Og det var unge Fru Svalelil,
den fineste liden Frue,
hun havde sin Rede derudenfor,
hvor Jenten havde sin Stue.
Aabent stod Vinduet Nat og Dag,
og intet var der, som stængte —
det var hin unge Fru Svalelil,
hun hørte, hvad Jenten tænkte.
Hun gemte hver en Tanke i Dug —
naar siden Dugdraaber trilled,
da var det, som tusende Tanker smaa
i Glans over Græsset spilled!
Det var hin unge Fru Svalelil,
selv tier hun ganske stille —
en efter en i den tavse Nat,
saa lader hun Draaberne trille — — —!
Og jeg var mig saa lidet et Barn,
dér Lykken sang paa min Vej,
og det var Døden, han kom og tog
de to, som elskede mig!
Og jeg var mig saa ungt et Blod,
der dansed saa let paa Taa, —
Og det var Døden, han kom og tog
den sidste, jeg stolede paa!
Da vendte jeg mig til den kolde Gæst
og trued ham, dér han stod:
Den, som ler sidst, ler altid bedst!
Jeg sætter mod dig mit Mod!
Og tager Du dem, jeg elskede mest,
saa elsker jeg ingen fler!
Jeg under dig ikke en eneste til —
Død! nu er det mig, som ler!
Hver Gang han stirrer paa mig
med dette Blik,
der er som Ild,
med disse dragende Øjne,
som aldrig mig slippe vil,
synes mine mig fulde af Løgne!
Selv har jeg hørt ham sige:
Den Raaben højt
ved Nat og Dag
paa Sandhed elsker jeg ikke,
jeg elsker det skønne Bedrag! —
Og jeg lader Bedraget ligge!
Hver Gang han taler til mig
om al den Fryd,
han kalder for sin,
er det, som maatte jeg raabe:
Den Lykke er ikke din!
Men jeg gyser for Giftens Draabe!
Hvem nænner at lade den rinde
ind i et Bryst,
saa sygt som hans,
hvor hvert et Aandedræt melder
om Livets Tornedans?
Jeg ikke — saa tier jeg heller.
Det rinder med Dug over Græsset,
rinder over Vildrosens rødmende Blad — —
alle mine Tanker rinder ud i den ene:
Gid jeg var glad!
Det bløder, bløder under Vildrosens Blade;
Duggen fanger tusende Farver i Skyggen —
alle mine Tanker forbløder i et eneste
Skrig efter Lykken!
Før syntes jeg aldrig, at han var styg —
han var smuk, naar jeg hørte ham spille;
men den Gang han retted sin syge Ryg,
saa jeg, at det klædte ham ilde.
Før syntes jeg kun, at hans Øje var lyst
og straalende skønt som hans Lykke,
men den Gang han knuged mig ind til sit Bryst,
saa jeg, at hans Arme var stygge.
Før syntes jeg kun, at hans Sjæl var Musik
og sang min egen imøde;
men da jeg et Kys af hans Læber fik,
da var det, som Tonerne døde —!
Han sagde saa tit, at mit Øje var klart
som Sol over Bjærgenes Tinde —
Aa, kære Gud Fader i Himmerig,
gør atter mine Øjne blinde!