Livet er ikke for de knækkede —
dem, som ikke har Bærekraft —
al den Glæde, din Sjæl har haft,
er død, naar dine Vinger er stækkede!
(Et Hotelværelse i Prag. Max Hauge staar ved Vinduet og ser ned paa Gaden, hvor nogle Gadedrenge holder Brydekamp. Han er en bleg, forvoxet femtenaars Dreng — lille af Væxt — med et ualmindelig smukt, fintformet Hoved, som sidder dybt nede mellem Skuldrene. To røde Pletter paa hans Kinder viser, hvor ivrig han tager Del i Kampen.)
RAAB (af Drengestemmer nedefra.)
Rejs dig, Slyngel! Jeg har vundet.
MAX (aabner Vinduet og bøjer sig udover Karmen.)
Tabte Du? — Var Du for lille?
Prøv igen, Du! Nar din Fjende!
Hvorfor skal den stærke vinde?
(En skingrende Drengelatter svarer. Et Par piber i Fingrene.)
MAX (lukker hurtigt Vinduet og gemmer sig sky bag Gardinet.)
FRU HAUGE (kommer ind fra Sideværelset. Hun er høj og stærkbygget, rank af Skikkelse, med svært, rødbrunt Haar og levende mørke Øjne.)
Hvad er det for Støj paa Gaden?
Skrig og Raab og kaade Ord!
MAX (vender sig og ser paa hende — bleg.)
Drengene dernede synes,
at jeg er saa morsom, Mo’r —!
FRU HAUGE (undviger Blikket.)
Naa — fordi Du er en Fremmed —
MAX.
Ja — fordi jeg er en Fremmed.
FRU HAUGE.
Hvorfor staar Du ogsaa altid
her ved Vinduet og stirrer?
MAX.
Jo, for her er Nord. Der henne
i den Retning ligger Hjemmet.
FRU HAUGE.
Og er jeg da ikke Hjemmet?
MAX.
Jo — Du er det ene halve —
Aa, men Landet,
Fa’r og Jack, de er det andet —
FRU HAUGE.
Max! Du bad selv om at rejse.
Altid talte Du om Wien;
det var der, Du skulde mestre
helt og fuldt din Violin —!
Og nu! da vi er paa Vejen,
sygner Du i fremmed Jord!
MAX.
Aa, jeg skulde ikke længes,
hvis jeg vidste — — — — Svar mig, Mo’r!
sig mig ærligt, om Du tror,
at vi kommer hjem ad Aare?
FRU HAUGE.
Hvis han kalder — ellers ikke.
MAX (brister i Graad.)
Aa, jeg har nok tænkt det, Mo’r!
FRU HAUGE.
Barn! Vær stille!
MAX (kaster sig ned paa Gulvet — knytter Hænderne.)
Hvor jeg vilde ønske — ønske —
jeg var død som ganske lille!
FRU HAUGE.
Blot fordi her er dig fremmed!
MAX.
Ikke derfor, men fordi at — (springer op)
Tror Du ikke, jeg har følt det,
aa, saa Hjærtet maatte bløde
ved det —
FRU HAUGE.
Følt det! Hvilket?
MAX.
Det at
Fa’r har ønsket, at jeg døde.
FRU HAUGE.
Dreng! Hvor véd Du —
MAX.
Aa, jeg véd det!
Fa’r og Jack, de kunde lege
mange Timer hen itræk,
men begyndte jeg at spille,
saa var Lystigheden væk:
Fa’r blev heftig og urolig —
der kom Vrede i hans Blik —
for han hader min Musik!
Sig mig, Mo’r, hvad har den gjort ham?
FRU HAUGE.
Spillet vore Sjæle sammen,
din med min, før Du saa’ Lyset —
ganske som i Regnbu’rammen,
Farverne tilsammen brændes. —
Derfor sker det, at det hændes,
naar Du spiller,
og dit Øje søger mit,
at Du hører nye Toner —
MAX.
Mo’r! Ja, jeg har hørt dem tit.
FRU HAUGE.
Max! Er det dog ikke dejligt,
det at føle sig som Konger
sammen i et Toneværk!
MAX (slynger Armene om hendes Hals — lukker Øjnene.)
Mo’r! Du er saa voldsom stærk — —!
FRU HAUGE.
Er Du bange for Musikens
Undermagt?
Kan Du ikke juble ved det,
at den er dig underlagt?
MAX.
Naar jeg spiller, jo, — men siden —
som igaar, Mo’r, paa Concerten,
da de klapped hele Tiden, —
aa, jeg syntes, at det Bifald
gjaldt en anden, ikke mig!
Mo’r kan Du forklare dig —
for jeg kan det ikke selv —:
Tonen bruste som en Elv,
men jeg syntes, det var dig,
som holdt Buen, — ikke mig,
dig, som spillede —
FRU HAUGE (uvilkaarlig.)
Nej, Nej!
MAX.
Mo’r! Hvad tror Du, at det var?
FRU HAUGE.
Hvad det var —? kun mine Tanker,
som er flettede i dine,
Tankerne, som blev til Toner,
bløde, lokkende og fine —
MAX.
Ja, da jeg kom ind til dig,
da Du tog mig fast i Favnen,
græd og lo og kyssed mig, —
følte jeg det —. Kan Du huske,
hvad Du sagde til mig, Mo’r?
»Aldrig gaar for tunge Veje,
aldrig gaar for røde Spor
til det Maal, som Du kan vinde?
FRU HAUGE.
Aldrig, nej! om Hjærtet blødte,
fordi Torne i det stak!
MAX (efter et Ophold. Sagte.)
Tror Du ikke, at han længes?
FRU HAUGE.
Hvem, Barn?
MAX.
Fa’r.
FRU HAUGE.
Han har jo Jack.
MAX.
Mo’r — hvorfor er Du rejst fra ham?
Sig det!
FRU HAUGE.
Jeg?
Jeg er rejst, fordi man gav mig
Valget mellem ham og dig.
MAX.
Mo’r — det var som Valg imellem
Hytten og et Kongerige!
FRU HAUGE.
Og desuden — han har Jack,
saa vi to har vel delt lige.
MAX.
Jack er noget — hvad er jeg?
FRU HAUGE.
Alt for mig! (Tager hans Hoved mellem sine Hænder.) Max! Du elsker jo Musiken,
og den gjør dig glad som mig?
MAX.
Ja — men Drengene dernede
er dog gladere end jeg.
De kan slaas, og de kan lege —
hvad kan jeg?
FRU HAUGE.
Du kan spille, det er mere, —
Violin!
Slægtens, Farfars, din og min!
Sæt dig her ved Siden af mig
med din Kind lagt ind til min,
saa skal jeg fortælle noget
om den gamle Violin — —! (standser)
Hvad er det, Du leger med?
MAX.
Kun Sordinen.
FRU HAUGE.
Max! Se paa mig! — Du skal høre
Slægtens Sagn om Violinen.
MAX (kryber op i Sofaen ved Siden af hende, lægger Hovedet til hendes Skulder og ser hende spændt ind i Øjnene.)
FRU HAUGE (taler langsomt og dæmpet.)
Der gaar det Sagn om den, som først
fik Cremoneseren givet,
min Farfa’rs Fa’r, at han solgte sin Sjæl
for et Frispillerlod i Livet.
Han var en Folkesanger, som gik
og sang paa Venezias Gader
og spillede i en maaneklar Nat
fra Gondolen Serenader.
Han rode en Nat for en fremmed Mand
med en graasort Kappe om Ryggen
og Øjne, der skinnede hede som Ild
frem under Hatteskyggen.
Den fremmede bad ham synge en Sang
om Stadens hellige Frue;
men neppe hørte han Strengenes Klang,
førend han op fra Baaden sprang
og snappede selv hans Bue:
»Guds Død! Du kan blive en mægtig Mand
og vinde, hvad helst Du nævner!
Viden om i det ganske Land
kan Du tænde de koldeste Hjærter i Brand,
kender Du først dine Evner.
Alt kan Du spille i Hob for din Fod:
Hjærter og Guld og Ære,
de blege Aarer, det unge Blod!
Magten har Du, ifald Du har Mod,
en Frispiller kunde Du være, — —
en, som naar Haand over Strengene gik,
da sang af sig selv din Bue,
og Strengene tonede under dit Blik,
fordi din Sjæl kun tænkte Musik
om Djævelen selv og vor Frue!
Usikkert griber Du endnu fat
og mestrer ej helt din Bue;
men hør, hvad jeg siger dig: Stjæl dig en Nat
i Markuskirken ind med din Skat
bag Alteret for vor Frue.
Nærm dig saa Højaltrets Fod og tag frem
Hostien fra dets Gemme —
hold den forsigtig i Haanden — fornem,
at Du har den og tag den først atter frem,
naar Du er sikkert hjemme.
Hæng Violinen paa Væg i Hast
en Skudlængde bort — ikke længer, —
fæst Hostien ved dens Haandtag fast,
løs en Pistol fra din Bæltekvast
og skyd paa den Mand, dér hænger.
Rammer Du ham i hans Hjærtebund,
da er Du Frispiller fra den Stund,
Frispiller hele Livet —!
Alle de Toner, paa Jord er til,
maa lyde dig, naar Du spiller;
frit kan Du binde dem, naar Du vil,
frit kan Du drage dem frem af dit Spil
ligesom strømmende Kilder!« — (hviskende :)
Men fra han hørte den Fremmedes Røst,
gik Feberen ham i Blodet,
han joges afsted med saaret Bryst
han droges mod Haab, han længtes mod Trøst,
og langsomt voksede Modet.
En tidlig Morgen stod han og holdt
i Haanden Hostien hvide, —
nedover Ryggen løb det ham koldt,
da han spændte Pistolen, — som havde han voldt
den døende Mand dér Kvide.
Han stirrede mod den blege Mund,
saa Øjnene sved sig vaade,
skød til og ramte hans Hjærtebund,
men greb om sit Hoved i samme Stund
og faldt med et Skrig om Naade!
Han syntes, han saa, hvor det røde Blod
randt draabevis ned og rakte
svidende ind til hans Hjærterod,
glidende nedad Korsets Fod,
hvor Jorden begærlig drak det. — —
Græder Du, Barn? Din Kind er saa hed.
MAX.
Hvis det Skud gaar ned
med Forbandelse, Mo’r, gennem Slægten?
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
Fortæl mig alt, hvad Du ved.
FRU HAUGE.
Han greb Violinen og spillede bort
sin egen Rædsel og Gruen —
Det klang saa skærende vildt og haardt
og svandt i en klagende mørk Akord —
nu endelig mestred han Buen!
Han spilled sig ud af sit fattige Hus
og ind i Kongernes Gaarde —
Frispiller var han! Det kom som en Rus!
Han fangede ind i sit Tonebrus
de Tusenders Smil og Taarer! —
Men tit, naar han spillede, skinned det rødt
som af rindende Blod for hans Øjne!
da lo han — først skærende haardt og saa blødt —
og kaldte sig for en stakkels forstødt,
en Sjæl, hvis Vinger var nøgne!
Tilsidst fik Vanviddet Magt i hans Sjæl,
og han sank sammen ved Vægten.
Men det, hvorfor han solgte sin Sjæl,
Violinen tramped han paa med sin Hæl,
og saaledes arved vor Slægt den.
Min Farfar gjorde den selv istand,
han spilled den ikke meget!
Han elsked et fremmed Folk og Land;
men klang Violinen, kom Øjet i Brand,
da var han en Søn af sit eget! —
Min Far gik tidlig bort, som Du ved;
men de, der har hørt ham spille,
kan tale om Kunstens Herlighed,
som den falder over et Menneske ned
i en evig vældende Kilde! — —
Saa kom jeg selv — og omkring min Fod
sang Toner, fra jeg var lille.
Fa’r sagde tit, naar jeg lyttende stod:
»Det Barn har mere Musik i sit Blod,
end Slægten evner at spille —!«
MAX.
Aa ja, netop det! netop dét er det, Mo’r!
FRU HAUGE.
Du ryster jo, Dreng, og bæver —
Hvad er det, Du tænker paa?
MAX.
Aa, Mo’r!
Det er saa meget, Du kræver!
Mer end jeg magter at give, Mo’r!
Og saa er der det, at jeg føler og tror,
Du kunde gjøre det bedre.
Mo’r — hvorfor spiller Du ikke nu?
Ingen kunde spille Violinen som Du!
FRU HAUGE.
Spørg mig ikke om det.
Det forstaar Du ikke nu.
MAX.
Var det Fa’r, som ikke kunde lide, at Du spillede?
FRU HAUGE (nikker stille.)
Han kunde ikke dele mig med nogen eller noget,
saa maatte jeg slippe —
MAX.
Men hvor kunde Du, Mo’r!
FRU HAUGE.
Jeg kunde heller ikke — Jeg trode, at jeg kunde,
men alt saadan noget, er kun noget, som man tror.
MAX (hviskende.)
Stakkels lille Mo’r!
FRU HAUGE (uden at høre ham — hen for sig!)
Min Kunst var gaat som Tjener i min Kærligheds Spor,
havde den faaet Frihed; men nu stængede han for den,
og saa blev den Konge over alle mine Drømme,
enevældig Hersker i mit Kejserdømme!
MAX.
Mo’r! Du kunde spille Violinen endnu,
saa alle maatte lytte!
FRU HAUGE (som før:)
— Men jeg naar jo alligevel Maalet gennem dig —
for Max!
MAX.
Ja, Mo’r!
FRU HAUGE.
Du vil elske Violinen som jeg?
MAX.
Ja altid — det tror jeg da — men før da jeg stod
og saa gennem Ruden paa Drengene dernede,
til det sused mig for Ørerne og sang i mit Blod,
aa, jeg kunde gladelig byttet Violinen
for en eneste lystig Leg mellem sunde! — —
Mo’r — er Du vred, fordi jeg siger det?
FRU HAUGE.
Nej.
Jeg ved, Du taler anderledes, naar Du bliver stor.
MAX.
Livet er saa tungt — for en Krøbling, Mo’r!
FRU HAUGE.
Max! Det har Du aldrig sagt førend nu.
MAX.
Nej, for din Kærlighed har baaret mig, Du!
over det, som tyngede, og alt det, som stængte.
Jeg syntes, det var bare til dig, at jeg trængte —
Men Dagen før vi rejste, var der noget, jeg saa
som jeg aldrig siden glemmer:
Jeg stod og stirred ud mellem Havelaagens Tremmer.
Storkene holdt Øvelser til Rejsen imod Syd —
Endnu jeg kan høre den susende Lyd
af Vingerne i Luften!
Først brusede de stærke, saa dalede de ned
og blev korte i Slaget —
saa steg de igen over Kirketaget!
Da saa jeg en Unge, som flagrede op
med skærende Lyde, naar de susede forbi.
Den var større end de andre,
næsten smukkere end de,
hvid og vingebred —
men hver Gang den prøvede at flagre et Stykke,
kom en af de gamle og huggede den ned.
Aldrig skal jeg glemme det Blik, den sendte bort
efter de andre, jo højere de sejlede!
Jeg tænkte, at nogen havde saaret den haardt
og gik langsomt hen for at se, hvad den fejlede.
Intet var at se paa dens fjedrede Krop,
Benene var slanke og kraftig var Foden,
men — da jeg varsomt løftede den op
saa jeg, at dens Svingfjer var knækkede ved Roden!
Mo’r! jeg kan ikke forklare dig hvorfor,
men jeg kunde have skreget af Sorg, da jeg saa det!
Dens Øjne blev i Dødsangsten hvasse som Knive;
men aldrig — selv om jeg ogsaa havde kunnet —
vilde jeg forsøgt paa at holde den i Live!
Rolig saa jeg til, mens de hugged den ihjel
med Næbbene røde!
Jeg saa det varme Blod mellem Fjerene rinde
og som en Purpurbræmme over Vingerne skinne,
jeg følte, hvor dens Hjærte maatte langsomt forbløde,
og jeg syntes, at det var i mit eget, de rev
med en blodig Kniv!
Men siden, da den laa dér saa stille og stiv,
og de, som ubarmhjærtig havde fuldbyrdet Dommen,
strøg den over Næbbet og puslede dens Fjer,
varsomt og blødt, som kun Kærlighed kan gøre det,
da tænkte de saa højt, at jeg tror, jeg kunde høre det —:
»Livet er ikke for de knækkede, —
dem, som ikke har Bærekraft —
Al den Glæde, din Sjæl har haft,
er død, naar dine Vinger er stækkede!
Livet er ikke for de knækkede. —
Vi hugger dig hellere selv ihjel,
end at andre skal gøre det — saa er Du fri.« — —
Mo’r! Ved Du hvad jeg tænkte?
Jeg tænkte, at Storkene er klogere end vi,
FRU HAUGE.
Mener Du det, Max? Har Du Hjærte til at mene det?
MAX.
Ikke naar jeg ser paa din Mund og dine Øjne
og naar dine Læber er saa hvide som nu — —
Dine Øjne! aa, de er saa underlige, Du!
Snart er de staalgraa,
og snart er de jernblaa —
de kan varme og lyse
og faa mig til at fryse;
men altid, naar jeg ser dem, hører jeg Musik — —
FRU HAUGE.
Det er den Vuggegave, Du fik:
Maalet er dit, saa snart Du forstaar det.
MAX.
Tror Du nu ogsaa saa vist, at jeg naar det?
FRU HAUGE.
Tror ikke — véd det — saa sikkert Max,
som at Solen skinner i denne Stund
paa Nepomuks Bro over Husenes Toppe! —
Saa vist som, den kaster sit straalende Skær
over Kongeborgen deroppe,
med Spiret af Sollyset overstrømmet,
saa vist er Du Eventyrets dejlige Prins,
som skal vinde Prinsessen og Kejserdømmet!
Tror Du mig ikke?
MAX.
Jo jo — jeg tror dig!
FRU HAUGE.
Han, som har lovet det, ser Du, Han bor
over alle Konger og Kejserslotte,
og Han sviger aldrig sit givne Ord!
MAX.
Men hvis man gik vild af hans Veje, Mo’r?
FRU HAUGE (ser ham fast ind i Øjnene.)
Der er to Slags Mennesker: Dem, som tvivler,
og dem, som tror.
For de første gaar alt, hvad der hændes paa Jord,
i det blinde Tilfældes blinde Spor;
for de sidste er intet Underværk
og ingen Undergærning for stærk —
Der er ikke de Bjærge, de ikke kan flytte
saa let, som var det et Legeværk!
MAX (lukker Øjnene.)
Mo’r, Du er saa stærk — saa forfærdelig stærk!
FRU HAUGE (rejser sig og gaar med ham hen til Vinduet.)
Se, Max! Nu gaar Solen ned bag Hradschin
og farver alle Ruder i Slotsmuren røde —
langsomt tændes Lysene paa Nepomuks Bro.
(efter et Ophold) Nu er vist Stærene derhjemme gaat til Ro —
MAX.
Og nu sidder Jack og læser sine Lektier
inde hos Fa’r — i hans Lænestol —
FRU HAUGE.
— Bob
ligger ved hans Fødder, og i Hyldetræets Top
sidder Nattergalen —
MAX.
Naar den klukker dernede,
rejser Fa’r sig straks og lukker Vinduet op —
FRU HAUGE.
Og saa fløjter han sagte og faar den til at svare.
Aa, han kan fløjte, saa man virkelig tror,
der er Nattergal i Stuen —
MAX.
Du har Taarer i Øjnene!
Du længes alligevel — Rejs hjem til ham, Mo’r!
FRU HAUGE.
Aldrig!
Jeg har bundet min Sjæl fast til din.
— Max! nu skal Du spille — her er din Violin —
saa sidder jeg og lytter —.
MAX.
Det er underligt, Mo’r:
Du ligner ellers Ørnen, som værger sine Unger,
men pludselig — som nu, da Du lyttende staar —
ligner Du den yngste lille Jomfru af Aar! —
Der er noget ved dig, Mo’r, som jeg ikke forstaar,
men som jeg bare elsker, naar det stryger mig forbi,
i dit Blik og i din Stemme —
noget, jeg fornemmer som dit Livs Poesi —.
Sig mig — Nej, vær stille!
Svar mig ikke, Mo’r! Nu vil jeg spille!
Og Skoven susede og sang, som den var det store Hav —
men den var ikke Havet — — —!
(Tyve Aar senere. Kunstnerværelset bag den store Concertsal i Wien. Fru Hauge — rank og spænstig som før, men stærkt graasprængt — gaar i stor Spænding frem og tilbage paa Gulvet. Inde fra Salen høres Tonerne af en Violin.)
FRU HAUGE (standser og lytter.)
Violin!
Du evig dirrende, syngende Sjæl,
stemt sammen med min!
Du Verden af sagtelig rindende Taarer
og straalende Smil!
af Tanker, som trænges,
af Hjærter, som længes,
af Minder, som saarer — —!
Først et Greb —
et, der vækker Hjærtets Længsel,
urofyldt som ædel Vin —
Violin!
Derpaa blødt
Følelsernes sostenuto,
saa mimoseagtig fin —
Violin!
Siden hen
Drømmens vuggende Sonate,
luftig som et Brudelin —
Violin!
Saa igjen
i et jagende crescendo
Elskovs hede, røde Vin —
Violin! —
Efterpaa
Livets rolige Andante,
lys, harmonisk, blød og fin—
Violin!
Derpaa brat
Dødens store marche funebre, —
den, hver kende skal som sin —
Violin!
Og tilsidst
et Postludium af Bølger:
Evighedens Gyldenrhin!
Violin — —!
(Døren ind til Concertsalen aabnes — man hører en bragende Bifaldsstorm derindefra. Max kommer ind med Violinen i Haanden. Store Sveddraaber staa paa hans Pande.)
FRU HAUGE (imod ham med aabne Arme.)
Max! Aa hør dog, hvor de jubler!
MAX (ser sky op.)
Det er Løgne:
De vil le, men tør det ikke.
Aa, den Ildregn, Mo’r, af Blikke!
Og den Pileregn af Øjne!
FRU HAUGE (lader Armene synke.)
Jeg forstaar dig ikke mere:
Netop nu, i denne Vaar,
da fra Sejr til Sejr Du gaar,
er Du sygere i Sindet,
end igennem mange Aar!
MAX.
Ja, — fordi — jeg tror dem ikke.
Aa, jeg kender disse Blikke,
som begejstringshede brænder,
falske, naar jeg Ryggen vender!
Jeg har set dem, endnu vaade,
smile lystigt, uden Naade,
le ad mig — ad mig, forstaar Du!
mine altfor lange Arme,
mine altfor lange Ben
og min Ryg! Aa, ikke én
er der blandt dem — mindst af Kvinder —
som ej latterlig mig finder.
Men det værste er: — saa tit
jeg mig selv i Spejl betragter,
saa foragter, ja foragter
jeg mig selv, fordi jeg gør det!
Jeg, som naar min Ryg var rank,
aldrig med en Tanke vilde
spørge om, hvis jeg var lille
eller styg som bare Fanden!
FRU HAUGE.
Du kan aldrig blive styg!
MAX.
Ved Du, hvad jeg tænker paa,
naar de tror,
at jeg hele Verden glemmer
i mit eget Tonebrus —
naar jeg staar som i en Rus,
neppe vaagen —:
Latteren i Øjekrogen!
FRU HAUGE.
Max!
MAX.
Naar Bifaldsstormen kommer,
vokser som en vældig Elv,
naar de tror, jeg jubler selv,
føler mig saa rig i Lykken,
Mo’r — saa tænker jeg paa Ryggen,
paa den lange Vej til Døren,
paa det Smil, som kommer, førend
jeg har naat den — Aa, jeg kender,
naar jeg vender Ryggen til,
hvor det hurtig sagtne vil,
Braget af de tusend Hænder.
FRU HAUGE.
Max, Du har saa syge Tanker!
MAX.
Hvis de mig en Hyldest bringer,
kan jeg synes, at de gør det,
for at nyde min Forvirring,
naar de frem igen mig tvinger, — —
for at se mig Nakken dukke,
se mig staa med Smil og bukke
hilsende for mine Bødler!
FRU HAUGE.
Max — Du vil jo ikke se:
Mange saa jeg juble for dig,
ingen, ingen saa jeg le.
MAX.
Ingen! Mo’r — for et Minut
siden var der en derinde
og en Kvinde —
jeg er vis paa, det var hende,
man har talt om — hun, den ganske
unge norske Sangerinde!
Hun blev ved at stirre paa mig,
lyttende og fremad bøjet, —
snart stod Taarerne i Øjet,
stundom græd hun, — stundom lo hun, —
selv da jeg var færdig, tog hun
ikke sine Øjne fra mig,
nej, hun sad kun dér og gynged
med sin bitte, lille Fod,
lo op til mig, hvor jeg stod!
Klappe gjorde hendes Hænder,
haane gjorde hendes Mund!
Aa, jeg kunde slynget Buen
ind mod hendes hvide Tænder,
hadet hende!
IMPRESSARIOEN (i Døren melder:)
Frøken Tonny — — — Sangerinde!
TONNY (i lyst Aftentoilet med et Schawl over Skuldrene smutter hurtig forbi ham. Hun er lys og ung — frisk som et farende Vejr.)
Vær ej vred, fordi jeg kommer
til Dem — jeg, en ganske fremmed!
Men da før som i en Leg
Violinens Toner steg,
var det som et Bud fra Hjemmet.
Jeg har siddet her og stirret,
tryllebunden af Musik,
lige ind i Deres Blik,
til jeg tror, De blev forvirret —
set saa dybt, at da det endte,
og De gik,
var det som, jeg længst Dem kendte!
MAX.
Er det derfor, De har stirret, —
bare derfor —?
TONNY.
Ja hvad ellers?
Ved de allerførste Toner
var det som, jeg stod nær Havet
i mit gamle Hjem deroppe!
Og jeg hørte Elven stige,
og jeg hørte Kvæget hauke
mellem høje Fjældetoppe —
og jeg hørte Jenten jodle,
saa det klang igen fra Lien!
Men saa skifted Melodien —
Skygge faldt der over Fjældet —
Jenten græd og græd, som skulde
Hjærtet briste overvældet!
Da fór Buen over Strengen
med en Opsang som af Vaarens
Fuglekvidder!
Sol faldt over Dal og Vidder,
Sol faldt over Gaard og Fløje!
Jenten lo og lo, saa Taarer
stod i hendes klare Øje,
saa hun maatte takke Solen,
kunde ikke længer vente —
MAX.
Var det dérfor — bare derfor?
Aa, hvor glad De gør mig, Jente!
TONNY.
Glad! Jeg Dem? Nej, De mig, Herre!
MAX.
Er De vis paa, det slaar til?
Jeg er tvivlesyg desværre —:
Er De sikker paa, De ikke
maatte —
TONNY.
Hvilket?
MAX.
— smile stille,
da jeg vendte Ryggen til?
TONNY.
Deres Ryg —? Aa, nu forstaar jeg:
Jeg er fremmed,
jeg er én, De ikke kender —
Aa, men ræk mig Deres Hænder
og tro ikke, det er Løgne,
hvad jeg selv har ærligt sandet:
Der, hvor Mænd
har saa underfulde Øjne,
ser vi Kvinder ikke andet —
der er Sjælen hele Manden!
MAX.
Er det sandt? Aa, kan det glemmes —
ogsaa — ogsaa af en Kvinde?
Bliv ej vred, fordi jeg spørger!
Husk, jeg har saa mange saare
Steder inde.
De forstaar vel ikke Grunden, —
selv min Mo’r forstaar den ikke —
Aa, men véd I, som er sunde,
ogsaa, hvad det er at lide
og med syge Tanker stride?
Véd I, som har ranke Rygge,
hvad det er at vandre bøjet?
Véd I, som kan leve Livet,
hvad det er, at være nøjet,
vokse op i Sorgens Stilhed,
føle Trykket af dens Haand —
Aa, I skylder os et Fond,
ja, et Overmaal af Mildhed!
Og dog er det ej af den,
vi vor største Kraft skal hente,
men af Kærligheden, Jente!
Den, der gør en Sjæl saa stærk,
den, der er som Havets Vælde
og som Sneskred over Fjælde,
først og sidst et Underværk! — —
Aa nej, kære lille Jente!
staa ej dér og græd saa stille —
tilgiv, har jeg gjort Dem ondt!
Det var ikke det, jeg vilde.
Giv mig begge Deres Hænder!
Tak, fordi De fandt os to!
Tak, fordi De hørte paa mig!
Ja — og saa endnu kun dette:
Tak, fordi De ikke lo!
(Han gaar atter ind i Concertsalen, hvor han modtages af Bifaldsraab.)
TONNY (skjuler Ansigtet i sine Hænder. Taarer pible frem mellem hendes Fingre.)
FRU HAUGE (imod hende.)
Græder De? — Hold op! De saarer
mig, hans Mo’r, med Deres Taarer. —
Hører De! De gør mig vred.
Han behøver ikke Deres,
ikke Folks Medlidenhed.
Han er rig i sine Evner, —
rigere, end om han havde
Millioner!
Alle Tanker, alle Toner
deler han og jeg tilsammen!
Han er lykkelig igrunden —
eller — tror De ikke det?
Hvad skal dette Smil om Munden?
(heftig) De er grusom, De er slet!
(pludselig blødt) Barn — aa nej, De har jo Ret:
Vi er ikke rige længer,
det er ej til mig, han trænger,
jeg er ikke mere nok. —
Hvor er den, som kunde være
det, han talte om? Hvor er hun,
hun, som kunde Byrden bære,
holde helt hans Tungsind nede —?
Der maa mange lyse Smil
til for dette Sind at sprede.
TONNY (ser op — sagte.)
Tror De mulig — at jeg kunde?
FRU HAUGE.
De! En fremmed! (ser paa hende)
Der var Solskin, da De kom —
Aa, men Barn, De véd vist ikke,
hvad det er, De taler om?
TONNY.
Frue — jo!
FRU HAUGE.
Hvor kan De — en pur ung Kvinde —
første Gang De er herinde
føle saadan for en fremmed? —
Hvorfor skælver Deres Stemme?
TONNY.
Aa, de Øjne!
Det er ligesom, de bløder — —
det er ligesom en Smærte
bare det, at man dem møder!
FRU HAUGE.
Hør! Han spiller — — —,
(De lytter begge aandeløse)
TONNY.
Aldrig har jeg hørt det synge
saadan fra en Violin!
Det er som en Sjæl, der griber
under Hulken fast om min!
FRU HAUGE (smiler.)
Violin — —!
TONNY.
Jeg — jeg skulde have rejst
som imorgen hjem til Norge
for at møde —
FRU HAUGE.
Møde hvem?
TONNY.
Kun mine Venner —
af min Slægt er alle døde.
Men ved min Concert igaar,
hvor De ved, jeg gjorde Lykke,
kom man til mig med den Bøn
at jeg vilde concertere
sammen — her — med Deres Søn.
FRU HAUGE.
Naa —?
TONNY.
Jeg gav dem intet Løfte.
Men nu vil jeg love dem — —
(pludselig angst)
Og alligevel — aa, Frue!
hvordan skal jeg faa det frem:
Det er ligesom, jeg ønsker,
at jeg skulde rejse hjem.
Hver Gang jeg bestemmer mig,
tvivler jeg de tusend Gange;
jeg er frygtsom, jeg er bange —
Frue! Sig mig, hvad jeg skal!
FRU HAUGE.
Det er svært for mig at svare.
TONNY.
Kære! raad mig — raad mig, bare!
FRU HAUGE.
Der var Solskin, da De kom — —
Tror De, at De har det Fond,
dette Overmaal af Mildhed,
som De véd, han talte om?
TONNY.
Dette Overmaal af Mildhed
for et helt langt Sorgens Liv —!
Ja, jeg tror det.
FRU HAUGE.
Barn! saa bliv. (Slutter hende pludselig i sine Arme og skyder hende sagte ud af Døren. Gaar frem og tilbage paa Gulvet igen — standser og smiler.)
Følelsernes sostenuto,
saa mimoseagtig fin —
Violin —!
(Inde fra Concertsalen høres atter stærkt Bifald.)
MAX (kommer tilbage — kaster Violinen fra sig paa en Stol og ser sig hurtig om.)
Gik hun — Jenten?
FRU HAUGE.
Ja, hun gik —
men kun for igen at komme.
MAX (bleg.)
Mo’r! hvad har Du gjort —? Hvor tør Du?
Hvorfor tøved hun herinde?
FRU HAUGE.
Hun var ung — og hun var Kvinde.
MAX (imod hende.)
Hun maa aldrig mere komme!
aldrig, aldrig mer, forstaar Du?
Alle Rædslers haarde Domme
kommer over mig med hende!
FRU HAUGE.
Nej, men kære!
MAX.
Jeg! En Krøbling, Mo’r! — en Krøbling! —
Jeg har altid vidst, jeg var det, —
stadig saarede og sved det, —
aa, men jeg har aldrig vidst det
helt tilbunds, som nu jeg ved det!
FRU HAUGE (bortvendt.)
Max — aa, skaan mig!
MAX.
Mo’r! Du ved det selv, at kommer
Kærlighed til Mand og Kvinde,
aa, saa jubler de af Lykke,
fordi alt af Liv derinde
vaagner op til Lys og Sommer, —
fordi Solen nu først skinner,
fordi Fuglen nu først synger
deres Lykke ud i Livet!
Men jeg ræddes, Mo’r — jeg ræddes!
som en dødsdømt, naar man slæber
ham med Haansord til Skafottet,
nærmer til hans tørre Læber
Vin, som han tør aldrig drikke,
holder for hans brustne Blikke
Livets gyldne Lykkedrømme,
lægger i hans bundne Arme
Liv, som han tør aldrig favne —
FRU HAUGE.
Aa, saa ti dog!
MAX.
Haardt var Livet før — men Du!
overmenneskelig grusomt
synes det mig næsten nu.
FRU HAUGE (gaar flere Gange frem og tilbage uden at tale — standser saa foran ham, lægger Hænderne paa hans Skuldre.)
Barn, vær rolig! Kom til Stilhed.
Hun, som i sit Hjærte føler
dette Overmaal af Mildhed,
hun vil kunne føle mere:
elske —
MAX.
Ha! Ha! Ha! Mig Stakkel!
FRU HAUGE (iltert.)
Er en Mand da bare Ryg?
Er han ikke ogsaa Hoved? —
Aa, jeg siger dig det frit:
Du kan lede Verden over,
finder ikke et som dit!
Dette bløde Haar om Panden,
krusende i Nakkehulen —
og saa denne Magt i Blikket
som hos ingen, ingen anden!
Øjnene og Munden, Smilet,
der kan tindre, lyse, skinne —
MAX.
Lille Mo’r! Du taler næsten
som, Du var min Elskerinde!
FRU HAUGE.
Ja, for Barn, Du skal forstaa mig!
Du skal tro paa dette, Max!
Hun er fuld af bløde Tanker —
aa, jeg saa det lige straks —
Og til Kærlighed fra Mildhed
er kun ét Skridt hos Kvinden.
MAX (staar et Øjeblik tavs — derpaa glider et lyst Skær over hans Ansigt, og han ser op.)
Hvis der var —! Mo’r! hvis det skete —!
Aa, det var som Trolderi!
IMPRESSARIOEN (i Døren.)
Andet Ophold er forbi —
sidste Nummer!
MAX (griber Violinen.)
Sidste Nummer! Jeg har glemt det —
FRU HAUGE.
Glemt det! — Max! Hvad gør Du nu?
MAX.
Spørg Jenten,
hvad jeg gør — Hun har bestemt det! (Ud.)
FRU HAUGE (ene.)
Glemt det!
Det, som aldrig forhen hændte!
Og hvad gør han nu? — Hvad gør han? —
Han var hvid om sine Læber,
men hans Øjne! hvor de brændte!
(lytter aandeløs.) Hør, han spiller!
Ikke som han ellers plejer —:
Der er noget nyt i dette,
noget, næsten som han skabte!
(folder uvilkaarlig Hænderne)
Kommer det! Aa Gud i Himlen!
Gaar den store Kunst omsider
susende hans Sjæl forbi,
lægger Toner ind deri,
som kun han alene hører!
Spiller han sig nu helt fri —?
Hør — den kommer
glidende med Sang fra Strengen
over Slægtens Violin,
luftig som et Brudelin,
Drømmens vuggende Sonate — —!
Aa, hvis dette, Gud, er Vejen,
saa — skøndt det er ondt at miste —
giver gladelig jeg bort
af hans Kærlighed det sidste,
giver al Ting hen til hende,
som har Magt at lokke frem
det, jeg gav mig selv, mit Hjem
og min Lykke for at vinde!
Hør! det skifter — bliver Fryd,
tusendfoldig Jubellyd!
bliver lykkefyldte Sanser,
Glæde af en Fod, der danser —!
Foraarsminder —
Kys paa unge, varme Kinder!
Elskovs hede, røde Vin —
Violin —!
(Violinen tier. Dyb Taushed følger — derpaa bragende Bifald.)
MAX (kommer ind, hurtigere end sædvanlig. Han er bleg og bevæget.)
FRU HAUGE (kaster sig om hans Hals.)
Max! Aa, endelig en Gang
har Du spillet
ud, hvad jeg et Liv har villet!
MAX (ryster paa Hovedet.)
Under Bifaldsstormens Susen
var det som, jeg stod i Skoven,
hvor de høje Graner hang —
Skoven susede og sang
som den var det store, frie
stærke Hav, hvortil jeg længes —
aa, men den var ikke Havet!
FRU HAUGE.
Ikke Havet —!
MAX.
Mo’r! Saa Du paa Jentens Øjne?
De har Vaarens Solglans inde —
Jenten var der, sad derinde,
bød mig spille!
Alt det gamle var som glemt,
det var nyt, det, Jenten vilde!
Hendes Øjne blev til Toner,
hendes Læbers Fantasier —
som hun sad, blev hendes Sjæl
til et Hav af Melodier!
Jenten, Mo’r — hun er som Havet!
FRU HAUGE.
Ja, jeg følte paa dit Spil:
Hun er den, Du trænger til.
MAX.
Mo’r! gør det dig ikke ondt?
Synes jeg dig ikke troløs?
Vi, som sammen var et hele!
Kan Du taale nu at dele?
FRU HAUGE.
Intet Offer er for stort,
kan det lære dig at spille;
intet af, hvad Du har gjort,
er for svært for mig at ville —
jeg gaar tværs igennem nu.
MAX.
Hvem der havde Tro som Du!
Det er som, Du aldrig tvivler.
FRU HAUGE.
Aldrig, hvor det gælder dig!
Gud kan ikke sige nej.
MAX.
Gud —? Det er som om, Du stod
og tog Magten fra en anden —
FRU HAUGE.
Hvad jeg spilled frem i Barnet,
har jeg elsket frem i Drengen,
har jeg bedet frem i Manden.
MAX (ser paa hende.)
Ved Du ogsaa, hvad Du gør?
Er det aldrig kommen til dig,
Mo’r, om Du nu ogsaa tør?
FRU HAUGE.
Den, som ej bad ubetinget,
helt og fuldt og uden Grænse,
han har aldrig bedt en Bøn.
MAX.
Mo’r, naar Du ser ud som nu,
er det altid som, jeg ræddes,
som din Vilje var for stærk,
overmenneskelig mægtig,
næsten som et Underværk! —
Aa, men Mo’r — vær ikke vred!
Hvis Du tør det nu, saa bed!
Bed, at Solen alle Dage
maatte rinde
gylden mellem mig og hende!
Men bland aldrig Violinen
ind i Tankerne om hende:
Violinen har et Minde
med Forbandelse for Slægten —
FRU HAUGE.
Kan Du endnu lægge Vægten
paa det gamle Sagn i Slægten?
Du, som nylig ved dit Spil
spillede dig Lykken til!
MAX.
Men det Spil fik Liv ved hende!
Dybt i hendes Øjne laa det
runebundet og begravet —
Lykkelige norske Jente,
som gaar nordpaa nu — til Havet!
FRU HAUGE.
Vi gaa med.
MAX.
Hvor langt?
FRU HAUGE.
Saa længe
Jenten vil — og mer kan hænde!
MAX.
Det blir kort.
FRU HAUGE.
Nej, det blir langt —:
lige indtil Livets Ende!
Bedre at bære de andres Ve,
end kun sin egen at sanse,
bedre at træde paa Torne fast,
end frem paa Roser at danse —!
(En Bjærgskrænt i Tyrol. Ovenover Bjærgene med Sne paa Toppen — foran en stor Dal med enkelte spredte Smaahuse — nedenfor en bred, skummende Flod. Det er tidligt Foraar. Smaa Bække løber mellem Stenene. Max og Tonny kommer langsomt gaaende. Han støtter sig til hendes Arm. Hvor Græsset er blødest, standser hun og hjælper ham til Sæde. Saa strækker hun sig selv paa Grønsværet ved Siden af og folder Hænderne under sin Nakke.)
TONNY (efter et Øjebliks Tavshed.)
Aa, mærk denne Vaarluft, saa blød og let!
Den føles som Ild i hvert Pulsslag,
som Fryd i hvert Aandedræt!
MAX.
Bliv liggende, Jente!
Saadan som De ligger, er De Foraaret selv — — —
(bøjer sig frem og ser paa hende)
Du skære unge Foraar! som min Sjæl kun har drømt,
som jeg selv aldrig kendte!
Bliv liggende, Jente —!
TONNY.
Løvet spinder sit Silkevæv
imellem de høje Stammer —
Solen har kysset hver Knop i Krat,
og alt er sprunget ud paa en eneste Nat!
MAX (for sig selv.)
Du dejlige, unge, straalende Liv
med Sol over alle dine Veje!
Hvorfor skal nogle besidde dig helt,
og andre aldrig dig eje, —
andre, som maatte en Livstid vente — —
TONNY.
Hvad tænker De paa?
MAX.
Paa Foraaret, Jente!
TONNY.
Jeg elsker den kølige Susen heroppe
af lystige Bække, som rislende rinder
med Sagn fra Bjærgenes Toppe!
Vi vil blive her længe paa dette Sted.
MAX.
Ja, hele den dejlige Sommertid, Jente,
og Høsttiden med!
TONNY.
Ja, Høsttiden med! —
Men Concerterne?
MAX.
Aa, de kan vente.
TONNY.
Se, hvor de drivende Skyer gaa
over Bjærgenes Toppe!
Tænk, om man nu sad og red deroppe!
MAX.
Hvor, Jente?
TONNY.
Paa Skyerne! — Altid, naar De spillede
syntes jeg, det var som, jeg sad paa en Sky
og hørte, hvordan Tonerne efter mig trillede!
MAX.
Men bagefter?
TONNY.
Saa var det hele forbi,
og Skyen blev til Taage —
MAX.
Hvorfor tror De, at Skyen blev det?
TONNY.
Fordi,
Fortryllelsen var borte.
MAX.
Ja netop —! det var det!
TONNY.
De siger det saa underligt?
MAX.
Dér bunder det i!
Og om De vilde sidde her et helt Liv og vente,
saa nyttede det ikke:
Fortryllelsen var borte, fra Violinen endte.
TONNY.
Men Violinen synger igen hvert Øjeblik.
(Rejser sig halvt op, støttet til den ene Arm.)
Ved De, at De har Øjne ligesom Musik,
og at de ser ud, som de altid spillede?
MAX.
Saa er det, fordi,
naar jeg ser paa Dem, da gaar der Toner forbi.
TONNY.
Hvor De dog maa være uendelig rig!
MAX.
Jeg rig! De skulde kende den fattige, tomme,
knugende Forladthed, som kan over mig komme,
naar jeg skulde være med i det levende Liv,
men kan ikke komme!
Og Livet gaar mig forbi derude,
det stærke, handlekraftige Liv,
det varme, unge, pulserende Liv!
Aa, De aner det ikke, naar Fortryllelsen er omme,
at det var bitter Længsel, som gav Tonerne Klang!
For Dem er hele Livet jo en underfuld Sang —
TONNY.
Livet? Det er Glæde!
MAX.
Ja, for Dem, som kan gaa. —
Jeg husker, da jeg var her en Gang som lille:
Altid sad jeg nede ved Floden og saa
op imod de Bjærge, som jeg ikke kunde naa.
Det gaar mig nu som den Gang: Jeg har ganske den samme
skrigende Længsel efter Bjærgene deroppe,
som jeg aldrig skal naa!
Der er kun den eneste Forskel derpaa,
at hele min Længsel nu er samlet om en Kvinde,
som rider paa Skyerne og højt i sin Arm har Lykkepokalen —!
Jeg taabelige Stakkel dernede i Dalen,
som trode, at der virkelig gik Vej op til hende!
TONNY.
Se ikke paa mig! Luk — luk Deres Øjne!
Lad mig stryge med Haanden igennem Deres Haar — —
Aa, alt dette bløde, som jeg ikke forstaar!
Før græd jeg ikke i hele lange Aar,
men her sidder Graaden mig bestandig i Halsen.
MAX.
Aldrig saa jeg Taarer over Kinder saa bløde!
TONNY.
Jeg længes —
MAX.
Efter Hjemmet?
TONNY.
Nej!
MAX.
Slægten?
TONNY.
Jeg har ingen.
Alle dem, jeg elskede, døde.
MAX.
Hvem længes De da efter?
TONNY.
Jeg længes efter Mo’r! —
efter hendes Stemme og efter hendes Ord.
Aa, hvor de er lykkelige — de, som har en Mo’r!
MAX.
Og dersom hun nu var her, hvad vilde De saa gjøre?
TONNY.
Saa vilde jeg sætte mig ned ved hendes Fødder
og fortælle hende om, at der var Vaar i mit Bryst
og Solskin i mit Hjærte — og en Rigdom af Trøst!
fortælle hende om, at jeg var frejdig og ung
og sang mig gennem Livet, naar Vejen blev tung,
havde ikke nogen, som min Sjæl kunde elske,
ingen, som rigtig kunde elske mig igen,
førend — jeg mødte — en syg stakkels Ven,
som knyttede sit saarede Hjærte til mit.
Jeg syntes, da jeg mærkede, hvor dybt han havde lidt,
at jeg aldrig, nej aldrig kunde elske ham nok —
MAX.
Jente!
TONNY.
Jeg syntes, mine Hænder kunde aldrig blive bløde
og nænsomme nok, naar de straktes ham imøde —
mine Øjne kunde aldrig blive kærlige nok,
mine Tanker ikke fine og forstaaende nok,
naar de mødtes med hans. —
Hele min Sjæl, blev som fyldt at det Ønske
at faa den varmende Sol til at skinne
i al sin Glans
ud fra de Øjne, hvor en Bjærggrubes Nat
var inde!
Laa jeg vaagen om Natten, stod de over mig og bad,
gik jeg ensom om Dagen, var de efter mig og brændte,
aldrig var der Fred for de Øjne, hvor jeg sad!
De fulgte mig ude, og de fulgte mig hjem —
Jeg syntes tilsidst,
at Livet maatte blive mig tomt uden dem.
Det var ligesom, de kyssede Liv i mit Spor —!
Se alt det vilde jeg fortælle min Mo’r,
mens jeg sad dér og varmedes under hendes Blikke,
— og saa vilde jeg hviske med en Arm om hendes Hals:
»men om det er Kærlighed, det kender jeg ikke«.
MAX.
Aa, kære, velsignede Jente! Som Du sidder
dér saa ung og saa fin
og lægger din varme lille Haand ind i min
og ser paa dine Fødder, saa smalle og smaa,
synes jeg næsten, det var Synd, at jeg saa! —
TONNY.
Max — der er saa meget, som jeg ikke kan forstaa;
men havde jeg haft min Mo’r — min egen —
jeg tror, hun kunde have vist mig Vejen.
MAX.
Hvad tror Du da, hun havde raadet dig til?
TONNY.
Véd ikke — jeg kan slet ikke høre hendes Stemme,
saa gerne, som jeg vil.
Den tier om dette.
MAX.
Og tør Du ikke tænke, at Tavshed er ja?
TONNY.
Jeg tør slet ikke tænke, slet ikke endnu.
Men det véd jeg, at ingen var mig kærere end Du,
og aldrig har jeg sunget som dér, hvor Du spillede!
MAX.
— mens Du sad paa Skyerne og red —
TONNY.
Ja, ha! ha!
og alle dine Toner efter mig trillede!
MAX.
Hvad tænkte Du nu, Jente? Jeg syntes, Du lo.
TONNY.
Vil Du vide, hvad jeg tænkte, saa tænkte jeg dette:
Vi spiller os vel sammen gennem Livet, vi to.
MAX.
Mener Du det virkelig? Aa, hvor Du er god!
Er den ogsaa min —
den lyse, lyse Lykke, som danser mig imod?
TONNY.
Ja, Max — den er din.
MAX.
Sig, at Du vil være min Haand og min Fod,
min Ungdom og min Glæde, mit Mod og min Styrke!
TONNY.
Din Haand og din Fod,
din Ungdom og din Glæde, dit Mod og din Styrke.
MAX.
Sig, at Du vil sidde med din Haand fast i min,
naar Døden én Gang kommer og ranker mig Ryggen!
TONNY.
Ja — saa vil jeg sidde med min Haand fast i din.
MAX.
Dette er jo næsten som et Overmaal af Lykken!
Aa, aldrig har Solen skinnet varmere end nu!
TONNY (frysende.)
Nu syntes jeg netop, det blev koldere i Skyggen.
MAX.
Bind mig en Krans,
en Lykkekrans af Straaene, Du holder i din Haand —
dem, Du plukked, da Du lo!
TONNY (gør det.)
Er Lykken ikke stærkere, da har den skøre Baand.
— Den ene blev til to!
MAX (læner sig mod Fjældvæggen.)
Men nu er det mig lige meget — lige meget, Du!
Om Himmel og Jord saa i dette Nu
sammensvor sig om at bevise mig, Ven
at Du sveg mig igen,
saa trode jeg dem ikke! Med Armen om din Hals
føler jeg mig jublende sikker paa Lykken —
TONNY.
Pas paa, naar Du flytter dig! Der stødte Du —
(standser.)
MAX (bittert.)
Ryggen — —!
(Et mørkt Drag gaar over hans Ansigt. Han sidder en Stund tavs og kaster Stene ud over Bjærgskrænten. Han er meget bleg. Pludselig bøjer han sit Ansigt tæt ind til hendes og ser hende angst ind i Øjnene. Stønnende:)
Sig, at Du fortryder det! Sig Du det kun!
TONNY (stryger sagte med Haanden over hans Haar.)
Jeg fortryder det ikke.
MAX.
Gør Du det, saa sig mig det hellere straks!
Jeg tror, at hvis Du sagde det senere, Jente,
saa vilde mit Hjærte briste under det —!
TONNY.
Max,
jeg fortryder det ikke.
MAX.
Husk, at jeg er ømtaalig, — mistroisk, — sparsom
paa Tillid og Tro.
TONNY.
Nænsom skal jeg være — og kærlig og varsom.
MAX.
Husk, at mine Øjne har den sorgtunge Bund.
TONNY.
Saa kysser jeg dem glade igen med min Mund!
MAX (ser paa hende.)
Alle dem, Du elskede, døde —!
Dersom Du elskede mig fuldt ud — saa højt,
at dine Aarers Blod sang mig brusende imøde,
saa døde jeg ogsaa — men af Lykken! af Havet!
det vældige Hav, som over mig bruste! —
Aa Jente, naar Du kysser mine Øjne som nu,
saa glemmer jeg, at alle mine Svingfjer er knuste —!