I Sommeraftnens milde
Og svalende Ro
Jeg fulgte ganske stille
De lykkelige To:
Hans Blik sig frejdigt hæved —
Lyksalig saae hun ud,
Og over Begge svæved
Olympens lille Gud;
Og, som naar Venus truer
Paa hendes Himmelflugt,
Og flux de vilde Duer
Maae lystre Tvang og Tugt —
Saa brugte han fraoven
En Tømme, luftigt snoet,
Og styred ind i Skoven —
Den smilende Despot.
I Solens Aftenrøde
Sig rørte Bøgens Hang
Og hilste Gudens Møde
Med Duft og Fuglesang:
Bag Stammen standsed Hjorten
Paa Springet til sit Hjem,
Og frygtsom titted Morten
Fra Bregnerne frem. —
Trods Paradisets Øgle
Staaer Eden nu som før,
Og Guden har en Nøgle
Til Havens skjulte Dør:
Og elske To hverandre,
Og ret af Hjertets Grund,
Da faae de Lov at vandre
Derind en liden Stund;
Og Minderne! de tindre
Som gyldne Stjerner smaa —
Et ømt: „Kan du erindre?”
Vil aldrig Ende faae:
Hvad Amor fik at høre
Vel tusind Gang i Rad,
Han smukt maa laane Øre —
Han kan det udenad!
Og med nyfigne Blikke
Jeg op til Guden saae —
Han kjeded sig dog ikke,
Den himmelske Smaa!
Han brugte Piil og Bue,
Og intet Dyr blev fri,
Selv Myren i sin Tue
Gik ikke Ram forbi. —
Imidlertid sig bøjed
Med Ynde Pigen ned,
Og rundtom søgte Øjet
En Blomst i Græssets Bed,
Og med sin Søde Stemme
Hun gav den til sin Ven,
Jeg hørte „aldrig glemme!” —
Saa døde Lyden hen.
Og Han, den henrykt glade,
Tog frem en siirlig Bog,
Og mellem hvide Blade
Den fandt en kjærlig Krog:
Men ak, de falske Vinde!
Et lille Brev fløj ud,
Som ogsaa laa derinde —
Et blegt, dæmonisk Bud!
Det faldt for hendes Fødder,
Hun bukkede sig alt —
Han greb det som paa Gløder,
Som om det Livet gjaldt:
Hun bad — hun vilde vide! —
Hun fordrede med Harm, —
Tilsidst hun fra hans Side
Sled løs med Graad sin Arm.
Jeg saae til Guden atter,
Og næsten sorrigfuld —
Da hørte jeg hans Latter
I Aftenens Guld:
Den klang i Bøgesalen
Som lifligt Kildevæld
Og som naar Nattergalen
Slaaer Triller sødt i Qvæld.
Med Pilen ned han peged —
Der stod hun alt en Stund
Og læste — og bevæged
Sin nydelige Mund:
Hun tyded Brevets Runer,
Og Smilet kom paany,
Og alle Elskovs Luner
Tog Flugt i vilden Sky!
Hun trak ham til sit Hjerte
Med overgivent Sind
Og kyssed bort hans Smerte
Og Blusset paa hans Kind;
Men Brevet blev forinden
Til Sommerfugle smaa,
Som boltred sig i Vinden
Med hvide Vinger paa. —
Paany i Elskovsdrømme
Førte dem Guden blindt
Alt ved sin gyldne Tømme
I Skovens Labyrinth:
Da sænked Løv og Grene
Sit grønne Tæppe tyst
Og lod mig staae alene
Med Længsler i mit Bryst; —
Og Brevet? Naar jeg søgte
Og mindste Stykke fandt,
Kom flux en Vind og spøgte
Og tog det og forsvandt, —
Et greb jeg ved dets Hale,
Og det beholdt jeg dog:
Der stod et plumpt „betale”
Og — jeg blev lige klog!