PILATUS.
De kommer forbi. Nu føres han ud.
En Rode af Stridsmænd i Brynjeskrud,
og Høvidsmanden, der tumler sit Hors . . .
Dér skrider den dømte! Han bær sit Kors —
han vrider sin Hals, hans Øjne brænder —
ja, se kun på mig, jeg tor mine Hænder!
Hvad jeg kunde gøre, det har jeg gjort.
De stinkende Hunde belejred min Port,
og hyled omkap med tørstig Tunge.
Helst havde jeg ladet min Svøbe sjunge —
den kryber de for, jeg kender dem nok . . .
De var mig dog lovlig mange i Flok,
et Oprør i Påsken var ondt at dæmpe —
jeg måtte da fare med List og Læmpe.
Først tog jeg et Ådsel og smed dem hen,
det slugte de grisk og tuded igen.’
Med Pisken hans Ryg jeg mørne lod,
de brøled som galne, de lugted Blod;
jeg dækked med Purpur hans flængede Skuldre,
men Pakket blev ved at rase og buldre,
de ænsed end ej hans Krone af Tjørn . . .
Hans Blod over Folket og Folkets Børn!
En underlig Mand! De sagde, en Drot.
Og Purpuret fik han, om end for Spot,
og bar det, bar det, som var det hans Ret.
En arm Galilæer af ukendt Æt!
Han kom af den hæslige Jøde-Stamme,
hvem Jupiter selv i sin Vrede ramme!
Men ligned den ikke — så hvid, så klar,
så stolt i sin Tavshed, saa fast i Svar.
Han kaldte sig Drot i Sandhedens Rige . . .
Hvad er dette, Sandhed? Hvad vil det sige?
Er Sandhed et Rige? Hvor ligger det henne?
I Øst? I Vest? Ved Jordkresens Ende?
Så vide jeg for i Verden om,
til Sandhedens Rige aldrig jeg kom.
Men hvis det findes, og hvis denne Mand
er Konge og Hersker i sligt et Land,
og jeg har ladet på Korset ham bløde,
så har jeg Sandheden dømt tildøde . . .
Mine Hænder, mine Hænder! Af Blod er de røde.
Hæld til af Kanden! Hæld mere Vand!
Å Dårskab! Jeg måtte og skulde dømme.
Min Frue har Manden plaget i Drømme,
nu kommer han her ved højlys Dag,
forvirrer mig selv og gør mig svag!
En Sværmer var han. De grubler sig gale
herude i Østens ensomme Dale,
hvor ingen kender til Arbejdets Sved,
hvor Solen i Issen gør Hjærnen hed.
Farisæere, Præster, hvordan de sig kalde,
forrykte er de i Grunden alle.
De fører Klage til bedste for Kejseren,
og håber dog selv på Genoprejseren,
på ham, som kommer, en fyrstelig Mand,
at frelse det gamle, trælbundne Land.
Hvad vil de andet end Oprør og Vold?
Lad denne på Korset da sprælle sig kold!
Når Kongen i Døden sit Hoved må bøje,
så falder vel også hans Folk til Føje,
når Flammen, den stolte Flamme er slukt,
så får vi vel også med Emmerne Bugt.
Og dog en Sværmer? Hans Blik mig brænder . . .
Hans Blod over Folket! Jeg tor mine Hænder.