Når derfor Timen kommer, da mit Fartøj støder fra Land, og jeg begiver mig på den lange Rejse, så vil jeg kun have det ombord, som er stemplet med mit eget Mærke, og hvad enten jeg på denne Rejse har Medbør eller kæmper med stride Storme, hvad enten jeg i Nattens Mulm kæntrer og går tilbunds, eller jeg øjner Evighedens Stjærner og sejler op mod en ny Morgenrøde, så sidder jeg selv ved Roret.«
S. Heegård: Om Intolerance S. 93.
Timen er kommen — en Styrtesø
har kastet på Stranden sin Fråde
og løftet din Båd fra de levendes Ø
ud imod Bølgeviddernes
evige Gåde.
Flakkende som en anskudt Fugl,
med dryppende Blod fra sin Vinge,
søgte den længe med Angst et Skjul
inde ved Kysternes brede,
flængede Bringe.
Ti Båden var løs — en Sø, som den,
der nu har slynget dens Planker
bragende over Havet hen,
havde for længe siden
kappet dens Anker.
Spejdende stod du endnu en Stund
på Toften — det måtte jo komme —
hvor kunde du lukke dit Øje til Blund,
du, som aldrig har sejlet
på Lykke og Fromme!
Men Kysten ejede ingen Havn,
den stod med de skarpe Rande
truende fremme for Skudens Stavn,
og agter lo Evighedens
hvirvlende Vande:
»Ene ombord!« — Da sank din Hånd
kraftløs ned ved din Side,
og Rorets tynde, svingende Spån
lod Båden ned ad Strømmene
glide og glide . . .
Men da trådte der én
ombord i Skibet,
én, der har stået
før i Stævnen,
når Bølgerne rasede;
én, der træder
i Bølgeskummet
som i nyfalden Sne.
Og han satte sig ved Roret,
støt og sikkert,
og vendte Båden.
Der var Fred på hans Pande,
Mildhed i hans Blik.
Og Bølgerne tog på
at stryge sig varligt —
ind under Fjælene.
Det lød som en sagte,
hulkende Sang,
som Gråden hos et Barn,
der sætter sig på Faderens
Knæ for at sige ham
hele Sandheden,
alt, hvad der blev
forbrudt og fortrudt.
Det lød som Bønner,
der kæmper under Tårer
om et frelsende Råd
for alle Tvivlens tungeste Tanker.
Og så skete der, hvad før
er sket i en Båd:
Der var to ombord,
og af dem lå den ene
i Knæ for den anden —
en syndig Mand,
en Mand i Brøde
for ham, som døde
Korsets blodige, bitre Død
for at rejse alt,
hvad Livet og Døden
er fælles om at styrte . . .
Og er Timen nu kommen,
kom den med en skyllende
Brådsøs Vælde —
vi ved, der er to,
som har siddet i Båden,
to, som har sejlet
igennem Natten
ind under Evighedens
tindrende Stjærner —
men vi ved da også,
hvem af de to,
der sidst har siddet ved Roret.
29. 3. 1884.