(En rød Port i Udkanten af Skoven. Bomhuset tilvenstre. Igennem Porten Udsigt til Havet. En gammel Mand kommer ridende på et Æsel over den sølede Skovvej, sammensunken med slukkede Øjne. På begge Sider af Æslet hænger store, tomme Sække. Idet han er ved at passere Bommen, kommer Bommanden farende ud i bar Skjorte.)
BOMMANDEN.
Hejda, stop! Hvor skal du hen?
DEN GAMLE.
Jeg forstår dig ikke, Ven.
Spørger du, hvor Rejsen gælder?
BOMMANDEN.
Hvad er det for tosset Snak!
Høre på, hvad Folk fortæller —
nej, jeg siger mange Tak.
Jeg har mer end nok at gøre
med at passe dem, som køre
her forbi ved Dag og Nat.
Alle skal jeg ha’ dem fat,
presse dem for et Par Øre —
både dem, der sidder bredt,
magelig i fin Karosse,
Grever og Baroner — osse
dem, der har det altfor hedt
på en Kaffemølles Sæder . . .
Men jeg spørger ingen ad,
hvor de søger deres Glæder;
jeg er ganske ligeglad.
DEN GAMLE.
Gå nu ind, min gode Mand!
Du forkøler dig i Skjorten —
jeg skal selv nok åbne Porten.
BOMMANDEN.
Er du da fra din Forstand!
Jeg er ikke den, man snyder.
Først erlæg, hvad Taxten byder.
DEN GAMLE.
Gåder taler du endnu.
Hvad er Taxten? Hvem er du?
Må enhver ej have Lov
hvilken Vej, han vil, at tage?
Eller er du mon en Drage,
som bevogter denne Skov?
BOMMANDEN.
Har man nogen Tid hørt Mage!
Komme her og være grov,
kaste Skarn på Toldetaten,
prøve at bedrage Staten . . .
DEN GAMLE.
Så, lad det nu være godt!
Om du prajer nok så længe,
får af mig du ingen Penge;
jeg er ganske bankerot.
BOMMANDEN.
Du fixerer mig vist blot.
Det Gebyr er ingen Genstand.
Ellers kan jeg give Henstand,
til du kommer her igen.
DEN GAMLE.
Ak, det gør jeg aldrig, Ven!
BOMMANDEN.
Aldrig skal man aldrig sige.
DEN GAMLE.
Jo, for mig og mine lige
gælder Ordet, som det står.
BOMMANDEN.
Hvem er du?
DEN GAMLE.
Det gamle År.
BOMMANDEN.
Fy for Pokker! Ingen Stjærne,
særlig høj, du har hos mig;
og jeg vilde meget gærne
hjælpe til, du gik din Vej —
men som Bommand tør jeg ej.
Hæng dog derfor ej med Næbet.
Kan du høre Skrål og Skud?
Der er andre, som vil ud —
kanske tar de dig på Slæbet.
(Inde på Skovvejen kommer en stor Folkesværm dragende ned imod Bommen. De synger og afbrænder Fyrværkerisager.)
Ser jeg ikke dér en Flok
komme fra den gamle Bakke!
En og anden af dem nok
har for noget dig at takke,
skylder dig fra fordums Tid
og vil låne dig en Hvid.
Hejda, Folkens! Denne Herre
sidder her i Bommen fast —
mangler Penge destoværre.
EN GROSSERER.
Pengemangel er en Last.
EN PENSIONIST.
Ja, men under alts Fordyren . . .
EN FATTIG FORSTANDER.
Lad De mig få fat på Fyren!
Jeg er vant til alle Slags.
EN BARMHJÆRTIG SØSTER.
Man skal aldrig hjælpe strax.
Ingen kender denne Tigger.
Undersøg dog først hans Kår!
Sæt, han Børn og Kone slår,
sulter dem, mens selv han drikker . . .
EN FULD MAND.
Den Madam, hun er s’gu sikker.
EN STUDENT.
(til sin Kæreste).
Slip min Arm, du søde Mis!
Vestelommen vil jeg vende.
Pengene kan snart få Ende,
når ej Fatter er betids —
Heureka! Jeg fandt dog denne . . .
(Viser hende en Tiøre.)
KÆRESTEN
(til Studenten).
Gæm den, elskte Ferdinand!
Det er bedre, vi den sparer(
til vort Udstyr, ikke sandt?
Den er lille, men kontant,
og Kontanter er så rare.
EN POLITIASSISTENT.
Lad mig se på den Drabant,
hej, du dér, på Æslet sidder —
Dragten er et Fattiglems —
sig på Stedet, hvad du hedder!
DEN GAMLE.
Anno fire og halvfems.
(Stort Røre i Mængden. Råb og Skældsord. Drengene piber i Fingrene og brænder kinesiske Pistoler af. Der skydes med løst Krudt på den gamle. En Kælling slår en Potte på Bommandens Dør.)
GROSSEREREN.
Du vil tigge os om Penge,
O du, et sådant usselt År!
EN EMBEDSMAND.
Ej du bedred vore Kår,
hårdt dertil vi kunde trænge.
DEN FULDE MAND.
Sjælden gav du mig en Tår!
EN STATISTIKER.
Vist det er, at ikke længe
har vi haft så slet et År!
DEN GAMLE.
Giv mig nu og lad mig fare,
voldte jeg så stor Fortræd!
ALLE.
Se at komme snart afsted!
Bommen dog du selv må klare.
DEN GAMLE.
Hør endnu et sidste Ord!
Han, der over Skyen bor,
sendte mig med Skænk og Gave
ned til denne arme Jord,
hvor man famler mellem Grave.
Og hans Ærende jeg gik,
tændte Solens klare Fakkel,
Stjærneblink på Himlens Bund,
vogted nøje Tid og Stund,
gjorde Vårens Livs-Mirakel,
redte Somrens Blomsterseng
over Ager, over Eng,
tjælded Skovens Tabernakel,
fyldte det med Fuglerøst,
gav tilsidst en frugtbar Høst.
Så hvis nu I fører Klage
over, hvad I bar i Hus,
gik i eders Stakke Mus,
måtte besk jer Brødet smage,
blev den sur, den Lykkens Vin,
I kredensed i jer Stue —
Skylden er dog ikke min,
sød jeg modned Stokkens Drue.
ALLE.
Hvad for noget? Vil han true?
Ud med dig, du Stodderprins!
DEN GAMLE.
Fare bort er jeg tilsinds.
Dog han selv, der kan befale,
han, som ned til Støvets Dale
éngang nådig bød mig gå,
har bestemt, at ej jeg må
rejse bort fra disse Skygger,
uden en af dem, som bygger
her så fjærnt fra Livets Væld,
én, som véd sig i min Gæld
og må tænke på mig længe,
vil betale Løsepenge . . .
Bragte jeg da ingen Held?
EN UNG, SORTKLÆDT PIGE
(trænger sig ud af Mængden).
Her er én, du skænked Lykke.
Mens du vide for om Land,
vandt jeg mig en Fæstemand,
fulgte ham så kort et Stykke,
lagde ham med Gråd i Muld —
vandt dog Lykkens dyre Guld,
det, som ingen Død kan kræve.
Gamle År, luk op din Næve!
Den er runken, grov og hård —
Løsnings-Skærv af mig du får,
fattigt Sølv af fattigt Eje . . .
Signet være dine Veje!
(Bommanden slår Porten op. Den gamle rider ud under Stilhed. Da han er ude på Vejen, vinker han ad den unge Pige og gør Plads til hende foran på Æslet. De sætter Kursen imod Havet og Skikkelserne falmer mod den stjærnelyse Himmel.
Så høres der inde fra Skoven Latter og Sang som af et Barn. Et Ryk i Flokken. »Det nye År.« — »Glædeligt Nytår!«)