Der stod mellem Romas Mure,
nær Forums mormorne Krans,
en Billedhugger og skabte
i lysende Nætters Glans.
Der hang højt over hans Hoved,
som paa en fredlyst Plet,
en gammel fin Cremoneser
under et Kvindeportræt.
Med halv — tillukte Øjne,
som naar en Søvngænger ser,
bored han sine Fingre
dybt i det vaade Ler.
Han følte, hvordan det bæved —
blev levende under hans Haand!
Og pludselig skabte han noget,
som undrende greb hans Aand.
Alt det, som hans blinde Øjne
aldrig mer skulde se,
alt det, som han skulde levet,
rejste sig, hvidt som Sne!
Det levende Liv, han skabte,
der sang ham i Blod og i Marv,
blev skinnende Marmorstøtter
til sene Slægters Arv. —
Han sank i Knæ, da han saa det,
saa levende, som det var tænkt —
sprang op og styrted imod det
med hver en Nerve spændt!
Han rendte Panden mod Væggen,
hvor Violinen hang — —
Det lød i den dybe Stilhed,
som Cremoneseren sang — —!
(Hjemme i Danmark. En Grøftekant — blaa af Violer — udenfor et lille Ledvogterhus. RUTH sidder paa Grøftekanten — ved Siden af hende Ledvogtersken — en endnu ung Kone — mager og forslidt, fattig klædt. Et Par Alen fra hende sidder hendes tre Maaneders gamle Barn i Græsset og pludrer).
Ruth.
Jeg er saa træt — lad mig hvile her —
min Søster er lidt tilbage.
Vi er paa Fodtur i disse Dage.
(ser sig om.) Aa, lad mig blive her. Her er Sol —
og Viol! — Ja, Viol,
saa Sanserne daares! (aander dybt.)
Aldrig i Verden noget jeg fandt
saa levende som en Grøftekant,
naar det vaares!
Bare jeg lægger mig ned, hvor jeg stod,
saa myldrer der Biller frem for min Fod,
og røde Mariehøns blænder,
tunge Skarnbasser kravler paa Straa,
skøndt de neppe kan gaa —
tusend smaa Myrer vimser omkring
og dækker i Hast, som ingen Ting,
mine Hænder!
Skruptudser, Snegle og Mælkemus
og smaa bitte Fluer, de holder et Hus,
som Jorden var deres alene!
Lærkerne synger til Stærefløjt — —
bagved er Skovbrus og Bølgesprøjt
mellem Stene!
Konen (spottende.)
Ja, De kan nu lægge det altsammen ud,
saa det klinger saa kønt — (peger paa Signalet.) Min gamle Klud
derhenne — den er maaske ogsaa noget?
Ruth (med lysende Øjne.)
Signalet »Fri Bane!« Ja, det kan De tro!
Den er Fanen, jeg svinger idag foran Toget!
(springer op.)
Konen.
Giv Dem blot Ro —
der er Tid til at hvile —
Toget kommer først om et Kvarter!
Ruth (urolig.)
Maa jeg saa ikke — blive her mer?
Konen.
Jo, mænd maa De saa!
Ruth.
Jeg skal ikke sinke —
Der er nogen, som jeg skal vifte til.
De forstaar — det er sidste Gang — — Jeg vil bare vinke — —
Konen (pludselig opmærksom.)
Hvem venter De paa?
Ruth.
En Kvinde og Mand,
paa Bryllupsrejse til fremmed Land,
i Kor af Sangfuglerøster —
Konen.
Hvad hedder de ellers —?
Ruth (ler sagte.)
Hun hedder »la vie« —
og han »la bonheur!« — — Jeg vifter, fordi
de to er noget, som drager forbi
til fjærne, fremmede Kyster.
Konen (gaar nærmere.)
De har haft megen Sorg, kan jeg se. —
Er han død, Deres Ven?
Ruth (nikker.)
Ja, død, maaske.
Konen.
Da er saamænd Damen lykkelig fød!—
Jeg vilde blot ønske, at min var død!
Han svirer og drikker op hver en Skilling,
jeg surt fortjener til Føde og Klæ’r —
Ruth (med et Blik paa Barnet.)
Men han er dog Far til Barnet der.
Konen.
Ja, det maa nok Damen sige én Gang
og ogsaa to!
Aa, alle de Nætter, jeg aldrig fik Ro
for Barnet, der skreg —! det var, som jeg sprængtes!
Ruth (presser Hænderne mod Brystet.)
Naar man tænker paa, hvor man selv har længtes — —!
Konen (lægger Haanden paa hendes Arm.)
De skulde gøre, som Folk derhjemme:
»Naar Sorg ganger ud, ganger Glæden i By« —
Hvorfor har De ikke søgt Dem en ny?
Ruth (tonløst.)
Fordi — jeg har aldrig evnet at glemme.
Konen.
Det er dumt —
Ruth.
Ja, man staar sig ved flygtigt Spil —
men — man bliver nu det, som man skabtes til.
(Rejser sig.)
Nu er Kvarteret vel næsten omme?
Konen (lytter.)
Ja, nu maa det komme.
(Peger ud.) Dér er det!
Ruth (aandeløs.)
Hør, hvor det suser!
Se, hvor det gnistrer og syder og bruser
som Kogleri —
det store larmende Liv, der farer
forbi, forbi —!
Konen (løber frem.)
Signalet!
Ruth (river det fra hende.)
Fri Bane! Fri Bane!
Konen.
Almægtige Gud! Hun kaster sig ned!
Hjælp! Hjælp! — Hun slap over! — Nej, nej, hun gled!
(Skriger.) Min Fane! Min Fane!
Gerd (kommer i fuldt Løb fra den anden Side og skyder hende voldsomt tilside.)
Væk! — Væk fra Banen!
Et Menneske dør — og De raaber paa Fanen!
Ruth (ligger blødende paa Skinnerne. Toget er gaat over hendes højre Arm og Fod.)
Gerd (kaster sig over hende.)
Ruth! Hvor kunde Du! Hvor kunde Du!
Ruth (stønnende.)
Vær barmhjærtig imod mig — Gud! Lad mig dø!
Gerd (springer op.)
Du faar ikke Lov! Nej, Du faar det ikke!
Ruth (jamrende.)
Bare lad mig ligge! Bare lad mig ligge!
Gerd (staar et Øjeblik raadvild — bøjer sig saa over hende og hvisker:)
Ruth! Tuk har skrevet —
Ruth (uden at høre paa hende.)
Jeg kunde ikke elske mere end En — —
Jeg kunde ikke leve uden at elske —
Det maatte vel volde mig Dødsens Men — — —
Gerd.
Ruth! Tuk har skrevet.
Ruth (løfter Hovedet.)
Hvad skriver han om?
Gerd (stammende.)
Det staar saa underlig skævt og smaat —
Han — han skriver blot:
»Ruth! — Jeg er halvvejs blind — men jeg kommer!«
Og nedenunder — (brister i Graad.)
— Aa, Tuk er haard som sin egen Dommer! —
»Ruth! Jeg har syndet imod Himlen og mod dig —
den svidende Anger i Hjærtet mig brænder —
Jeg er ikke værd, at Du kalder mig din Mand —
Men gør mig til en af dine Venner!«
Ruth (gør en Bevægelse som for at rejse sig.)
Sig ham, jeg vil være hans Øjne!
Sig ham, jeg vil være hans Arm og hans Fod!
(Synker jamrende sammen.)
Aa, alt det Blod! — Alt det rindende Blod!
Ledvogtersken (kommer tilbage med en Trolje, trukket af to Jernbanearbejdere.)
Gerd (styrter imod dem.)
Aa, Gud have Lov!
Er der langt til Stationen?
Konen.
Nej; ganske nær!
Gerd.
Og derfra med Toget til Byen?
Konen.
En Time.
Gerd.
En Evighed, hvor der lides, som her!
Kan Du taale, vi løfter dig, Ruth?
Ruth (svagt.)
Jeg maa!
Før bad jeg kun om at forbløde —
Nu vil jeg leve, til jeg har set
ham, for hvis Skyld jeg døde!
(Hun løftes op paa Troljen. Et hvinende Smærteskrig undslipper hende.)
Gerd (brister i Graad.)
Ruth (med dirrende Stemme.)
Græd ikke, Gerd!
min lille trofaste, gode Søster!
Giv mig hans Brev —! det trøster.
Jeg føler mig blot saa træt, saa træt
af alt det Blod, som bestandig rinder —!
Og jeg bliver saa kold i mine Kinder — —
Gerd! — Lille Gerd, hvor er Du?
Gerd.
Her!
Jeg gaar og holder din Haand i min —
Ruth.
Det er kønt af dig, Gerd — Jeg ser dig ikke,
men jeg føler dit Haandtryk — Giv mig lidt Vin!
Gerd (fortvivlet.)
Hun dør! Hun dør mellem Hænderne paa os!
Aa, Gud! hvor er der dog Hjælp at finde?
En af Arbejderne.
Der bor en Læge tætved Stationen.
Gerd.
Saa skynd Jer! Skynd Jer! Han maa forbinde!
Ruth (vaagner op ved Smærten.)
Sagte — gaa sagte — det skærer som Knive —
Jeg er ikke død — jeg er endnu i Live!
Jeg husker hver Time, hver Dag, jeg forliste —
(løfter Hovedet.)
— Gerd! Husk paa,
at jeg ikke faar en for snever Kiste—!
Gerd.
Aa, nej, nej, nej — Bliv liggende stille
med Hovedet nede.
Ruth (stirrer paa hende.)
— Jeg holder mest af de store, brede — — —
Kan Du huske de smaa,
som Far var saa vred, naar han høvlede paa?
Saa svulmede Aaren ham rød i Panden —
»De gerrige Sjæle!« sagde han saa —
»De under ikke hinanden
Plads til at smuldre paa!«
Gerd.
Tænk ikke paa det — aa, tænk paa Tuk!
Ruth.
Det skærer i Armen, som Øksehug —
Det filer og saver igennem Kødet!
Og det drypper — det drypper mig ned i Skødet!
(Angst.) Ak, dæk mig dog ikke med Savsmuld, Tuk!
Gerd (da Troljen i det samme holder udenfor Lægeboligen.)
Endelig! — Skynd Jer! — — Benet er koldt. —
Nej vent! — Tag forsigtig!
Bærerne.
Hun mærker det ikke —
Hun tabte Bevidstheden, da vi holdt!
(En Enestue paa Hospitalet. Vinduerne staa aabne ud til Haven. Ruth ligger paa en Seng midt i Værelset — hun stønner højt, medens hun blunder. Gerd sidder paa en Træskammel med Benene trukne op under de foldede Hænder og Hovedet hvilende paa sine Knæ. Af og til, naar Ruth stønner højere, farer hun sammen.)
Ruth (i Søvne.)
Fin! Tag mig med —
Gerd (springer op.)
Hvad siger Du, Ruth!
Ruth (vaagner.)
Jeg tror, jeg drømte om Finland eller
om Farfars gamle Sted —
Gerd (gaar hen til Sengen.)
Ja vel, nu mindes Du Hjemmet.
Før talte Du aldrig om det, Ruth!
Ruth (drejer Hovedet bort.)
Det trætter dig sagtens — det er jo saa fremmed.
Gerd.
Ak nej! For mig er det kendt og kært.
Stod jeg en Dag deroppe,
jeg kendte de tusan sjöars land
med alle de blaanende Fjeldetoppe
og alle de brusende Elvestrømme
fra tusende vaagne Drømme!
Ruth (gør et forgæves Forsøg paa at rejse sig.)
Hjælp mig!
Gerd.
Hvad vil Du?
Ruth.
Rejs mig op!
Gerd (angst.)
Nej, nej! — Det øger kun Pinen.
Ruth (synker stønnende tilbage — Bittert.)
Der er noget, jeg altid maa tænke paa,
naar jeg lider —
Gerd.
Hvad da?
Ruth.
Violinen!
Jeg tror, at hvis den ikke var, saa kunde
jeg endnu faa Lov til at frelse Livet,
men der er Forbandelse over den Slægt,
som fik Cremoneseren givet —
den Slægt maa dø ud — dø ud til Grunden.
Gerd.
Den dør ikke, førend Maalet er vunden.
Men læg dig nu rolig ned igen —
Du bliver saa varm —
Ruth (ophidset.)
Jeg vil se min Arm!
Det svider og brænder saa stygt i Saaret —
Du skjuler noget for mig — Du gør!
Gerd (bleg.)
Ruth! At Du tør!
Du ved, Du er skaaret —
Ruth.
Ligemeget — jeg vil se, hvad det er.
Gerd.
For Guds Skyld, Ruth!
Ruth (arbejder sig med voldsom Anstrengelse op paa den raske Arm.)
Jeg vil ikke narres!
(Slaar Tæppet til Side, stirrer ned — Dumpt:)
Bare et stort, tomt, gabende Rum —
og en Kødstump, som skal til at arres!
Gerd (holder Haanden for Øjnene.)
Ruth (ser paa hende, er lige ved at briste i Graad, men slaar ud i en vild Latter.)
Gerd.
Le ikke! Le ikke —! Aa Ruth, hold op!
Hvorfor jamrer Du ikke og skriger?
— for Graad det tungeste viger —
Men Du ler — og Latteren skriger!
Ruth.
Synes Du ikke, Du lille Gerd,
at Livet er lystigt i Grunden —?
Her har jeg stridt med et sugende Savn,
til Dødens Udvej blev funden.
Nu kommer han hjem, som voldte min Ve,
og nu skulde Brylluppet stande —
nu er jeg Krøbling, — han kan ikke se!
Saa frit kan os Slægten forbande,
ha! ha! — ja! ja! — forbande!
Gerd (brister i Graad.)
Aa Tuk, som snart vilde komme!
Ruth.
Ha! ha! — ja! ja!
Han rejste med »Kisten und Kasten schwer«
— da han kom — var de alle tomme —!
Gerd.
Aa, at Du ogsaa kunde gøre det, Ruth!
Knuse dine dejlige Fødder og Hænder!
Ruth.
Ti stille, Gerd! Nu taler Du med
om noget, Du ikke kender!
Gerd.
Jeg ikke! — Jeg ved kun et eneste Sted
for al min Glæde og Smærte,
dér er min Hjemstavn, dér er min Ven,
og der er mit bævende Hjærte!
Ruth.
Du! — Hvor?
Gerd.
I Finland.
Ruth.
Det skjulte Du godt
for alle nyfigne Blikke — — —
Gerd (skjuler Ansigtet i Hænderne.)
Jeg sagde det blot,
fordi Du mente saa koldt og smaat,
at Kærlighed kendte jeg ikke.
Ruth.
Véd Fin, hvad Du tænker? Sender han Brev?
Gerd.
Det er ikke en Uge, siden han skrev.
Ruth.
Om hvad?
Gerd.
Om Finland.
Ruth.
Gerd, er Du gal!
Gerd.
Jeg skal sige dig, Ruth — den Sag er saa stor,
at den skjuler alt andet —
men bag den er det, vor Kærlighed gror.
Ruth (ligger længe stille og stirrer paa hende — løfter saa Hovedet.)
Gerd, blev Du aldrig fristet?
Gerd.
Hvortil?
Ruth.
Til at kaste dig bort i Taagen —
— ikke din Sjæl — men dit Legeme, Gerd —
fordi det syntes dig intet værd,
naar det ikke gav Liv til nogen!
Gerd.
Jeg ved, hvad Du mener — jeg ved, hvad det var —
men jeg tænker paa Fin, naar jeg strider!
Min Sjæl og mit Legem er hellige Kar,
de venter paa ham alle Tider.
Ruth (nikker langsomt.)
Lille Gerd, Du har Ret:
Hos dem, hvis Sind er saa mangedelt
kan Sjæl og Legeme skilles helt,
som Billedet skilles fra Rammen —
hos de helstøbte hører de sammen.
Gerd (sagte.)
Du kunde ikke skille dem selv —
Ruth.
Nej, nej,
det kunde jeg ikke —
Jeg knækkede sammen forinden.
Gerd.
Det er fejgt at flygte for Fjenden.
Ruth.
Maaske — — Du skal ikke forsværge,
at der ikke ogsaa kan komme den Dag,
da Du flyr over alle Bjærge.
Gerd.
Det gør jeg aldrig!
Fra jeg var lille —
naar nogen forfulgte mig — vendte jeg om
og stod stille.
Ruth.
Det er sandt — det husker jeg nøje.
Jeg saa dig saa tit med en banket Trøje
og tit med et blodunderløbet Øje,
men aldrig flygtende — Den, der slog løs,
blev gærne flov og løb, mens han mumlede
lidt om en Pokkers tapper Tøs!
Gerd (bøjer sig over hende.)
Ruth! Jeg ved, at hvis jeg var dig,
saa vilde jeg leve! — Jeg vilde — vilde —
— der var intet for mig, der hed for silde,
hvor det gjaldt ham!
Om jeg var enøjet, halt eller lam,
døv eller blind,
tilsidst saa fanged jeg Lykken ind
for ham og for mig!
Ruth (heftig.)
Ja, Du maaske nok — men ikke jeg!
Jeg kan ikke nøjes med kummerlig Drikke
i Stedet for Vin!
Jeg kan ikke leve paa Lykkens Ruin,
det evner jeg ikke!
Gerd.
Kære, vent til han kommer!
Ruth (bittert.)
For sent —!
Gerd.
Der er noget, som Du ikke forstaar.
Ruth.
Hvad er det?
Gerd.
Vi kræver bestandig Vaar —
men vi kan ogsaa nøjes med Sommer.
(RUTH vender Hovedet til den anden Side — og svarer ikke. GERD gaar frem og tilbage i Værelset, standser pludselig og lytter til Skridt paa Gangen udenfor — løber saa hastigt ud og lader Døren staa aaben bagved sig. — TUK kommer langsomt henad Hospitalsgangen med Paolo ved Haanden.)
Gerd (flyver ham om Halsen.)
Tuk! Tuk! — At Du skal finde os her!
Ruth (som ikke har mærket, hun er gaat, taler højt og bittert ligesom før.)
Jeg under ham det saa vel, naar han kommer —
— jeg under kam det af Hjærtens Lyst —
alle de Blomster, som aldrig blev Blommer —
al den Glæde, som aldrig blev Trøst —
Jeg under ham det saa vel, naar han kommer.
Gerd (forvirret.)
Hun ved ikke af, at Du er her —
Tuk (lægger Haanden fast over hendes Mund.)
Hys!
Ruth.
Jeg under ham det saa vel, naar han kommer —
Alle de trippende Trin i Døren
af Barnefødder, som ikke bier —
og al den sukkende Sang i Luften
af Barnelatter, som pludselig tier — —
Tuk (stønnende.)
Ruth! Ruth!
Gerd (skyder ham over Tærskelen og lukker sagte Døren efter ham.)
Ruth (uden at dreje Hovedet.)
Ødet er hele den lyse Sommer —
Jeg under ham, hvad der kan lides —
jeg under ham det saa vel, naar han kommer.
Tuk (kaster sig over hende.)
Intet af alt, Du mig under,
er for haardt til mig, naar jeg kommer!
Ruth (jublende.)
Tuk!
Er det dig! — Aa, Du eneste kære —
den bedste, mine Øjne kunde se!
Tuk (bævende.)
Hvor blev dine bitre Haansord henne,
de haarde Bebrejdelser over din Ve —
de svidende Svøber, som nok skulde naa mig —?
Ruth.
Glemt! — jeg glemte dem, da jeg saa dig!
Tuk.
Hvor blev den Iskulde, jeg fortjente —
jeg, som ødte dig Lykkens Stund!
Ruth (klynger sig til ham.)
Den svandt ved det første Kys af din Mund!
Tuk.
Hvor blev den store, retfærdige Vrede,
som lagde dit Hjærte i snærende Baand?
Ruth.
Den døde ved det første Tryk af din Haand!
Tuk (ser op.)
Begge mine Øjne, Gud! Begge mine Øjne,
tag dem og gør dem blinde!
Giv mig blot Lov til at sone
mine blodige Synder mod hende!
Ruth (bortvendt.)
For silde kommer Du, Tuk — for silde!
Nu er Dørene lukte.
Ak, kunde jeg være dine Øjne —
dine straalende Øjne, som snart er slukte!
Tuk.
Jeg kommer tilbage som den, jeg drog ud —
en blind Mand, Ruth — som elsker en Kvinde!
Forskellen er kun, at da var det min Sjæl,
nu er det mine Øjne, som er blinde.
Ruth.
Aa ti!
Tuk
Jeg ved, at med hver en Arbejdsdag
blir Mørket tættere om mig —
jeg ved, at hvert eneste Timeslag,
det er som en Strid under sænket Flag —
Jeg følte med svidende Styrke,
at laa der for mig en Solskinsdag,
saa fulgte et Liv i Mørke.
Men hellere skabe et eneste Værk,
som evig bestaar,
end øge de hundrede smaa Talenters
Tal fra Aar og til Aar —!
(Da Ruth tier.)
Forstaar Du — at jeg vidste, mine Øjne blev blinde,
naar jeg ikke skaanede Synet?
Ruth.
Jeg forstaar.
Tuk.
— at jeg vidste, jeg saa aldrig saa dine skinne —?
Ruth (nikker uden at svare.)
Tuk.
Hvorfor siger Du ikke af al dit saarede
Hjærtes Trang,
at det var som at ofre dig anden Gang!
Ruth.
Nej — for saa grænseløst elsker jeg dig,
at jeg kunde ofre dig Tomme for Tomme
og Led efter Led, fra Hoved til Hæl,
uden at min Kærlighed blev ringere selv!
Der er kun ét, som jeg aldrig kunde ofre,
et, jeg vil beholde i al Evighed — din Sjæl!
Tuk (jublende.)
Min Sjæl og mit Legeme er begge to dine!
Ruth.
Nu griber Du efter min fulde Haand — —
Og nu er den tom!
(Ser paa ham.)
Sa’ Gerd dig ingen Ting, da Du kom?
Tuk.
Gerd! — Nej! Hvorfor?
Ruth (løfter sig stønnende paa den raske Arm.)
Tuk! Ræk mig din Haand,
saa vil jeg skrifte dig Synderne mine —
alt det, jeg gjorde i Angst og i Pine — — —
Tuk (lægger Haanden over hendes Mund.)
Ruth! ti stille! — de Synder er mine —
mine alene!
Ruth.
Andre maaske, men ikke den ene —
det Synderegister er bare mit.
Vi siger saa tit,
et Menneske er, hvad det fødes til —
men det er nu ikke sandt — for Tuk,
et Menneske er, hvad det vaagent vil.
Naar Modet er stærkt, saa er Viljen vaagen,
naar Modet er svagt, gaar man under i Taagen.
Og jeg har nu ikke det stærke Mod. —
Du husker jo nok, fra vi legede hjemme,
hvor Kisterne stod
uhyggelig store og hule og tomme!
Jeg sprang imellem dem Dagen lang,
men naar Skumringen kom, saa var Trygheden omme.
Ved den første bløde Skygge, som strøg
gennem Lagerrummet,
gik al min Dristighed op i Røg.
Jeg husker, Du tog mig en Gang paa dit Skød
og spurgte, hvorfor jeg dog var saa bange?
Og jeg sa’ — jeg har tænkt paa det mange Gange —
»For jeg hader alt, hvad der minder om Død!«
Aa, hvor var jeg dog angst, da i Kisten jeg laa!
Tuk.
Og jeg! Hvor var jeg dog styg og raa!
Ruth.
Der kom den samme Aften en Kvinde —
husker Du hende —?
Hendes Fod var saa træt, hendes Øjne i Brand —
hun søgte med skælvende Hænder
en Kiste ud til sin Mand —!
Far sang højt derinde,
han stod og tømrede en, da hun kom —
endnu var den skinnende hvid og tom — — —
Tuk (pludselig opmærksom.)
Ja, ja — men det var jo dig, Ruth!
som vi skulde tale om.
Ruth.
Det er ogsaa mig. (Stirrer fremfor sig.)
Jeg blev saa grænseløs ensom, Tuk,
da jeg misted dig.
Havde jeg kunnet glemme,
saa havde jeg været en andens Viv
og levet et helt, fuldt Menneskeliv —
men jeg evnede ikke at glemme
og hørte dog altid Livets
friske, brusende Stemme.
— Den unge, sortklædte Kvinde
i Ligkistelageret hjemme,
hun havde vist ogsaa ondt ved at glemme — —
Tuk.
Det havde hun vist —
Ruth.
Din Far og din Mor
de fandt hinanden saa lykkelig let
til Trods for et saarbart Minde —
og derfor blev deres Samliv lyst.
Men Børnene — de blev blinde!
Tuk.
Du har Ret — jeg har tænkt paa det samme —
Ruth.
Jeg svor
den Gang, Du forlod mig — Jeg vil ikke dø,
før det hele, fulde Menneskeliv
i min Sjæl sætter Frø!
Saa usselig halvt vil jeg aldrig have levet,
at ikke det ene, lille Ord: Mor
kan staa paa min Gravsten skrevet!
Tuk.
Ruth!
Ruth.
Du har været i hvert Aandedræt, jeg tog,
i hvert eneste Slag, som mit Hjærte slog —
det var dit, Tuk! dit!
Men Barnet var der ogsaa — dit Barn og mit!
Det lo i mine Drømme, det græd, naar jeg stod op,
det greb med sine smaa, bitte Fingre om mine,
— dets Øjne spurgte duggede, hvorfor det var stumt —
At møde de Øjne var en svidende Pine!
Det legede og lokkede og trak i min Kjole,
hver Gang en Pusling kom trippende forbi,
og hver Gang en Krøltop kom fløjtende fra Skole!
Tuk (skjuler Ansigtet i sine Hænder.)
Ruth (stigende.)
Tuk! Du tog fra mig det dyreste paa Jord
og i Evighed med!
for dér, Tuk — bliver man aldrig Mor!
(Efter et Ophold.)
Saa gik jeg derud, hvor Togene bruste —
Jeg kastede mig vidløs paa Skinnerne ned — —
Tuk (med et Skrig.)
Ruth! Ruth!
Ruth.
Min Arm og mit Ben blev begge knuste.
Tuk (hæst.)
Ti! — Sig, det ikke er sandt, hvad Du har sagt!
Ruth (drejer Hovedet til den modsatte Side.)
Tuk — kan Du tilgive mig? — Det var Fejghed —
— Aa, men jeg var i Fortvivlelsens Magt
— og ikke i din.
Tuk (bittert.)
Violin! — Violin! — —
Hun tænkte, hun tog Forbandelsen bort,
da hun knækkede Buen
og brød Violinen itu for sin Fod —!
Men Forbandelsen staar, hvor den altid stod — —
Ruth.
Tuk! Jeg tror — i en Slægt som din,
er der altid nogen, der ofres —
der er én, som Grunden maa bygge —
som med sin store, ensomme Sorg,
er Borgen for Slægtens Lykke.
Tuk (afværgende.)
Nej, nej!
Ruth.
Gud vælger dem enkeltvis ud —
— dem, som han slaar de dybe Saar.
De er ligesom Slægtens sorte Faar — —
Tuk (opfarende.)
Hvad bryder jeg mig om de andre!
Det er dig og mig, som skal leve vort Liv!
Det er dig og mig, som er Mand og Viv —
Ruth.
Aa nej — ikke nu!
Jeg, der har danset som den flygtige Raa,
hoppet og sprunget og svunget mig paa Taa!
Tuk.
Jeg skal bære dig, Du —
bære dig saa varligt, som den ømmeste Mor!
Ruth.
Vilde Du det virkelig!
Tuk.
Ruth! Om jeg vilde?
Ruth.
Men jeg kan ikke, Du!
Mit Krav til Livet er helt endnu —
det er sundt og herligt og stærkt og frodigt —
jeg kan ikke nøjes med Stumperne nu!
Jeg kan ikke se mine Altre brænde! — —
Aa jeg har levet saa ond, saa ond
en Nat i Nat —
I den var min Dødskamp — nu er den til Ende —!
Først vilde jeg leve for hver en Pris,
blot leve med dig,
om Du saa var blind og Krøbling jeg!
Men pludselig blev det mig skærende klart,
at aldrig kunde det Liv jeg leve,
der var mig fra Sønderlemmelsen spart.
Leve som en værkbruden Stakkel,
eller som en Krøbling for Fode dig ligge —
nej, Tuk! Det evnede jeg ikke! —
Og jeg slæbte mig frem i fortvivlet Bøn
for Menneskenes Søn!
Jeg bad ham for hans store Barmhjærtigheds Skyld,
for hans evige Kærlighed til alle de faldne,
at jeg maatte frelses fra de Vanføres Liv!
Og han hørte mig — Gud være lovet, at jeg følte,
han hørte og forstod!
Tuk (fortvivlet.)
Nej, Ruth!
Ruth.
Jeg mangler Livets syngende Mod.
Men kan jeg ikke danse paa min spændstige Fod,
saa gør jeg, som Du gjorde, da jeg var lille,
jeg springer i den Kiste, der staar mig saa nær,
og spørger — har Du Mod til at følge mig der?
Tuk.
Baade Attraa og Mod for alle mine Dage!
Ruth (feberhed.)
Dér oppe, hvor os skænkes af Himmeriges Vin,
vil jeg evig fylde min Sjæl med din!
Hvad Livet end lagde os imellem af Sorg,
af bittert og tungt, af sorgfyldt til Randen,
dér vil vi evig gaa op i hinanden.
Giv mig din Haand!
Du beder ikke om, at jeg maa leve? Vel, Tuk?
Du løser mine Baand!
Midt i din store, ensomme Sorg
er Du min Befrier —
Tuk.
Jeg husker paa »Gamle-Fruen« — og tier.
Ruth (ser paa ham.)
Tuk! Hvor jeg elsker dig! — Læg din Arm
ind under min Nakke!
Hvor dejligt at mærke den friske Luft
af din lodne Frakke!
Jeg staar igen med smaa hvide Sko
og røde Valmueblade, der drysser
to og to — —
Her, Tuk — under min Nakke,
der ligger de Breve, jeg skrev og skrev,
og aldrig sendte dig — hvert lille Brev
skal vidne for dig, mens det trofast taler,
hvor jeg elskede —
Tuk.
Aa, ti! — Det er Tantaluskvaler!
Ruth (rejser sig — stirrer paa ham.)
Men bagved alt det, som jeg aldrig fik skrevet,
lyder et eneste Angestskrig —:
Jeg fik aldrig levet!
Tuk (sidder og knuger Hænderne fast sammen uden at se op. — Sagte:)
Mit unge Blod, mit varme Blod,
som al din lyse Herlighed
saa lidt forstod —
gør Bod! gør Bod —!
Ruth.
Hvad siger Du, Tuk?
Du sidder, som saa Du ind i dig selv — —
Tuk (nikker.)
Underligt, hvad man alt kan se,
naar man stirrer ind i sin egen Sjæl—!
Ruth (udbrydende.)
Dér var de igen! — Dine Øjne —
din Sjæls Øjne, Tuk!
Det er, som jeg kunde dem fange —
som holdt jeg dit Hjærte her i min Haand
og kyssede det tusende Gange,
med alle dets bitre Vunder
og alle dets blødende, svidende Saar — —
Du har et Blik i enkelte Stunder,
hvis Mening man først gennem Aar forstaar.
— — Tuk!
Tuk.
Ja, Ruth!
Ruth (løfter Hovedet.)
Tag Brevene frem!
I Nat skal Du sidde og læse dem —
saa vil jeg ligge og bilde mig ind,
mens jeg ser paa den skarpe Profil af din Kind,
at vi er kun to, i Verden vide —
Tuk (tager dem.)
I kære smaa Breve, saa rene, saa hvide!
Ruth.
Naar jeg er død, skal Du lade dem glide
ned ved min Skulder og under mit Knæ —
tæt til mit Bryst — og i mine Hænder —!
Jeg kan ikke lide den Lugt af Træ — —
Tuk (krøller Brevene sammen i Haanden — Han staar bortvendt, med Hovedet sænket imod Brystet.)
Ruth.
Tuk — Hvad gør Du?
Tuk (uden at vende sig.)
Jeg sørger mig stærk.
Ruth (iagttager ham længe —. Pludselig — med et voldsomt Udbrud af Bitterhed:)
Riv en Sjæl i Sønder!
Flæng itu dens Bryllupssærk!
Prøv og sæt den sammen,
det blir dog Stykkeværk —!
(Sygeværelset, sent paa Aftenen — RUTH er falden i Søvn. TUK rejser sig forsigtig, tænder tre Lys paa et Bord i Hjørnet af Værelset og breder varligt Brevene ud, et for et — læser famlende.)
Jeg har ikke gyldne Gemmer
for det, jeg kærest fik —
jeg har kun en lille Æske
af gammel, fin Mosaik.
Dér ligger de Side om Side,
hvert Brev, hver Hilsen, jeg fik —
Led efter Led, som Stene
i en levende Sjæls Mosaik!
De slutter sig tæt til hinanden,
som Mund til kyssende Mund,
ligesom Stenene gør det
i Laagets kunstfærdige Bund.
De føjer sig trofast sammen,
der bliver et Billed deraf —
jeg elsker, jeg elsker det Billed,
de smaa Mosaikker mig gav —!
Der staar en gammel, gammel Gaard
med frønnet Egerod,
med Hyld op ad sin hvide Gavl
og Vedbend om sin Fod.
Dér mødtes vi ved Vintertid,
naar Sneen fyged ned,
og naar de lyse Nætters Glans
ind over Haven gled —
Dér gav jeg dig min hele Sjæl,
hver Tanke i mit Bryst,
min glade, unge Foraarstro
paa Sommer og paa Høst! —
Jeg kommer aldrig mere ind,
hvor Hyldebusken staar,
for Blod af hvert et Fodefjed
vil dryppe, hvor jeg gaar — —!
Jeg ribber mit Bryst for de fineste Dun —
— Dun, saa blodige røde,
som Edderfuglenes Silkefjer,
naar de bløde!
Jeg giver dig dem til det Barn af Ler,
Du danned i Former bløde,
da som en eneste bristende Stræng
mit Hjærte slog det i Møde!
Dine Børn er jo alligevel døde — — —
Jeg drømte, at jeg stod
i min Barndoms gamle Have
og ledte efter Frugt
paa min Ungdoms ranke Træ.
— Solen brændte stegende
i Humlerankers Læ —
Træet laa dér fældet,
som rykket op med Rode,
— de røde, røde Æbler
laa strøt det for Fode!
Det var vel kun en Drøm,
mens Nattens Timer led,
dog skjalv mig Graad i Øjet,
da jeg vaagned derved — —!
Jeg husker en stille Aften,
et lysblaat tindrende Sund —
Hveen, som en gylden Stribe
mod Himlens mørkeblaa Grund —
hundrede Baade ude
med skinnende hvide Sejl
— ved Kysten tusende Bøge
i Havets lysende Spejl!
Vi sad i Baaden alene,
drak Skaal af perlende Vin,
min havde jeg tømt til Bunden,
Du sad endnu med din,
Du løfted dit Glas —: At jeg aldrig
har Lykkens Bæger tømt! —
Hvorfor ligner jeg ikke de Drømme,
mit Land og jeg har drømt —!
Jeg lægger dem hen,
Blad for Blad,
Sange fra en, som har mistet
og aldrig mere blir glad! — —
Du sagde en Gang, da vi sammen
paa Kirkegaarden stod:
for mig skal En kun græde,
men hun skal græde Blod!
Du sagde en Gang, da vi talte
om Savnet efter de Døde:
for mig skal En kun længes,
men hun skal længes tildøde. —
Nu svider Savnet mit Hjærte
og griber, som Ild, det fat!
Elskede kære, nu græder
jeg Blod for dig hver Nat!
Nu brænder i røde Flammer
mit Hjærte dit i Møde —
Elskede kære, nu længes,
nu længes jeg selv til døde —!
Det blaaner med Duft af Viol om min Kind,
og blaanende Minder over mig drysses — —
Det skærer, som Knive, igennem mit Sind —
jeg ser to Unge, som kysses — —!
En Duft af Muldjord og Grøde
et Væld af krøllede Bregneskud
efter den sidste Bløde —
I Skoven den sagte Susen
af Grantoppes hviskende Lyd
og udenfor Havets Brusen —!
Fra Granernes blanke Naale
rinder der blinkende Draaber ned
i Snerlernes fine Skaale — —
I al den Muldjord og Grøde
føler jeg kun et svidende Savn,
— for Hjærtets Bregneskud døde —!
Der var et lille Hus,
hvor to alene mødtes — —
der var et lille Hus,
hvor Hjærteblod der blødtes.
Der er et lille Hus,
hvor Vildvin Døren lukker —
der er et lille Hus,
der nu staar tomt og sukker!
Det er Aften — sent i Skærsommer!
Jeg staar og lytter til Træernes Sus,
og under min Fodsaal knirker
det hvide Havegrus —
Den røde Lampeskærm lyser
over en gammel Stenkulspei —
ak, men de to i Stuen
er ikke dig og mig!
Jeg gaar i Maaneskinsnætter
igennem en gammel Have,
hvor Buksbomhækkene dækker
over de Dødes Grave.
Der sidder en Mand og en Kvinde
tilsammen i Arbejdsstuen —
men Du er ikke Manden,
og jeg er ikke Fruen!
Svundne er alle de rige,
de varme Solskinsdage —
svundne de lyse Nætter
for aldrig at komme tilbage —!
Jeg synes mig selv en fattig Kvind,
som ejer ej Gaard eller Fæste —
i Kongernes Gaarde, der rider man ind
med Spand af fnysende Heste,
jeg ager kun smaat —
Den Dør, jeg lukker, er trang og lav,
og Nøglen jeg længst forliste, — —
den Jord, jeg ejer, er Plads til en Grav
og Smuld, kun Smuld til en Kiste —
et Hvilested blot!
Men Roser vokser der af min Jord
i Dødens duftende Have, — —
thi aldrig vokser saa rigt et Flor
af Roser, som over Grave —
det mindes jeg godt —!
Et eneste Ord,
Du sagde en Gang,
en eneste Sang,
jeg hørte dig synge,
kan kalde paa mig
langt borte fra
med din Stemmes Klang,
som evig den i
mit Hjærte klinger — —
Du, min Længsels Vunde,
hvor højt Du springer —!
En Bog, Du har læst
og talt om tit,
en Linje, Du skrev,
kan volde, jeg hører
igen dine Skridt —
og føler dit Haandtryks
varme Stød — — —
Du min Længsels Vunde,
forblød dig — forblød!
Jeg ligger ganske ene
imellem Engens Blommer,
og det er Sommer ude,
den stærke, varme Sommer!
Du stakkels, vilde Kløver,
som visner ved mit Ho’de —
Du stakkels, vilde Kløver,
jeg ved, hvor først Du gro’de!
Hvor var Du ung og saftig,
hvor var Du lys og modig!
hvor var Du stærk og kraftig
og sund og frisk og frodig!
En Kuldebyge slog dig —
da var det, at Du døde —
Den stærke, vilde Kløver,
den lever kun i Grøde! —
Brudedragten —
kender Du den —
naar man tager den paa
for den eneste, kæreste,
dejligste, som man vidste —
og naar man lægger
den ned i en Kiste!
Moderglæden —
kender Du den —
naar man leger med Dukker
og siden med Børnene —
ser, hvor de andres kan danse —
og naar man saa dækker
sine egne med Kranse —!
Rind Du, rind Du Graad i mit Bryst —
aldrig Du rinder ud!
Spind Du, spind Du Traad uden Trøst!
aldrig Du spinder ud!
Spind med bitter Kvide og Ve,
Anger for tusend Aar,
Dages Kamp, som ingen tør se,
Nætternes slagne Saar! — — —
Èn Gang, èn Gang rinder Du ud,
Graad — under Jordens Skød!
Èn Gang, èn Gang spinder Du ud,
Traad — i den tavse Død!
Hilset vær, med Frydeskrig mødt
Dag, da jeg jubellér!
Dag, da Hjærtet pint og forblødt
aldrig skal længes mer — —!
Tuk (synker hulkende sammen over Brevene.)
Ruth (vaagner ved Lyden — ser sig forvirret om.)
Er jeg — — er jeg endnu ilive —?
Tuk (paa Knæ.)
Ruth! — Kan Du tilgive? —
Du gav den Førstefødselsret
til Liv og Sjæl og Aand,
jeg solgte for en ussel Ret
af Lindser i min Haand —!
Ruth (stryger med Haanden over hans Haar.)
Græd ud, græd ud som lille Kai
i Eventyret, Tuk!
saa vejres al din bitre Skyld
i Luften hen som Fnug.
Maaske Du fik en Djævlesplint
en Gang i Øjet inde,
men faar Du bare grædt den ud,
kan aldrig mer den blinde.
Og husk, saa paa, at Slægtens Skyld
er kun til Hælvten din —
Forbandelsen, Velsignelsen
var Slægtens Violin!
Tuk.
Forbandelsen — den har jeg mødt —
den fik hver Kunstnersjæl,
som dræbte paa sin Kunstnervej
Livslykken for sig selv — —
Hvor blev Velsignelsen?
Ruth.
— At den,
som blev til Sejr bestemt,
han fik i Arv den store Kunst,
som aldrig bliver glemt.
Tuk.
Den Kunst, den har Du hadet, Ruth,
fra Du og jeg var smaa.
Ruth.
Ja, for der var det i dig, Tuk,
den aldrig maatte faa!
Og der var det, selv naar jeg gav
den gladelig det hele,
det inderst inde i din Sjæl
jeg aldrig kunde dele!
Tuk.
Ruth! Om Du havde kunnet det,
— det ved jeg sikkert nu —
jeg havde aldrig elsket dig
saa favnedybt som nu!
Ruth (stryger sin Kind mod hans Haand.)
Jeg ligger her og drømmer, Tuk,
— drømmer med vaagne Sanser —
jeg drømmer saa Hjærtet i mit Bryst
af Jubel synger og danser!
I hundrede ensomme Nætter,
som nu er svundne og omme,
har jeg ligget og drømt det samme —:
hvordan Du en Gang vilde komme
og give mig Livets fulde Lyst,
hvordan jeg vilde vaagne ved din Stemme
og sove igen med min Kind til dit Bryst —!
(vemodigt.)
Nu har jeg flyttet mine Drømme
over til Astrallivets Kyst
— nu ligger jeg kun og tænker paa,
hvordan Du tilsidst vil komme,
hvordan jeg skal høre dine spændstige Skridt,
naar Hviletiden er omme —
hvordan jeg skal kende din Stemme —
dens dejlige, dybe, malmfyldte Klang,
som jeg aldrig i Verden kan glemme —!
Tuk! — Selv om mine Hænder var trætte,
selv om mine Haar var hvide,
sorte blev de i samme Stund
Du stod ved min Side!
Selv om mit Legeme var bøjet,
det ranked sig fluks og blev stærkt og sundt,
saasnart Du kyssed det Øjet!
(Smiler stille.)
Husker Du, hvad Du sagde en Gang —:
Ruth Hauge skal blive en gammel Kone
med hvide Haar,
der lyser om Tindingen som en Krone! —
Og husker Du, Tuk, hvormed Du begyndte
dit første Brev —? —
»Min frejdige, fine, sortøjede, lille
finnakkede Kæreste,« var det, Du skrev — —
Tuk (stønnende.)
Aa Ruth! Vær barmhjærtig! Sig, Du vil leve!
og blive hos mig!
Er Lykken da ikke netop for dig
som Livsens Drik?
Overlægen (i Døren.)
Undskyld bare et Øjeblik! (ser paa Ruth.)
Er De vis paa nu — at De ikke vil?
Ruth (løfter Hovedet.)
Vissere nu end nogensinde.
Overlægen.
Jeg synes, De spiller et dristigt Spil.
(fjerner sig.)
Tuk (farer op.)
Ruth! Hvad var det, han sigtede til?
Ruth (lægger sin raske Arm om hans Hals.)
Kom nærmere — nærmere! — Hvor Du er smuk!
— Jo, ser Du — han saa paa Benet i Morges — —
der er gaat Koldbrand i Saaret, Tuk.
Tuk.
Ruth!
Ruth.
En Amputation kunde frelse mit Liv,
det siger de alle — men aldrig i Verden
vilde jeg give dig en Krøbling til Viv!
Tuk (imod hende.)
Ruth! det er ikke sandt — det var dig,
dig selv, som ikke kunde!
Ruth.
Du har Ret — jeg evned det ikke,
af tusende saare Grunde.
Men kræver Du det —
Tuk.
Jeg har ingen Krav.
Ruth! Min Ruth! —
Dejlig vilde Du være som Viv,
for dejlig til at leve en Krøblings Liv!
Dejlig som Mor til en jublende Flok,
for dejlig til at humpe om ved en Stok,
hvor Børnene springer!
Jeg stryger ikke Støv af dine Vinger —
jeg kræver ikke, at Du skal Livet bevare — —
Ruth (bevæget.)
Jeg vidste det — — Du lod mig fare.
Tuk.
Din Kærlighed er vældig i Kravet —
Ruth (smiler.)
— som din!
Violin — Violin — —!
Tuk (farer sammen — men svarer ikke.)
Ruth (sagte.)
Lov mig, at jeg maa leve,
naar kun min hviskende Skygge glider
over den dejlige Jord, hvor Du lider —
leve i Værker, skabt af din Aand,
i klingende Marmor, hugt af din Haand!
Tuk.
Saa længe en Stribe af Lys jeg ser,
vil jeg kalde dit elskede Ansigt
frem af det vaade Ler,
hugge dig ud af min Tankes Skød —
om hvert et Hug saa klinger
som Malmen over en Død!
Men naar mine Øjne er blinde,
saa vil jeg lukke mig selv og dig
i Mørkesalen inde,
sidde med Ler mellem Fingrene hede
og famle mig frem til de kendte Træk,
som aldrig udviskes, aldrig dør væk,
hvor tæt det saa om dem sneede
med Blomster i Vaar, med Blade i Høst,
med Sne i Vinteren hvide — — —
da lukker jeg ude den mindste Støj
fra dem paa den anden Side —
jeg føler din Skygge omkring mig glide
med sagte Sus,
og da bliver Mørkesalen saa lys,
da ranker den sig for mit blinde Øje
og bliver et skinnende Brudehus!
Ruth.
Bliv ved! Bliv ved!
Min Sjæl har tørstet saa længe —
jeg er ræd, den skal tørste i Evighed!
Tuk.
Der findes vel Sted, hvor de mødes
ude bag Soleranden,
de, som kun undte hinanden det godt
og saaredes selv, naar de saared hinanden
— de stakkels forrevne Sjæle,
som vilde hinanden kun Lys og Fred
og maatte dog Lykken stjæle
fra hinanden, saa de blødte derved!
Ruth (ryster paa Hovedet.)
Man skiller ikke et Menneskeliv
i to — de levendes og de dødes —
der er en Sammenhæng imellem dem, Tuk —
Kun halvt har vi levet, naar helt vi mødes.
Og alligevel — Du!
Tuk.
Ja, elskede Ven!
Ruth.
Tuk! Du maa ikke blive gammel
— din Sjæl maa aldrig blive gammel —
for saa kender den mig ikke, naar vi mødes igen,
Tuk.
Jeg lover dig, Ruth, med din Haand i min:
Hvor længe min Ensomhed saa skal vare,
min Sjæl skal være ung, naar den mødes med din.
Ruth (stryger sin Kind mod hans.)
Jeg ser dig, naar Du skal fare
ad Dødens lukkede, tavse Sti — — —
Du presser de blinde Øjne i —
Du føler den svælgende dybe Sø
og gaar alene som Hjorten
alene for at dø —! (stigende.)
Men Tuk, hvis Sjæle kan favne
hinanden i Dødninglin,
saa favner din flygtende Skygge min!
(smiler.)
Det hedder jo ellers, at der er vi lige
i Følelser og Tanker, i Samliv og Kaar,
men det er nu noget, som jeg ikke forstaar
— for sletter den evige Skaber sit Særpræg
i en eneste Sjæl,
saa sletter han det evige, saa sletter han sig selv! —
Aa, de smaahjærnede Stakler,
som mener, de kan nivellere alt,
lige fra Livet paa den usle Asfalt
til Livet bag de evige Solefakler —!
Hinanden lige!
Som det, der gør Mennesker til Sjæle paa Jord —
Kærlighed imellem en Mand og en Kvinde,
Kærlighed imellem et Barn og en Mor,
er døde Værdier i det himmelske Rige —!
Tuk (stirrer paa hende.)
Aa, Ruth! Hvor ser Du dog dejlig ud!
Aldrig har jeg set dine Kinder saa røde,
og aldrig dit Blik saa vidunderligt at skinne!
Ruth! — Jeg vilde ønske, mine Øjne var blinde —!
(Klar Septemberaften i Hospitalshaven. — Vildvinen skinner rød opad Muren. — Vinduet ind til Ruths Værelse staar aabent. — GERD sidder paa Bænken lige udenfor — hun holder et aabent Telegram i Haanden.)
Gerd (læser.)
Jeg kommer i Aften — Men Gerd — lille Gerd!
jeg tager dig med, naar jeg vender tilbage! —
(slaar Hænderne sammen.)
Har man kendt Mage!
Han spørger ikke en Gang, om jeg vil!
Han vil ganske simpelt komme og tage —!
(Danser henad Havegruset.)
Du godeste Gud, hvilken Jubel —
grænseløs for alle mine Dage!
(standser og ser op.)
Den gyldne Maane deroppe bag Sky,
den ser slet ikke ud som i Aftes:
den er bleven saa forunderlig ny! —
De hvide Draaber af Duggen,
jeg følte som Taarer i Græsset trille,
nu ler de ganske stille.
Den sagte Susen i Løvet,
jeg hørte som Suk gennem Luften fare,
nu blæser den højt Fanfare!
Og Uglen i Havens Gange,
som varsled saa stygt om Grav og Død,
nu synger den Livsens Sange!
(strækker Armene vidt ud.)
Jeg giver mig helt i dit Værge,
Du dejlige, unge, straalende Liv!
Mod dig er vi alle Dværge!
(Danser.)
Tralala! tralalej!
Syng, Grus, under Foden!
Min Ven er paa Vej!
Tralala! tralali!
Skin, Vildvin, om Foden —
min Ven gaar forbi!
Tralali! tralalej!
Han kommer — han ser — og
han vinder — aahej!
(Standser — forfærdet.)
Hvad er det, jeg gør!
Her danser jeg ør
og glemmer, at han lider,
og glemmer, at hun dør!
Har de ikke ligesaa stor en Ret
som han og jeg
til at blomstre og gro, skyde Knop, sætte Frø
og følges paa Vej!
Har de ikke ligesaa stort et Spand
af Kærlighed
og ligesaa stærk en Livsens Trang
til Samlivs Fred! — —
Det gør mig saa bitterlig, bitterlig ondt,
de skal skilles ad —
Aa, men jeg kan ikke gøre for,
at jeg er saa glad — —!
(Danser videre — staar stille ved en Rosenbusk, plukker Hyben og stryger dem mod sin varme Kind.)
Jeg vælger mig Hyben hin røde!
Hyben i Vinter og Efteraar —
skinnende blanke Frugt, som slaar
altid min Sjæl imøde
med Duft fra Æble og Humlegaard —
Jeg vælger mig Hyben hin røde,
Hyben i Sol og i Sommer —
ikke i Regn bag Spindelvævstraad,
ikke Hyben i Graad,
Hyben i Sol og i Sommer!
Højt, højt over mit Hoved
tæt i min Haand og tæt for min Fod
Hyben, røde som Rosenblod!
Og naar saa Vinteren kommer
Sange, hede som Hybenglød,
rødnet, glødnet af Hybenlød —
Hyben i Sol og i Sommer!
(Springer gennem Havegangen — men standser pludselig og ser mod Vinduet.)
Inde bag Muren, hvor Vedbend gror
om Vinduet tæt
tegner sig mod det hvide Gardin
en mørk Silhouette —
Der gaar han med halvvejs blindet Syn
og fastlukket Mund
lydløst frem og tilbage, saa tit
hun falder i Blund.
Tuk, som havde det Blik, der gik
til Ben og Marv!
Tuk, som fik Farmor Hauges Aand
i bitter Arv — — —!
(Springer op paa Bænken.)
Jeg vil sige ham alt —
(Banker sagte med Fingeren paa Ruden.)
Tuk!
Tuk (aabner Vinduet paa Klem.)
Hvem er det?
Gerd.
Det er mig, som har kaldt.
Tuk.
Hvorfor?
Gerd.
Jo, fordi —
der er noget, som jeg maa sige dig —
Tuk.
Gem det,
til alt er forbi.
Gerd (ivrig.)
Nej, for Du skal vide, Du er vred paa mig, Tuk,
naar vi skilles ad —
mig, som har gaat her og været saa glad,
saa forfærdelig glad!
Tuk.
Glad! — Men hvorfor?
Gerd.
Slip Vinduet op,
saa staar jeg paa Taa —
Kom nærmere til! — Det maa hviskes, kan Du
da nok forstaa. (med Munden tæt til hans Øre:)
Fin kommer — Jeg telegraferte om Ruth —
Men han svarer — — han svarer —
Tuk.
Naa, kommer det frem?
Gerd (skjuler Ansigtet med den ene Arm.)
Han siger, at han tar mig med, Tuk,
naar han rejser hjem.
Tuk.
Dig! — (bøjer sig ud over Karmen og forsøger med Haanden under hendes Hage at løfte hendes Hoved op.)
— Lille Gerd! Tag den Albu væk,
saa Maanen kan skinne lige ind
i de glade Træk. (ser hende ind i Øjnene.)
Hvor dejligt at se den Fryd, dér lyser!
Det vil varme mit Hjærte at tænke paa,
hver Gang det fryser!
Gerd (slynger Armene om hans Hals — brister i Graad.)
Aa, Tuk — at jeg skal leve i Sol,
mens Du og hun staar ude i Skygge! —
Hvorfor siger Du ikke, at Du hader mig, Tuk,
for al den vældende Lykke!
Tuk.
Din Lykke holder just Slægtens fast
som Ankertouge. (Stryger langsomt med Haanden hen over Panden.)
Saa var det dog kun af Navn, at jeg blev
den sidste Hauge.
Gerd.
Den sidste Hauge —!
Tuk.
Slægten dør ikke ud med mig —
den lever i dig,
den yngste, den friskeste af os alle!
Gerd.
Jamen Tuk, Du skal vide, hvor jeg var styg:
Jeg loved mig selv for en Time siden,
at jeg skulde være din glade Myg,
som Du plejed at kalde mig, da jeg var lille —
summe omkring dig, naar Du var træt,
og surre, naar Du var sorgfuld og stille —
Men der kan Du se, hvor jeg dog er slet!
Siden han skrev — der var ikke en Tanke
om, at jeg kunde!
Jeg følger ham gennem de haardeste Skær
og over de dybeste Grunde.
Kalder han, brister de andres Krav
som Spindelvævstraad — de blir Luft for mig!
Og Du ved dog, hvor jeg har elsket dig —
Tuk.
Det er godt som det er — det er ham, Du skal følge.
Styrmanden ser, naar han staar ved sit Ror,
og Stormen pisker den vrede Bølge,
ikke til Siden, kun frem paa sin Vej —
alt andet blir smaat mod det Maal, han skal ramme!
Og Gerd, det var just det stærke ved dig,
at Du gjorde det samme.
Du gav dig helt —
vi andre gav os bestandig delt.
Selv Gamle-Fruen tog snublende Skridt —
Og dog tænker jeg tit:
Hun var den eneste ranke i Slægten.
Gerd (ser paa ham.)
Du blir’ rankere nu — (nikker.) — — gennem Ensomhed.
Eller sagde Du ikke selv en Gang:
Man maa være ensom for at kunne skabe — —
Saa vidste Du vel, hvad der var at tabe.
Tuk.
Gerd!
Gerd (betagen.)
Du er som en Bjærgværkskonge,
saa vældig og kæmpestærk!
Du øver i Grubens Gange
et helt stort Livsensværk.
Dig lokker ej Vaarens Blommer,
ej Sommerens Blomsterkuld,
saalænge der er i Bjærget
en Aare af drevet Guld! —
Det ved de ikke, de mange,
som næred sig af din Aand,
hvad det har kostet at lægge
dem dette Guld i Haand —
Men Bjærgværkskongen han ved det —!
Ildfunker staar om hans Hæl —
han hugger med blødende Hjærte
sig Vej fra Sjæl og til Sjæl!
Tuk (stirrer frem for sig — forbi hende.)
Ja — hugger sig Vej — —
Gerd (følger hans Blik.)
Hvad tænker Du paa?
Tuk (ser paa hende.)
— at der er det i min Sjæls Natur,
som der maa Slægtsblod til at forstaa.
Gerd (nikker.)
Netop —
Tuk.
Jeg maatte spilde mit Held
og øde min egen Glæde —
slaa ihjel, slaa ihjel!
Det var ligesom han, hvis hævnfyldte Tanker
neppe fik Form,
da han traadte sig træt paa en ussel Orm,
skulde en Gang kunne vaande sig i Smærte
med Foden paa et levende Menneskehjærte.
Gerd.
Farbror Max!
Tuk.
Netop han!
Gerd.
Aa, nej nej nej!
Tuk (langsomt.)
Jeg tror, Mor tænkte paa Farbror Max,
da hun fødte mig.
Gerd.
Aa, Tuk!
Tuk.
Hvor stærk jeg saa var — og hvor ensom —
aandelig talt var jeg Krøbling, Gerd!
Jeg fik aldrig givet
de sundes frejdige Tro paa Livet,
den vaagne Sans,
som henrykt griber Lykken i Flugten
og fanger den ind i Krans paa Krans —
forfølger sit Maal, og øger sit Held —
jeg — slog ihjel!
Gerd.
Du skulde det vel — Du maatte det vel
— for at vinde dig Sorgens dybe Ro
til at synge din Ensomheds vældige Højsang —
Tuk (bittert.)
— for dem, som fik Lov til at vandre to —!
Ruths Stemme (indenfor.)
Hvem taler Du med?
Tuk (vender sig hastig.)
Med Gerd!
Ruth.
Kom ind!
Hvad siger hun til dig?
Tuk.
Hun taler om Fin.
Hun siger, han kommer —
Ruth.
Han kom til vort Bryllup — Husker Du end,
hvor festligt hans Komme det gjorde —?
Nu kommer han vel for at fly mig til Jorde.
Gerd (bøjer sig ind ad Vinduet — bønligt.)
Ruth! Du maa ikke være vred, at jeg skrev!
Ruth (spottende.)
Tænk, at Du fik Tid til at sende ham Brev!
Du ønsked vel fromt, at han ikke maatte komme —
ikke svare for brat —!
Hvornaar kan han ventes?
Gerd (stammende.)
Jeg tror — i Nat.
Ruth.
Saa bliv, lille Gerd!
Det vilde være Synd, om Du ikke skulde blive! —
— Hvorfor græder Du, Gerd?
Gerd.
For hvert Ord, Du siger,
skærer mig i Hjærtet som Knive.
Ruth.
Du maa ikke være vred!
Min Livskraft var saa vældig — min Lykketrang saa stor —
Jeg syntes, at den spændte over hele Universet
mellem Himmel og Jord!
Nu er Livskraften svækket og Lykketrangen brudt —
Tuk.
Ruth! Aa, Ruth!
Ruth.
Faret hen — faret hen!
Det er bare, naar jeg hører, at de andres skal leve,
at den pludselig staar op fra de Døde igen!
(blødt.)
Men jeg mener det ikke —
det er bare noget bittert og ondt i mit Sind,
som jeg ikke kan raade.
Derude, hvor Træerne af Soldug er vaade,
i det dejlige, lysende Maaneskin
skal I sidde med lykkestraalende Sind
og sige hinanden Goddag for Livet —
Herinde, hvor Natlampens osende Lys
flimrer og flakker,
skal vi sidde i Dødsnattens isnende Gys
og sige hinanden Farvel for Livet —!
Ingen forstaar det Skæbnespil —
Men han, som sagde til Solen:
rind op for den ene — gaa ned for den anden,
han ved vel ogsaa, hvorfra og hvortil.
Gerd!
Gerd.
Ja!
Ruth.
Se Skyggen paa Havehuset!
Gerd (vender sig brat.)
Fin!
Ruth.
Nu hørte jeg Skridt i Gruset.
Gerd (slipper Vinduet og springer ned med et Jubelskrig.)
Ruth.
Luk Vinduet, Tuk! Træk Gardinet for!
Lad saa Maanen skinne —!
Et er Lykken derudenfor,
et andet Sorgen herinde.
(Maanen glider frem bagved Skyerne og skinner klart over Haven.)
Ruth (stirrer derud — siddende halvt oprejst i Sengen.)
Gyldengul
glider Maanen fra sit Skjul,
spinder tæt
sit Straalenæt — —
Jeg er træt — — — dødsenstræt!
Tuk (trækker Gardinet for Vinduet. Udenfor høres Lyden af Havelaagen, som slaas i med et Smæld.)
Fin (jublende.)
Portvagten gav Lov,
saa smutted jeg ind —
Gerd! lille Gerd!
Gerd (farer ham om Halsen.)
Her har Du mig, Fin!
Fin.
Saa spinkel og liden
for tre Aar siden,
saa barnlig af Sind,
knap Jomfru derinde,
nu fuldmoden Kvinde
med Dun over Kind
og Roser — vilde Roser,
hvor Læberne lukke
sig varligt til —!
Maa jeg plukke —
maa jeg plukke?
Gerd.
Saa mange, Du vil!
Fin (kysser hende heftig.)
Det skulde Du ikke
lovet saa kæk,
husk, jeg har tørstet
tre Aar i Træk,
før Kilden blev funden —!
Jeg kysser af Munden
de søde, de bløde,
de skinnende røde,
smaa Hyben væk!
Aa Gerd! Jeg elsker
dit lyse Haar,
den lange Fletning,
som Livet naar,
de gyldne, de gule,
to vevre, smaa Fugle,
som hopper paa Ryggen
dig, naar Du gaar!
Jeg snor dem om Halsen
som Silkebaand —
saa under min Nakke
din brune Haand,
mens fast jeg dig kryster —
og tæt imod mine,
de underlig fine,
de bløde, smaa Bryster!
Gerd.
Du glemmer din Tro:
at stærkest er den,
som tør ensom bo.
Tuk.
Nej, stærkest er to,
som sammen bode — —
Aa, løft dit Ho’de!
Jeg kan ikke se, om
Du græd eller lo!
Ruth (lyttende.)
Hør Tuk — Derude
i Lindeskyggen,
dér danser Lykken
forbi vor Rude!
Og Vildvin gynger — —
Herinde synger
Døden, som gaar forbi
tyst sit Litani — —!
Hvad nu?
Tuk.
Jeg stænger.
Ruth.
Ak Tuk! Du flænger
just, naar Du stænger
os fri for Livet —
for Livet, sprænger!
Livet, det banker paa,
ler ad Laas og Slaa!
Fin (udenfor.)
Jeg knuger din Haand,
jeg kysser din Mund —
Hvor frisk er din Farve,
hvor tindrende sund!
Jeg kysser de søde,
de rosarøde,
smaa Øreflipper —
den kækkeste, kække
af alle kække
smaa Næsetipper!
Gerd.
Hvor tør Du! Jeg binder —
Tuk.
Det hjælper ej.
Ved dig er jeg standset —
kun dig har jeg sanset —!
Men Du faar ej danset
sammen med mig.
Gerd.
Jeg danser selv over
den trangeste Vej —
jeg danser i Graven
med Betlerstaven,
har jeg blot Gaven:
har jeg blot dig!
Fin.
Aa Gerd! Du lille,
velsignede Gerd! —
Gerd (farer sammen ved en Lyd inde fra Sygeværelset.)
Hys! Ti stille! —
Fin (ser mod Vinduet.)
Hvor ligger hun? — Ruth?
Gerd.
Dérinde — Fin!
Fin.
Den bliver saa vaad,
din varme Kind —!
Gerd (bøjer Hovedet.)
Der sidder de inde,
mens Timerne glider
og lider — lider — —
Og her har vi staat
og glemt dem, Fin!
Fin.
Nej, nej! Blot ejet
vor Fryd udelt,
som de kun gør det,
der lever helt
og aldrig med Lykken
tusker og bytter,
men favner den, Du!
(pludselig opmærksom.)
Hvad tænkte Du nu?
Du staar, som Du lytter —
Gerd (sagte.)
Der gaar i Slægten,
i Tuks og min,
til Tider Klang
af en Violin.
Med vidtaabne Øjne
og vidtaabne Ører
drages vi efter
den Sang, vi hører —
For Nogle spiller
til Strid den op —
andre til ensomme
Vidders Top —
enkelte, enkelte
spiller den sammen
til Husenes Stilhed
til Arneflammen.
Èn eneste kun,
siger Sagnets Gaade,
skal alle Tonerne
samlet raade —
men før det kan ske,
faar han mer at lide,
end nogen Menneske-
sjæl tør vide — — —
(RUTHS Stemme indenfor.)
Tuk, Tuk — luk op! Lad Maanens hvide Skin
strømme i store, fulde Skaaler ind! —
Aa, hvor jeg lider! — Tuk, luk Livet ind!
Fin (griber Gerds Haand, forfærdet.)
Gerd! Var det Ruth?
Ruths Stemme, der lød? —
Hun havde en Stemme
saa frisk og sød,
saa syngende blød —
(da Gerd nikker.)
nu skærer den haard
med Klang af Død —!
Kom Gerd! Vi to vil
gaa sammen ind —
Ak, nu forstaar jeg
din vaade Kind — —
Skynd dig!
Gerd.
Nej, Fin!
Fin.
Det hedder, at Glæden
er Sorgens Trøster.
Ruth er min Søster: —
hun elsker den lyse
Lykke paa Jord — —
Gerd.
Men Tuk er min Bror —
hans Øjne er kun
til Hælvten blinde,
og han kunde dø
af saa saart et Minde.
Fin.
Saa sætter vi os
paa Bænken dér,
til selv de os kalder. —
Men Duggen falder —
tag Plaiden her!
Og kære, tag Frakken!
Højt op i Nakken
og langt ned til Foden
lad mig den lægge,
til Varme for begge
de smaa Pusselanker —
(svøber hende omhyggelig ind.)
Fryser Du?
Gerd.
Nej, men —
Fin.
Du sidder i Tanker — —
Saa hvil dog Nakken!
Gerd (uden at se op — skælmsk.)
Jeg sidder jo bare
og kysser Frakken —
med Ansigtet nede
i Kraven begravet — —
Aa, hvor den lugter
af dig og af Havet!
Ruth (lyttende.)
De sidder paa Bænken udenfor Vinduet —
hører Du, Tuk! —
Hvor Luften er frisk, og hvor Natten er smuk!
Sig, de skal komme — Men køl først min Pande
den er saa varm —
Sig, de skal staa i den aabne Karm.
Jeg vil se dem, se dem — men ikke for nær.
Kald først paa Fin —
Tuk (tøvende.)
Er Du nu ogsaa stærk nok, Ruth,
til at lukke dem ind?
Husk paa, det er som et løssluppet Kor
af tusend jublende Fuglerøster.
Ruth.
Der findes jo ogsaa den Gift, der trøster —
den Pragt, der baade kan smykke og døde —
Valmuer — — Valmuer røde!
Tuk (stønnende.)
Ruth! — Ruth!
Ruth (stirrer paa ham.)
Husker Du dem?
Deres Blade var røde, som en flammende Ild,
da de voksede frem,
hede af tusende Læbers Kysse — —
Og saa lagde Du til:
Lad dem saa drysse! — lad dem saa drysse! — —
(Da hun ser Udtrykket i Tuks Ansigt.)
Aa nej — jeg er ond! — Kald paa dem!
Tuk (gaar til Vinduet — bøjer sig ud.)
Kom Fin!
Fin (springer op paa Bænken.)
Tak! Tak! — Faar vi Lov til at kigge ind! —
Ruth (stirrende.)
Er det dig! Er det virkelig dig, Du, Fin!
Jeg kender ikke dit Ansigt mer.
Før var det saa underlig haardt i Grunden —
nu leger der tusende Smil ved Munden,
nu tindrer der Lys, hvorhen Du ser!
Nu ser jeg den store Lykke
skinne ud af hvert eneste Træk — —
og Du var dog saa nær ved at kaste den væk!
Fin (med Armen om Gerds Skulder.)
Men nu kan Du tro, jeg holder!
Jeg slipper end ikke den mindste Rest!
Nu er Livet bare én eneste Fest!
Hver Dag skal høre os jubellé —
og Natten skal aldrig tælle vore Kys —
Gerd.
Aa, men saa ti dog stille!
Ruth.
Hys!
Lykken er altid hensynsløs —
den smiler ad andres Ve —
hold Lykken det lidt til Gode:
den er blind — den kan ikke se —
den er døv — den kan ikke høre —
For et kun ejer den Øre:
Den maa synge, som Strængen,
der springer fra Buen!
Og stod jeg iblandt Jer i denne Stund,
selv rask og sund,
— en blind Mands Brud —
jeg maatte synge min Glæde ud,
om der ogsaa var Lig i Stuen!
Fin.
Du skal ogsaa synge —
Lægen har sagt, der er Redning givet.
Er Prisen ogsaa et levende Lem —
hvad er et levende Lem imod Livet!
Gerd.
Nej, nej! Han har Ret:
Der er Raad at finde —
(bønligt.)
Ak, Ruth! om Du dog vilde give dit Minde!
Hver Time, der gaar, bringer dobbelt Fare. — —
(Da Ruth tier.) Aa, kære — svar os dog!
Ruth (bleg.)
Jeg skal svare —
Her staar I med ranke Rygge,
her staar I med sunde Øjne
og slynger mig i mit Ansigt
Livet bitreste Løgne!
I glemmer, at skøndt jeg er Krøbling,
og Lykken gik mig forbi,
saa har jeg dog villet Livet
lige fuldt som I —!
Jeg stod og stirred paa Festen —
Jeg ved, hvad Bordet skjuler.
Og saa kan I komme og sige
til mig, jeg skal nøjes med Smuler —!
Fin (til Tuk.)
Men det er jo Vanvid! — Bed hende, Du!
Hun hører vel dig —
Hvis det var mig!
jeg skulde trygle og tvinge mig frem,
min Kraft skulde vinde Alverdens Riger —
Ruth (med et Blik paa Tuk.)
Men han, Du — han er saa stor, at han viger!
Fin (stigende.)
Jeg skulde kaste mig ned for din Fod
og hindre Brøden!
Træde itu min Hjærterod,
vade igennem mit røde Blod
skulde Du, førend Du sprang i Døden!
Ja, selv om din Sjæl var af Døden fangen
og halvt faren hen,
jeg skulde kalde den hjem igen
med min hede Sjæls Melodier —
Ruth.
Men han, Du — han er saa stærk, at han tier.
Fin (til Tuk.)
Er det sandt — at Du lader hende fare?
Tuk (langsomt.)
Ja — jeg lader hende fare.
Fin (imod ham.)
Men hvor kan Du?
Gerd (hastig.)
Hys! Bed ham ikke svare.
Ruth.
Kom nærmere, Fin!
Fin (springer over Karmen, standser ved Sengen og peger paa Paolo, som ligger sammenrullet paa et Tæppe ved Foden af Sengen og stirrer med store Øjne — uden at forstaa.)
Hvem er det, dér ligger?
Ruth.
Hans Dreng og hans Ven —
hans eneste Ven i Verden vide,
naar Du og Gerd er faret mod Nord —
og jeg er langt paa den anden Side.
Tuk (ser efter Fin.)
Naar han fik et Legetøj, gemte han det
dybt i en Skuffe eller tæt ved sit Hjærte —
jeg elsked det, jeg knuste det — saa slog jeg det itu
og bed Tænderne sammen i Smærte!
Jeg græd over Stumperne første Gang —
men siden har jeg holdt
aldrig at klage over Sorger og Smærter,
som jeg selv har forvoldt.
Gerd (heftig.)
Du voldte dem ikke!
Tuk.
Vi vilde ikke ofre i Haugernes Slægt —
vi vilde kun elske — stride — vinde —
Gerd.
Hvad kalder Du det, at dine Øjne blev blinde?
Tuk.
Det kalder jeg Forbandelsen over min Slægt.
For den har jeg sat mine Øjne i Pant,
for den blev jeg ensom alle mine Dage!
Hverken Synet eller Lykken vender tilbage.
Gerd.
Du kaldte det noget andet før —
Tuk.
Hvad mener Du, Gerd?
Gerd (langsomt.)
Du sagde en Gang —
Det store er altid noget, som dør — —
Tuk.
— Noget, som dør — — som dør, ja —
Gerd.
Tuk!
Hvor er din glødende Storhedstrang henne?
Tuk.
Død, som alt andet —
Gerd (angst.)
Nej, nej, nej!
Du er stærkere nu, end Du selv det ved.
Du hugger i Marmor dit store Værk —
Ensomhed —
Lidelsen gør dig saa stærk, saa stærk,
den ranker din Sjæl mod en Evighed!
Tuk.
Jeg bygger mit Værk i Marmor
ved Skin af døende Kærter —
Gerd — lille Gerd, Du skal hugge dit
i levende Menneskehjærter —
— dit er større end mit!
Jeg former et Liv med iskold Haand,
mens Hjærtet syder og banker —
Gerd — lille Gerd, Du skal forme dit
i varme, smaa Barnetanker —
dit er større end mit! — —
Husker Du Visebogen, jeg fandt
ved Gamle-Fins Dør —?
Gerd (nikker.)
Forstaar Du den bedre nu end før?
Tuk.
»Jeg trode en Gang, jeg var Herre
ved Lykkens gyldne Fest —
nu ved jeg, at jeg er Tjener,
og aldrig bliver jeg Gæst.
Men I, som sidder forborde
ved Lykkens funklende Vin —
Tak, fordi I saa ofte
har strakt Eders Haand mod min! —
Jeg trode en Gang, jeg var Herre
ved Livets store Fest —«
Gerd (stærkt.)
— Nu ved Du — da Du er Tjener,
at Tjener er Herre bedst! — — —
Sig mig, Tuk! — Da Offeret kom,
skød Du det da fra dig?
Var der Tvivl i dit Indre?
Tuk.
Ikke et Øjeblik.
Gerd (tryg.)
Jeg vidste det! — Tvivl
vilde gøre dig mindre.
Tuk.
Den Gang hun døde — Gamle-Fruen —
fik jeg Violinen, men Du fik Buen.
Buen kender ingen — Er den grov eller fin —?
Man taler om en ægte Stradivarius, en ægte
Cremoneserviolin —
ingen taler om Buen — Violinen er Kunsten
— og Kunsten var min —
Men Buen er Livet!
Den kalder paa Tonerne, den er det givet
at danse og springe som et syngende Hjærte,
hvor Strængene vaander sig i Smærte.
Gerd (imod ham.)
Tuk! Hvorfor greb Du aldrig efter Buen?
Tuk.
Jeg turde ikke fristes til at bruge den, Gerd —
Gerd.
For hvem —?
Tuk (bittert.)
— for Gamle-Fruen.
Gerd (Aandeløs.)
Men nu?
Tuk (med en pludselig Tanke.)
Ja, nu —!
Gerd! Har Du Buen?
Gerd (springer ned ad Bænken.)
Baade Violinen og Buen har jeg —
Violinen var hængt paa sit gamle Sted.
Jeg tænkte, det var rettest, jeg tog den med —
Tuk (stirrer paa hende — bleg.)
Du tænkte — —
Gerd.
Det samme, som Du nu tænker, Tuk — — —
Der er vældige Kræfter gemt i den gamle
Cremoneserviolin —
ingen forstaar dem — men de er givet.
(Med et Udbrud.)
Hvis hun kunde spilles tilbage til Livet!
Tuk (holder Haanden for Øjnene. Gerd smutter væk.)
Ti stille! Ti stille! Jeg tør ikke tænke det,
tør ikke tro det!
Som Barn har jeg hørt det synge fra dens Bund —
men i samme Øjeblik lo det
— lo bittert og haanligt og vildt og længe!
Violinen slog Gamle-Fruens Hjærte itu —
og jeg selv har forblødt mig over dens Strænge.
Gerd (kommer springende tilbage — varm og rød — hun holder Violinen tæt ind til Brystet, skyder den sagte ind over Vindueskarmen — Ivrig.)
Her er den Tuk! — Her er den!
Tuk (stirrer paa hende. Sagte.)
Dér staar hun foran mig, saa ung og saa fin,
Haugeslægtens levende, unge Violin —!
Varligt stryger hun Buen ind
mod sin bløde Kind — — —
(Pludselig.)
Den gamle Cremoneser skal spille igen!
Kunsten skal ikke dø ud i Slægten —
Men aldrig skal den være til Forbandelse mer,
Lys skal den kaste omkring sig, ikke Skygge —!
Haugerne blir maaske mindre store
og mindre ensomme herefter —
men jeg ved, de blir rigere paa Lykke.
(Vender sig brat og gaar længere ind i Stuen.)
Gerd (folder uvilkaarlig Hænderne.)
Aa tænk, hvilken Fest! — Og tænk, hvilken Klang —
den Dag, der blir Samlivsjubel
i de store Ensommes Sang —!
Paolo (som hele Tiden har fulgt Tuk med Øjnene.)
Maestro!
Tuk.
Ja Paolo.
Paolo.
Jeg følger med dig,
selv om jeg aldrig skal gense Verona,
Napoli, Roma, Firenze, Mentona,
Sienna, Milano og Descensano
— o Descensano!
Tuk (standser ved Siden af ham.)
Maaske vi søger en Gang igen
til det dejlige Land med de evige Minder.
Det er lettere, tror jeg, at være blind,
hvor Solen bestandig skinner — — —
Ruth (hviskende.)
Gaa Fin! — Jeg bliver saa dødstræt, nu.
I kan sætte Jer nær ved det aabne Vindu,
Gerd og Du.
Naar det er forbi, kan I komme —
Fin (kysser hendes Haand.)
Aa, Ruth!
Ruth.
Men husk — — ikke før!
Jeg vil være ene med Tuk, naar jeg dør.
Fin (fjærner sig sagte.)
Ingen skal forstyrre Jer — ingen — ingen!
(Vinker ad Paolo.)
Paolo (rører sig ikke.)
Ruth.
Underlige Dreng!
Hvorfor ligger Du altid dér ved min Seng
og ler med sorte, ildgnistrende Blikke?
Paolo.
Signora! Jeg beundrer dig!
Ruth.
Du kender mig ikke.
Paolo.
Du har elsket — derfor dør Du — det ser jeg!
Saadan som Du elsker, saadan elsker vi alle
i la belle Italia — —
derfor græder jeg ikke — — derfor ler jeg!
Ruth.
Paolo!
Paolo (springer op.)
Signora!
Ruth.
Naar jeg er død —
og naar han er blind — om et Aar eller mere,
vil Du saa sidde med hans Haand i dit Skød
i ensomme Timer, naar Fortvivlelser true,
og tale om mig —
Paolo.
Det vil jeg, Frue!
Ruth (smiler svagt.)
Frue blev jeg aldrig.
Paolo (bestemt.)
Signora er Frue —
den eneste, Signoren vil kalde for sin!
(Kysser hendes Haand — løber ud.)
Ruth (da de er ene.)
Tuk! — Hvad er det, Du har i Haanden?
Tuk (vender sig om — han er meget bleg.)
Farmor Hauges Violin!
Den gamle Cremoneser i en Frispillers Lignelse —
Slægtens Forbandelse og Slægtens Velsignelse!
(Farer sammen, da hans Haand rører ved Strængene — men lader saa pludselig Buen gaa henover dem.)
Hør! Hvor den spiller —!
ikke en Storheds og Vældes Symphoni —
nej, den kalder saa mildt, og den lokker saa blødt
med de Sange, dit Hjærte har levet i —
(Spiller.)
»Ich kann ess nicht fassen, nicht glauben —
es hat ein Traum mich berührt, —
wie hat er doch unter allen
mich Arme erhöht und beglückt!«
Ruth (har løftet Hovedet fra Puden — hendes Kinder gløder, og hendes Øjne brænder.)
Tuk (spiller videre.)
»Mir war’, er habe gesprochen:
Ich bin auf ewig dein!
Mir war’, ich träume noch immer —
es kan ja nimmer so sein —!«
Ruth (vildt.)
Tuk! Lad være!
Spil mig ikke ind i det fattige Liv,
som jeg ikke kan bære!
Tuk (standser et Øjeblik raadvild — store Sveddraaber staar paa hans Pande — saa spiller han ganske sagte:)
»Die Linden Lüfte
sind erwacht —
sie säuseln und wehen
Tag und Nacht — —«
Ruth (angst.)
Tuk! At Du tør!
Tuk.
Jeg vil — Jeg tør det!
Ruth (stærkt.)
Hvor blir saa Offeret, om Du gør det?
Tuk (tumler tilbage.)
Offeret, siger Du! — Rigtig — jeg glemte
Arven fra Gamle-Fruen — —!
Jeg fik Violinen, men Gerd fik Buen —
(Bliver pludselig stille — sænker Violinen.)
Jeg satte som Dreng den sammen
varligt — Stykke for Stykke —
Men den kunde lige saa lidt blive hel
som en Sjæls forskertsede Lykke.
(Bøjer sig ned over Ruth — lægger Violinen ind til hendes Bryst.)
Tag Cremoneseren, Ruth! — den er din.
Den Sjæl, som blev Slægtens Offer,
bør eje dens Violin.
Ruth (stirrer paa ham.)
Det bliver en Gaade alle Dage,
om Offeret mest var dig eller mig — —
Tuk.
Tag Violinen!
Ruth.
Jeg tør ikke — nej!
Hvor tavs den end laa ved mit kolde Bryst,
en Dag saa vilde den synge
med slig en levende Røst,
at jeg, som visned og døde,
vilde føle mit stivnede Livsblod gløde,
og rinde mig hedt fra Isse til Hæl —
synge, saa Senerne spændtes,
og Hjærtet slog højt bag Kistefjæl!
En Nat saa vilde den spille
med slig en vaandefuld Klang,
at alle Kisterne rundt om sprang,
og alle de blege Skygger,
som Kirkegaardsmurene skytte,
gled frem af Gravene for at lytte —!
(Lader sin skælvende Haand glide hen over Strængene.)
Ja, for den ejer en vidunderlig Magt —
det siger jeg dig —
til at synge for Liv — til at raade for Liv!
Tuk (griber efter den.)
Maa jeg spille den!
Ruth (stærkt.)
Nej!
Tuk (fortvivlet.)
Nu er det dig, som kræver af mig
næsten det umulige — Springet i Kisten
sammen med dig!
Ruth.
Du krævede først — Hvad gjorde da jeg?
Tuk (sagte.)
Du fulgte.
Ruth (lukker Øjnene. Hun ligger en Stund stille med hans Pande knuget ind mod sit Bryst — løfter saa pludselig Hovedet.)
Spil nu, Tuk! — men sagte —
den gamle, herlige Pilgrimssang — —
den, som alle Ensomme synger, naar de fare — —
Tuk (lyttende.)
Sang ikke Mor den for Max en Gang — —?
Ruth.
Kun halvt har jeg levet paa den dejlige Jord —
ondt har jeg lidt, og saart er mit Minde,
men aldrig saa saart, at jeg ikke kan finde:
Dejlig er Jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang —
Tuk (tager Violinen, men lader den atter synke.)
Jeg kan ikke, Ruth!
Ruth (uden at slippe ham med sit Blik.)
Tuk! — Spil med Øjet mod den gryende Dag —
og Ryggen mod det svindende Livslys bag!
Tuk (spiller sagte — og ligesom modstræbende.)
»Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel,
skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!
Gennem de fagre
Riger paa Jorden
gaa vi til Paradis med Sang —!«
Ruth (feberhed.)
Tuk! — Tuk! Jeg er angst for at dø!
Det voxer —! Det stiger — det stiger —
det store Mørke — den dybe Sø — —!
Tuk (paa Knæ.)
Hvor Du end farer paa Dødens Bølger —
bed, at det kun maa vare kort,
til jeg følger!
Ruth.
Giv mig din Haand, som aldrig vil slippe!
Se Tuk! — Se, langt derude
lyser en skinnende Klippe!
Dér skulde Mennesker bygge —
Derude lever den store Kunst
og den store Lykke!
Tuk (ryster paa Hovedet.)
Den store Kunst og den store Lykke,
det ligger altsammen bagved Tiderne
og bagved Slægternes talløse Vrimmel —
langt bagved dette:
Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel — —
Ruth (stirrer paa ham.)
Var vi ikke raske og unge!
Var vi ikke sunde og glade!
Ak, hvorfor trædes vi da itu
som visne Blade? —
Tuk!
Tuk (hulkende.)
Min Egen! Min Egen!
Ruth (pludselig stærkt.)
Tuk! Vis mig Vejen!
Spil mig frem til den stærkeste — frem til den største!
Tuk (rejser sig — spiller langsomt.)
»Tider skal komme,
Tider skal henrulle,
Slægt skal følge Slægters Gang
— aldrig forstummer
Tonen fra Himlen
i Sjælens glade Pilgrimssang —!
Englene sang den
først for Markens Hyrder,
skøndt fra Sjæl til Sjæl det lød —:
Fred over Jorden!
Menneske fryd dig!
Os er en evig Frelser fød —!«
Ruth (ligger ubevægelig — Dødens Bleghed gaar over hendes Ansigt.)
Tuk (slænger Violinen fra sig paa Gulvet og kaster sig over hende.)
Ruth (hviskende.)
Hys — — vær stille!
Jeg kommer — Du behøver ikke at kalde.
Jeg er bange — det ved Du jo godt — jeg er lille —
Kisten er trang — og her er saa stille —
og saa er jeg angst for, at Laaget skal falde!
Men jeg kommer alligevel, det ved Du jo godt —
for jeg gav dig mig selv —
jeg gav dig mit Legem, som jeg gav dig min Sjæl!
Hør! — Hør, hvor det sukker
fra alle Kisterne rundt omkring — —!
Tuk — giv mig et Kys, før du lukker — — —
Tuk (stønnende.)
Du griber altfor haardt, Du stærke Gud!
Jeg føler det, som alle Strænge springer,
som Hjærtet bløder under dine Greb
og Blodet sprøjter for din Skaberfinger!
Fin (udenfor.)
Gerd! Hvad var det —?
Det lød, som alle Døre sprang op,
og ligesom nogen gik gennem Stuen —!
Gerd (brister i Graad.)
Tys, Fin! — Det var Gamle-Fruen —!