Fra Barnet, som i Vuggen hviler
Mel. Jeg aldrig det for Vellyst kjender.
Mel. Jeg aldrig det for Vellyst kjender.
Fra Barnet, som i Vuggen hviler,
til Gubben, nær ved Gravens Bred,
til alle Jordens Sønner smiler
:|: den skyldfri Glæde venlig ned. :|:
Den raske Yngling, paa hvis Kinder
Hygæa livlig malet staaer,
ham hulde Hebe kjærlig minder,
:|: med Fryd at nyde Livets Vaar. :|:
Og han, hvem Egekrandsen pryder,
hvis skjønne Liv var gavnlig Id,
i Brødres Held sin Glæde nyder
:|: som herlig Løn for møisom Flid. :|:
Skjøndt sølvgraae Lokke daglig minder
den trætte Olding om sin Grav,
dog Haab om Evigheden vinder
:|: end Roser om hans Vandringsstav. :|:
Vi da i skyldfrie Glæde finde
vort Brodervenskabs første Maal;
op, lad for Jordens Huldgudinde
:|: os, Venner! tømmer froe en Skaal! :|: