Han steg derop,
hvor Sneens Liglagen aldrig
smelter paa Tindens Top,
hvor Fuglesang aldrig lyder
over de høje Tinder,
undtagen som Kvidder af lyse,
fjærne, fjærne Minder —
hvor Træer aldrig løves i Vaar,
hvor Blomster aldrig plukkes i Vange!
Derfra sender de store
Ensomme deres Sange.
De staar paa de høje Tinder,
hvor Tavshedsfloderne bruse —
bytted vel gærne med en og hver,
som sidder selvanden til huse —
De staar paa de store Vidder,
hvor Storme lægges i Baand,
bytted vel gærne med en og hver,
som leder et Barn ved Haand! —
Der sad i det klare Dagskær,
som gror af en høstklar Nat,
en Billedhugger og skabte
Liv af sin døde Skat.
Han formed saa dyrt et Billed
af Ungdommens bløde Træk,
før Dødens iskolde Mejsel
jog Livets Skønhed væk.
Han formed, mens over Leret
Fingrene varsomt gled
Dødsmasken over sin unge,
levende Kærlighed —!
Han tog i Haand hendes Hænder,
faldt ned og kyssed dem kun —
den kære, iskolde Pande,
den kære, iskolde Mund!
Han bøjed de stive Fingre
over det hvide Lin —
saa tog han en Ring af Fingren
og satte den fast paa sin.
»Den første Vielse binder
til Livet paa dette Sted —
den anden Vielse binder
for Evigheden med —!«
Han stod med knyttede Hænder
og sammentrukne Bryn —
han vendte sig brat — det glimtede hvast
fra et sygt og halvblindet Syn.
»Du store Kunst, som vi alle
ved blodig Skyld fik i Arv!
Nu har Du vel stjaalet af Slægtens Blod
lige til Ben og til Marv! —«
Saa dækked han over den Døde
med Slør af et Brudelin —
Der klang i den dybe Stilhed
som Suk af en Violin — — — —
Af Livets tusende Døgne
blev èn kun helhedsstøbt —
for den blev alle de andre
dyre og smærtekøbt —!
En eneste Dag af Livet
ejed han Lykkens Gunst —
da rejste den sig af Gruset,
den store — evige Kunst! —