Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Naar Solen gaaer sin Aftengang

Hen over Skov og Enge,

Da glimter det bag Træets Hang

I gamle Fredriks Havevang

Som gyldne Harperstrenge.

Og Nattergalen venter tyst

Paa Himlens første Stjerne,

Saa hæver den sin søde Røst,

Og Stjernen skjælver som af Lyst

Dybt i det stille Fjerne.

Ved Klangen hist fra Kirkens Uhr

Gaaer frem hiin Digters Skygge,

Som ejed her sit Sommerbuur,

Hvorfra hans himmelske Natur

Udbredte Sangens Lykke.

Hans Blikke fæste sig paany

Til Støvets gamle Minder: —

Ham hilser Lundens sagte Gny,

Mens Nattergalen tier bly

Alt for sin Overvinder; —

Han drømmer om sin Søndermark

Og om de hvide Svaner

Og om den gamle Patriark,

Som styred rundt i Havens Park

Med kongelige Faner:

Men fremfor Alting over Muld,

Dig, Hauch! sit Smil han sender,

Du var hans Ven, saa tro, saa huld,

Og dybt i Slægt med Harpens Guld,

Som funkled i hans Hænder!

Han finder Dig, — Du sjeldne Gren

Af Danmarks ædle Stamme, —

Lig Tycho fordum paa sit Hveen

Med Tankens klare Ædelsteen

Og Hjertets dybe Flamme.

Han saae Dig, som en Yngling bold

Højt hævet over Vrimlen;

Nu seer han Musernes Herold,

Der har en Lyra i sit Skjold,

Som hæver det mod Himlen.

Sit Broderkys ved Laurens Krands

Han aander paa din Pande; —

Naar sent er slukt din Aftenglands,

Skal evigt blive nævnt med hans

Dit Navn i Bragis Lande!