Min Tanke fløj som Falken ud,
Og Phantasien gav sin Vinge,
Den skulde som et Bytte bringe
Mig Glimt om Fremtids skjulte Bud;
Da fordum Noah, mod i Hu,
Slap Duen løs i mørke Dage,
Den bragte dog lidt Grønt tilbage —
Min Tankefugl, hvad bragte Du?
Dit Næb var tomt og Vingen træt,
„Alt var forvirret, Alt forværret,
Og Fremtids Kyst af Himlen spærret.
En Gaade med et evigt „Gjæt!””
Da bød jeg min Erindrings Fee:
„Synk dybest ned i Fortids Minder,
Hvor Barnet Du i Vuggen finder,
Og lad min Frugt sit Blomster see!”
Og i et Rosenskjær fremgik
Med Smil og Graad og rastløs Færden
En lille, phantasifuld Verden
I Solskin af min Moders Blik. —
Men Barnets allerførste Smil,
Den Haand, som tændte Tankens Flamme,
Før Tungen Ordet kunde stamme —
Ak, dèr var Vejen spærret til!
Hvorfra, Hvorhen, I dunkle Ord,
Som Hjernen ej at grandske lærte,
Jeg lægger Eder ved mit Hjerte,
Hvor Haabet med sin Rigdom boer!