„Den Ligegyldighed, hvormed vor philosopherende Tidsalder begynder at see ned paa Musernes Lege, synes ikke at træffe nogen Art Poesi mere föleligt end den lyriske. Det selskabelige Livs Skikke tjene dog idetmindste til nogen Beskyttelse for den dramatiske Digtekunst, og den fortællendes friere Form tillader den mere at föie sig efter Verdenstonen og optage Tidsaanden i sig. Men æsthetiske Aarböger, Selskabssange og vore Damers Musiklibhaveri bygge kun en svag Dæmning mod den lyriske Digtekunsts Forfald. Og dog vilde det være en meget nedslaaende Tanke for en Ven af det Skjönne, om disse Aandens vaarlige Blomster maatte falde af i Frugttiden, om den modnere Cultur maatte tilkjöbes, var det endog kun med Tabet af een eneste Nydelse af det Skjönne. Meget mere lod sig vel ogsaa i vore upoetiske Dage fremhæve et værdigt Formaal for den lyriske Poesi ligesom for Digtekunsten i Almindelighed; det lod sig maaskee godtgjöre, at om den end paa den ene Side maa staae tilbage for höiere Aandssysler, er den paa den anden Side saameget desto nödvendigere. Ved den Adsplittelse og sondrede Virksomhed for vore Aandskræfter, som er bleven fornöden paa Grund af Kundskabsstoffets Forögelse og Kaldsforretningernes Adskillelse, er det næsten alene Digtekunsten, der igjen forbinder Sjælens adspredte Evner, der sysselsætter Hoved og Hjerte, Skarpsindighed og Vid, Fornuft og Indbildningskraft i harmonisk Samklang, der ligesom paany samler det hele Menneske sammen. Kun den alene formaaer at afværge den sörgeligste Skjæbne for den granskende Forstand: at gaae glip af Lönnen for sine Anstrængelser paa Grund af sin Flid til at forske, og i en abstract Fornuftverden at döe bort fra den virkeliges Glæder. Fra nok saa divergerende Baner vil Aanden finde sig tilrette bos Digtekunsten, og i dens foryngende Lys undgaae at stivne i en tidlig Alderdom. Poesien er den ungdommeligt blomstrende Hebe, som i Jupiters Sal betjener de udödelige Guder.”
Disse Sætninger, hvormed Schiller indleder en Bedömmelse af Bürgers Digte, finde vistnok fuldstændig Anvendelse ogsaa nutildags, ogsaa paa vore Forhold; thi det er umiskjendeligt, at den danske Digtekunst ikke trives livligt for Öieblikket, idet dens Mestere tildeels have ophört at frembringe nye Arbeider, medens kun faa yngre Talenter levere Andet end meer eller mindre heldige Omskrivninger af deres Forbilleders Tanker og Stiil. Den store Hob i Læseverdenen tager sin Tilflugt deels til Bladenes Nyhedsposter, deels til bindstærke Feuilletonromaner „enten af originale Fyre eller af et Oversætteruhyre,” medens de mere Begavede söge deres litterære Sysselsætsættelse fornemmelig i specielle Studier. Vor Nationallitteraturs Udbytte spiller sjelden en betydningsfuld Rolle herved, og navnlig bliver den lyriske Digtekunst isærdeleshed tilsidesat, naar ikke en enkelt Gang et Mesterværk vækker Opmærksomhed ved sine Rhythmers klangfulde Tonefald, og altsaa fængsler mere ved sin ydre, formelle Afrundelse end ved sit egenlige, poetiske Indhold. Om Publikums Smag for lyrisk Poesi tör man dog ikke mistvivle, saalænge denne yttrer sig endog paa urette Steder som saa tit i Theatret; og det vilde desuden være besynderligt, om Folket, medens det maa værne om sin Nationalitets Bestaaen, skulde glemme, at samme har udpræget sig fuldstændigst i vor poetiske Litteratur, der ikke staaer tilbage for nogen og besidder Skatte, ikke mindre lyriske end dramatiske Digterværker, som vore Modstandere ikke have Lov til at ringeagte men vel til at misunde os.
Overalt er Kunsten ingensinde geraadet i Forfald uden derved, at dens Udövere have tabt Modet og ere blevne Efterlignere enten ved at gientage sig selv eller ved at copiere fremmede Monstre. Personlighedens og Oprindelighedens Præg maa vel være paatrykt ethvert godt Arbeide af hvilketsomhelst Slags, men denne Fordring er meest uafviselig i den lyriske Poesi, fordi dennes egenlige Nerve er Livsanskuelsen, der kun som en Heelhed kan hentes op fra Sjælens eget Dyb og mindst af Alt kan sammenflikkes som „ein Ragout von andrer Schmaus.” Derfor kan kun den Selvstændige fremstille Ideerne under livlige, concrete Former og lade sin Stiil fremtræde med foröget Fynd og Klarhed gjennem Versformerne, som derimod blive en Emballage uden Indhold, hvor omhyggeligt de end poleres, naar den poetiske Production ikke har sit Udspring fra et alvorligt Sinds Drift til at udtale sig, hvorfor ogsaa de Rimen er, som dagligdags bringes tiltorvs, blive enten uændsede eller udlete. Publikum har herved faaet Troen i Hænder for, at der saavel i bunden som i ubunden Stiil kan skrives baade godt og slet, saa at den Strenghed, hvormed Begynderen modtages, vel kan virke nedslaaende og ængstende, men dog vistnok har sin gode Grund og desuden vidner om Folkets Omhu for at værne om sin Litteratur mod uberettigede Indgreb. Större Aarsag til Klage kunde der ligge deri, at Skribentvirksomhed overhovedet oversees, for ikke at sige ringeagtes af de Fleste, hvilket maaskee staaer i Forbindelse med den Mistænksomhed eller Uvillie, vore Landsmænd nære mod enhver offenlig Virksomhed, der ikke skeer i Statens Tjeneste. Blandt Andet lægger den sig for Lagen ikke blot ved den Maade, hvorpaa Mangfoldige tillade sig endog personlig at antaste Forfatterne, deels med ukyndige og selvbehagelige Bedömmelser, deels med barnagtige Lovprisninger og Titulaturer, men ogsaa ved det specielle, politimæssige Tilsyn, hvorunder det nysgjerrige Publikum ikke sjelden stiller Forfatternes, navnlig Digternes private Færd, rimeligviis i den eenfoldige Formening, at det er denne, som de have fremstillet i deres Skrifter især paa saadanne Steder, hvor foredraget skeer i förste Person, saasom i den centrale Lyrik. Vel er al Poesi baseret paa et Liv, men, vel at mærke: paa et Phantasiliv; thi intet Optrin i det ydre, virkelige Liv er poetisk, fordi det ikke kan besidde den Totalitet, den Afsluttethed, der er Digtekunstens sande Væsen, og som gjör, at selv det mindste Digterværk er i og for sig langt mere fyldestgjörende end f. Ex. et videnskabeligt Arbeide. Selv naar et Gem, saaledes som Rousseau i sine confessions, giver sit Privatliv tilpriis, vil Læseren dog altid have det ubehagelige Syn af en plump Nögenhed og opfatte det Meddeelte som noget Fremmedt, hvorimod den sande Poesi altid lader os föle de Ideer, der fremsættes, som vore egne, den Personlighed, der udfolder sig, som os selv. Under de tilstedeværende Forhold vilde der derfor være god Grund for Skribenterne til at holde sig skjulte, hvis Anonymiteten ikke var bleven misbrugt saameget til Skjærmbræt for allehaande Stakler, at en Bog nutildags ikke er langtfra at være halvveis fældet, naar ikke et godt Navn og Rygte staaer som Pant for dens Indhold, naar ikke dens Forfatter viser saamegen Kjærlighed til sin Stræben, at han tör udsætte sig for at faae Skam tiltakke for at have gjort sit Bedste.
Disse almindelige Bemærkninger have kun fundet Plads foran i Bogen for at paapege den ledende Tanke ved dens Udgivelse trods Bevidstheden om dens Svagheder, hvilke Ingen kan kjende nöiere end den, som forgjæves har sögt at fjerne dem, og som derfor fuldtvel indseer, at de fölgende Blade trænge særdeles til al den Overbærelse, den gode Læser ikke vil nægte sin Skribent. I Erfaringens Rigdom, i Tænkningens Omfang og Færdighed i Udförelsen maa Begynderen altid staae tilbage for den Modnere; men Inderlighed kan hiin besidde i ligesaa rigt Maal som denne. Og ligesom intet Familieliv kan fortryde, at det besidder en Ungdom, hvis Udvikling er de Ældre en Glæde, saaledes har jeg tænkt mig, at mit Fædrelands Litteratur eiheller vilde forstöde begyndende Forfattere, naar deres Arbeider bare Præg af Evne og Villie til Fremskridt mod det Fuldkomnere, saameget mere som dette altid har været Betingelsen for at opnaae Mesterskab, selv for de bedst Begavede. Den forstandige Læser vil have Fölelse for, at det Feilfrie og det Gode ikke ere eenstydige Begreber, og derfor vise Skaansomhed mod det Ufuldkomne, Redebonhed til at opfatte det kun Antydede og til at oversee enkelte Feilgreb for Heelhedens Skyld, men fremfor Alt Lyst til fortrinsviis at dvæle ved det Skjönne, ved saadanne Steder, hvor en Tanke, som er Læseren kjær, maatte have fundet et heldigt Udtryk.
Paa denne Maade tör det maaskee være mere end et forfængeligt Haab, at disse Smaating ikke blot skulle blive den velvillige Læser en Gjenstand for billig Critik, men at de ogsaa ville gjöre ham deelagtig i nogen af den Glæde, som deres Frembringelse har skjænket.
Forfatteren.