I Hindostan en Tyv man fører
for Stormogulen Soliman.
Han gør kun kort Proces, forhører
og dømmer ham til Bål og Brand.
Men Tyven kaster sig i Støvet
og kysser Tronens gyldne Fod:
»O store Sultan, du har øvet
Retfærdighed mod skyldigt Blod.
Og gid min onde Skæbne ramme
enhver af dem, der stander hos,
ifald han gør din Lov tilskamme,
beriger sig på Næstens Gods.
Dog selv i Døden skal din Slave
forstå at vinde sig din Gunst.
Ti vid, til Tak jeg som en Gave
vil lære dig en sjælden Kunst.
En Kunst, som ej sin Mage finder,
som tænder Diamantens Glød,
som Firmamentets Stjærner binder
og frier dig fra Sorg og Død.«
Der lurer Tvivl i Fyrstens Blikke:
»Af slig en Kunst du høster Gavn?
Ved Allah! Så forstår jeg ikke,
hvorfor du stjæler som en Ravn.«
»Stor er din Visdom, som din Nåde,
o høje Sultan Soliman!
Jeg ved Besked med Kunstens Gåde,
men øve den jeg aldrig kan.
Kun en, hvis Hjærte ikke brænder
af Rovbegærets onde Brunst,
kun en, der ejer rene Hænder,
formår at nytte Himlens Kunst.«
De troendes Behersker kalder
sin Storvesir og taler huld:
»På dig, o Hassan, Valget falder.
Forsøg! Du er jo tro som Guld!«
Men se, Vesiren blegner, tøver
og slår urolig Øjet ned:
»Det er vist ikke værd, jeg prøver.
Jeg er for dum. Hvad selv du ved.«
»Din Løn, o Hund, min Vrede være!
Men ved Profetens hellige Grav!
Min fromme Mufti, han skal lære
mig denne Slyngel Kunsten af.«
Dog Mufti blegner på Divanen
og snøvler fromt, med Stemmen brudt
»Muhammed haver i Koranen
deslige Kunster strængt forbudt.«
Forgæves Fyrstens Blikke lede,
her kommer han såvist tilkort.
Hans bedste Mænd er allerede
forlænge siden tøflet bort . . .
»O, Sultan, gid Profeten øge
din Vælde uden Mål og Tal —
men vil du ikke selv forsøge?
For dig det sikkert lykkes skal.«
Da blegner Fyrsten på sin Trone.
»Hvorledes jeg! Du bliver ved!«
Men slutter i en rolig Tone:
»Din Kunst er svær. Gak bort med Fred!«