Engle drager i Klokkens Snor:
Vågner alle Guds Børn på Jord!
Han, som var lagt i Gravens Skød,
stander på Stenen hvid og rød.
Halleluja.
Onde Hænder ham tog med Vold,
slog til Blodet den Herre bold,
hængte Guds Søn på Korsets Træ;
Døden ham tvang dog ej i Knæ.
Halleluja.
Over hans Grav et Segl blev sat,
Stridsmænd vogted den Dag og Nat;
Seglet, det brast ved tredje Gry,
Vagten, den måtte slagen fly.
Halleluja.
Kommer nu frit hans Brødre små!
Her er Stedet, hvor Herren lå;
Dugen, der drak hans blodig Sved,
vidner end om, hvad Nød han led.
Halleluja.
Frelst han vandrer i Livets Land,
er at se som en Urtegårdsmand,
bøder med Flid det brudte Rør,
kalder af Muld det Frø, som dør.
Halleluja.
Han, som prøved sin Freds Forlis,
fredelig skaber et Paradis;
han, som ej fandt sig selv et Bur,
luner de små bag Edens Mur.
Halleluja.
Dér skal de rinde så favrt af Rod,
vandes daglig af Dåbens Flod,
bindes som Vin ved Ordets Stav,
voxe sig bort fra Død og Grav.
Halleluja.