Tak Gud! for hver en Glæde,
Din Kjærlighed mig gav! —
Snart maa jeg vel staae rede
Med Pas og Rejsestav.
Hav Tak for Sangens Gave
I al din Miskundhed,
Og giv, at jeg maa have
Den til mit sidste Fjed!
Maaske det turde baade,
Om end Du gav mig Rast, —
Der er saa mange Traade,
Som endnu holde fast.
Endnu er svag min Vinge,
Og du saa hellig stor, —
Jeg føler mig saa ringe,
Jeg er saa tung af — Jord!
Vel blinker i det Fjerne
Din Almagts lyse Pant;
Dog vinker end den Stjerne
Mig sødt, hvor Livet svandt —
Den Jord, Du har husvalet
Med Shakspears gyldne Sang,
Hvor Rafael har malet,
Og Mozarts Toner klang! —
End tænker jeg paa Graven
Kun med en frygtsom Aand,
Og „Ordet”, Pilgrimstave,
Er sjelden i min Haand.
Held hvo i Uskyldsalder
Din lyse Himmel seer! —
Den Sjæl, som seent Du kalder,
Er ej saa værdig meer;
Men, Gud! Du er den Samme,
Er Kjærligheden selv,
Og Du vil mild annamme
Mig uden „Vee!” og „Skjælv”!