Jeg så, og se: En uendelig Steppe,
bar som en Fælled, intet Krat, ingen Trær;
som Muldvarpeskud under Grønsværets Tæppe
af nedtrådte Tuer en talløs Hær . . .
Der svam et køligt Perlemorsskær
bebudende under den bleggrå Himmel;
ti Morgnen gryde, men uden en Strimmel
blånende Luft under Skyhvælvets Tag . . .
Det var Natten før den yderste Dag.
Langt ude i Heden på en af de lave,
prunkløse Tuer — de dødes Grave —
dvæled en Kvinde, ene, glemt.
Hun var sortklædt og sad med Ansigtet gæmt
i de koblede Hænders Blomsterbæger,
som drak hun en Lidelsens Kalk, en bred
og bundløs, der ej noget Hjærte kvæger . . .
Jeg så hende sidde — Minutter led —
og syntes, hun sad dér en Evighed.
Så kom der nogen. En Skikkelse dukked
op ved den vestlige Himmelrand,
hvor Natten endnu skygged og lukked . . .
Der nærmed sig langsomt en nøgen Mand
med et flammende, tveægget Sværd ved Låret.
Han lyste af Bleghed, lyste som skåret
i Gloriesølv på den mørke Grund . . .
Et Rædselens Veråb undslap min Mund!
Nu så jeg det først: Han var dødelig såret,
bedækket med Vunder fra Isse til Fod . . .
De Spor, han trådte, løb fulde af Blod . . .
Han vandred — jeg måtte mit Åsyn vende —
med slæbende Skridt, der aldrig fik Ende.
Så stod han dér, hvor den ensomme sad.
Hun løfted Hovedet, slog et Par blide,
forvågede Øjne op og bad
den sårede tage Plads ved sin Side.
»Du bløder, Broder?«
»Det må jeg vel.«
»Har Kampen da fundet dit Værge sløvere
end dine Fjenders?«
»Jeg faldt iblandt Røvere,
hvis Hu kun stod til at slå mig ihjæl.«
»Ja, ja, jeg forstår. Men, Broder, fortæl!
Hvor færdedes du? Hvor var du tilhuse?«
»Først stævned jeg did, hvor Folkene bruse
som Brændingen, lænket til Klippens Kam,
i Trældom og Mørke, i Last og Skam.
De råbte til mig, jeg hørte dem kalde . . .
Umuligt kunde jeg gå dem forbi!
Jeg var jo Sandheden, gjorde dem fri,
fik alle Lænker og Bånd til at falde.
Men da de så mig, skifted de Sind;
den nøgne Sandhed vendte de Ryggen.
Langt hellere prøve at friste Lykken
så godt, man formåde det, døv og blind,
end under Sandheds-Opklaringens Trusel
kun beholde tilbage sit Ansigts Blusel.«
»Og så?«
»Så stak jeg mit gode Sværd,
Befrielsens Mærke, påny i Balgen.
Det bider i Stene, det kløver Trær —
men sidder uhjælpelig fast i Talgen . . .
De var for fede, de trængtes for tykt,
de Mænd fra Torvet, som alle forlod mig,
jeg søgte andre, der bedre forstod mig,
de enkelte Sjæle, som uden Frygt
for Sandhedslyset, i Mørket jamrende,
beråbte sig på mig omkring i Kamrene.
Men da opløftede Mængden et Skrål,
de dømte mig både til Bål og Strikke —
jeg følte Tråddet af Tusinders Sål . . .
De tog mig, de slog mig og lod mig ligge.«
»Men se, du leved!«
»Jeg levede som
den blodige Sandhed og fandt mig Venner,
trofaste Venner, hvorhen jeg kom —
men oftest blandt dem, hvem Verden ej kender.
Forfølgelsen vedblev, den vexled blot.
Den nøgne Sandhed slog man tildøde,
den blodige Sandhed drog man imøde
med Gadeviser, med Latter og Spot.«
»Tung var din Skæbne, tung som en Kvindes,
der fremmed bærer sin Ensomheds Gru.«
»Der er da også de Trængsler, du mindes?«
»Ingen. Jeg kommer ingen ihu.
Ti fremmed, det kunde jeg aldrig blive;
min Gærning var det at ofre og give,
og se, jeg fandt overalt på min Vej
forladte Stakler at holde i Live . . .
Deres Trængsler var mine. Men egne: Nej.
Om en eller anden jeg bragte Lindring,
så meget desbedre. Jeg ved det ej.
Barmhjærtigheden er uden Erindring.«
Hun tav. Han også. Så sad de en Stund,
Barmhjærtigheden med sorgfulde Miner,
og Sandheden rank, med tillukket Mund —
en Mand, gennemstungen af tusind Piner.
Da steg der i Øst et luende Skær,
men ikke med Dæmrings-Rosernes Sødme,
det brændte og sved — en Vredesrødme . . .
Den nøgne sprang op med dragent Sværd
og pegede ud: »Se Tegnet dér!
Nu strækker jeg Seglen. Timen er inde.«
Så førte han gennem Luften et Hug!
Det klagede bag ham, der lød et Suk,
en Stønnen som fra en døende Kvinde . . .
Han vendte sig brat. For Gud, det var hende,
Barmhjærtigheden, hans Sværd havde ramt!
Hun lå på Graven med lukkede Øjne,
den højre Arm hviled i Græsset lamt,
den var som splintret, og frem ved den nøgne
Benpibe trængte en Strøm af Blod . . .
Bestyrtet knæled han ved hendes Fod,
så løfted han hende fra Tuekammen
og trykked et Kys på Søsterens Mund.
Men Bålet blussed ved Kimingens Grund,
der sivede blodige Pletter fra Flammen
op over Himlens morgengrå Bund.
De to blev stående Mund imod Mund —
det var tilsidst, som om de flød sammen . . .