Du Stjerne, som med blegnet Kind
paa Solen venter hist i Øst,
du leder atter Dagen ind,
da Mary reves fra mit Bryst.
O, Mary, dyre Skygge! hvor
har du din glade Bolig vel?
ser du din Elsker lavt ved Jord
og hører Sukket fra hans Sjæl?
Bet aldrig glemmer jeg den Stund,
da vi ved Ayr tilsammen gik,
den hellige, den grønne Lund,
det Kærlighedens Øjeblik!
Al Evighed ej sletter ud
hint Minde om den Fryd, der svandt,
om sidste Gang, da — søde Brud! —
du ved mit Hjerte Hvile fandt.
Ayr kyssed Breddens glatte Sten
og oventil slog Løvet Bro,
og Elskov sang fra hver en Gren,
mens Birk og Hvidtjørn til os lo,
og Blomstersædet vinked blødt, —
til Aftenhimlen altfor snart
forkyndte med sit Luerødt,
at endt var Dagens Frydefart.
Min Sjæl for Mindet staar paa Vagt
og lytter til dets blide Streng,
og Tiden styrker kun dets Magt,
som Strømmen dyber ud sin Seng.
O, Mary, dyre Skygge! hvor
har du din glade Bolig vel?
ser du din Elsker lavt ved Jord,
og hører Sukket fra hans Sjæl?