I Nattens Mulm og Mørke vandrer,
En Mand i rædselfulde Tanker.
Han agter ikke Stormens Susen,
Ei Havets frygtelige Brusen;
Han Intet hører, Intet seer
Af Alt, hvad der omkring ham skeer.
Ved Havets Bred han stille staaer,
Alt Bølgen til hans Fødder naaer,
O! han gjør Mine den at favne,
Sex Børn en Fader da skal favne.
Et Nu! og han sig styrter ud.
Det er forbi, o store Gud!