I Klostrets dunkle Celle, eensom stille
Hensidder Clara, sjunken dybt i Tanker;
Paa Kinden ubevidste Taarer trille,
Og heftigt Pigens unge Hjerte banker:
Halv sprungen ud, en Rosenknop i Vaar,
Om Verden har hun hørt saa ondt fortælle,
Nu vil hun hver en jordisk Attraa qvæle,
Og Sløret dækker tæt det blonde Haar. —
Dybt Solens Aftenguld i Vesten brænder,
Høit qviddrer Svalen paa de lette Vinger,
Og ømt et Blik den ind til Clara sender,
Imens den fri sig forbi Klostret svinger, —
Ak! Verden synes hende end saa smuk!
Hun sidder taus og seer med stille Smerte,
Og fra det fromme, sødtbeklemte Hjerte
Sig trænger hemmeligt et Længselssuk.
Indspærret i et Buur ved Claras Side
En eenlig Sangerfugl vemodigt qvæder.
Rørt hendes Blikke ned til Fuglen glide:
«Bi, Arme! jeg skal bryde dine Kjæder!» —
Hun aabner grædende det gyldne Buur:
«Flyv glad hen til de andre Fugle smukke,
Her skal du ikke længer trøstløs sukke
Og holdes bunden trods din fri Natur!»
Og glad den stiger mod den rene Himmel,
Forfulgt af Nonnens taarefulde Øje,
Den blander sig i Skovens vilde Vrimmel
Og sværmer frydfuldt med den i det Høje;
Men o! hvor skrækkes Clara, da hun seer,
At disse Falske Næbet i den støde,
At jublende de jage den tildøde
Og sprede rundt i Luften Fuglens Fjer.
Da lukker hurtigt hun sin Celles Rude
Og folder angerfuldt de skjønne Hænder:
«Ak!» sukker hun, «det er dog slemt derude!
Lyksalig den, som Verden ikke kjender!
Som urørt ved dens falske Trylleglands
I Selskab kun med Gud sig barnlig fryder.»
Hun knæler ydmyg, Angerstaaren flyder
Og triller paa den Frommes Rosenkrands.