Nu knoppes Træet atter hist i Haven
Og Morg’nen skingrer højt af Fuglekvidder,
Mens Du saa alvorsfuld bag Ruden sidder
Med Tanken stundom bøjet imod — Graven.
Din fine Kind lidt blegere er vorden —
Du sidder tavs og med et bange Hjerte,
Veed ej, hvor Du er skjøn, selv i din Smerte
Mens tankefuldt dit Øje seer mod Jorden. —
Lad Vaarens Grønt Dig varsle Morgenrøde;
Snart vil en anden Aarstid bringe Trøsten:
Saa sandt som Vaaren Moder er til Høsten,
Saa sandt skal Frugten smile Dig imøde!