Roser røde!
Eders Blade meer ej gløde
Sødt i Purpurskiær;
Visne rives
De fra Busken, og omdrives
Rundt i Luften hist og her.
Dage svinde;
Rosens Krands ej meer skal vinde
Sig omkring mit Haar.
Hulde Sommer!
Nu din Afskedstime kommer;
Høsten mørk for Døren staaer.
Vaar, Du Spæde!
Kun hos Dig boer Glæde;
Og i Somrens Stund,
Medens Violen
Staaer i Foraarssolen,
Rosen i sin Sommerlund.
Længst har dufted
Vaarviolen mildt omlufted,
Ej den blomstrer meer;
Rosenkrandsen
Mister Purpurglandsen,
Snart ej meer dens Pragt jeg seer.
Dog, hvi klage?
Hvorfor ønske sig tilbage
Tiden, som hensvandt?
Høsten kommer,
Astren stander skiøn blandt Blommer,
Den beskedne Glædes Pant.
Høsten svinder;
Vintrens Dag oprinder
Blomster visne hen.
Grøn og frodig
Himmelstræbende og modig
Stander Granen dog igjen.
Den os minder,
At Livskilden stedse rinder
Fort i stadig Dands.
Hvi forsage,
Da enhver af Aarets Dage
Har sin egen skønne Krands?