Du Ensomhedens Sødme
Dybt i den tause Skov,
Dig søger jeg som Bien
Sit honningsøde Rov.
Min Tankes Frø jeg lagde
Tidt i din dunkle Haand
Og følte Tanken voxe
I Klarhed og i Aand;
Og Trøst Du gav mit Hjerte
I mangen lille Kval,
Som kun jeg turde skrifte
Ak, for din Nattergal.
Og tryllede din Ynde
For stærkt mit unge Sind —
Da kasted Du en Straale
Af Livets Solskin ind!
End mindes jeg min Længsel
En dejlig Sommerkvæld,
Som drev mig dig at søge
Fordybet i mig selv;
Jeg vandred fjernt fra Hjemmet
Og saae Dig vinke huld
Med dine grønne Kroner
I Solens Aftenguld —
Med Sværmeri betraadte
Jeg dine Skyggers Gang —
Da skingred mig imøde
En lystig Drikkesang,
Og Stemmen, som jeg kjendte,
Kom fra en munter Ven,
Men som jeg dengang ønsked,
Jeg veed nok selv hvorhen.
Jeg smutted bag en Stamme,
Ret som et Skjul beredt,
Og ømt jeg bad Dryaden
Om ej at blive seet;
Men Pan hans Fod har styret —
Jeg hørte med et Suk
Skjult fra en anden Stamme
Et venlig skjelmsk „Kuk Kuk!”
Da var jeg fast tilmode
Som Fuglen trist og træg,
Naar Gjøgen i dens Rede
Vil lægge sine Æg;
Et Spring bag nok en Stamme
Omsonst mig var forundt —
Han vilde ha’e kukkukket
Mig hele Skoven rundt;
Hvorfor da vranten nøle?
Jeg lo og saae mig om,
Og ventede hans Latter —
Men ingen Latter kom.
Og da jeg listig spejded,
Men Intet fik at see,
Da var det fast som Skoven
Sig tvang for ej at lee:
Snart Alt sig aabenbared —
Det var en lille Spøg
Som kom tilsidst fra Skovens
Den virkelige Gjøg.
Jeg saae den løfte Vingen —
Forbi den fløj saa kvik,
Og sendte mig i Flugten
Et muntert Sommerblik.
Paany den sang sin Vise,
Og hvis den Sandhed spaaer,
Da loved den til Gjengjæld
Mig endnu mangt et Aar!