bud.
Dit Nordlys leder magisk hen mit Blik
Paa gamle Tiders svundne Romantik —
Og nu, da sagteligt det gaaer mod Qvæld,
Din Orgeltone freder om min Sjæl.
Tag Hjertets Tak! Gud signe hver din Vei!
Den bedste Gave fra den danske Mai!
