Det flammer i Kaminen
Til Trods for Vintrens Vrede, —
To slebne Glas staae rede
Som i et Festgemak
Og skotte skjelmsk til Vinen
Og til den røde Lak.
Hen paa Guitaren falder
Som Maanskin Lampens Blikke,
Guitaren — hvorfor ikke?
Min Haand er ej saa haard,
At jo til Liv jeg kalder
Endnu en blød Akkord. —
Hvi dvæler Du, min Gamle?
Hvis Længsel lod sig høre,
Det ringed for dit Øre
Som fromme Klokkers Klang,
Der Hjerter veed at samle
Og stiller Hjerters Trang.
Lad Stormens Ulve tude,
Vi To vil sidde glade
Og trøstigt gjennemblade
Hin Bog fra Livets Vaar,
Og holde Vintren ude,
Som var vi tyve Aar.
Vi strøe med Roser Stuen,
Med Ungdomsminder søde,
Og er de ej saa røde
Ak, som ved Morgengry —
Vi stænke dem med Druen,
Saa blusse de paany!
O vee, hvor Stormen stiger!
Det er som Nattens Aander
Sig vrider og sig vaander,
Hvert Suk — et bittert Stød —
Og fjernt paa Havet skriger
Den gridske, blege Død!
Det bliver trist og silde —
Jeg hører Regnen strømme;
Min Aftens lyse Drømme
Nu jordes brat med den:
Farvel mit glade Gilde!
Og Du, min fjerne Ven! —
Og taus jeg sad og ene,
Saae Skyggerne forsvinde;
Hver var et muntert Minde,
Der halv var manet frem,
Og øde blev min Scene
Da Tæppet faldt med dem.
Da klang midt i min Smerte
Lig Nattergalens Stemme:
„Og mig kan Du forglemme?
Var end Dig Vennen huld, —
Hvem gav dit unge Hjerte
Sit allerbedste Guld?”
Og sødt, som før hans Pile,
Traf nu hans Ord mit Minde,
Han hjalp mig selv at finde
Og løse fra sit Baand
En Skat af ømme Smile,
Af Breve fra — din Haand!
Glad bragte jeg ilave
Paany min Arnes Lue —
Bar Bordet med sin Drue
Hen til den lune Plads
Og gjød af Bacchus’ Gave
Takofret i mit Glas.
Jeg kjærligt holdt i Hænde
Den brustne Rosenlænke —
Dybt vilde jeg mig sænke
I al dens Fryd og Vee,
Og saa til Aske brænde
Hvad Ingen skulde see!
Og end ved Midnatstide
Sad henrykt jeg og bøjet,
Med Smiil og Graad i Øjet —
Men naar et Blad var endt,
Blev — ømt det lagt tilside,
Men Intet, Intet brændt!
Nej, urørt bar jeg Skatten,
— Mit Hjertes gyldne Eje,
Hen til sit skjulte Leje,
Hvor jeg kun kjender Vej —
Og drømte hele Natten
Om Roser og — om Dig!