Nu dækker Vintersneen hvid
Den danske Vang,
Selv Bølgen standser for en Tid
Sin raske Gang.
Forlængst gav hen hvert Blomster mildt
Sit kjælne Blad,
Og Stormen synger atter vildt,
Hvor Fuglen sad; —
Dog blomstere det Bedste i Norden!
Ja, ej blev født i liflig Vaar
Ved Rosens Rødt
Den Drot, hvis Sjæl ved Danmarks Saar
Har stridt og blødt,
Som Nordens Sne sig hvidt hans Haar
Om Issen snoer,
Men i hans Bryst et Hjerte slaaer,
Som varmer Nord:
Og det er Kong Fredrik den Sjette!
Hver Borger nævner stolt idag
Hans ædle Navn;
Matrosen hejser højt sit Flag
Fra Skibets Stavn;
Hver Kriger byder for hans Held
Sin egen Død,
Og Bonden tømmer paa hans Vel
Sin bedste Mjød,
Og Alle velsigne Kong Fredrik!
Og vi, som fjernt fra Danmarks Kyst
I Syden boer,
Naar slog vel højere vort Bryst
Mod Nord, mod Nord! —
Lad Velskland under Maske gaae
I Glæden bedst —
Vi juble uden Maske paa
Til Danmarks Fest:
Gud signe vor elskede Konge!