Din slebne Aand sig maaler
Med Diamantens Værd,
Og kaster sine Straaler
I mangefarvet Skjær —
Og den formaar at tindre
Meer end en kold Juveel:
Den har sit varme Indre,
Som kun blev Aand tildeel.
Den har sit Musastempel,
Og et livsaligt Smil,
Og den beboer et Tempel
I ægte nordisk Stil,
Og skal end Tiden tvinge
Mod Jorden Templets Tind —
Den hæve kan sin Vinge
Og gaae til Lyset ind!