Skøn Tusindfryd med Toppen rød,
at mig du mødte bli’r din Død.
Jeg river op af Jordens Skød
din spæde Rod.
Jeg kan ej skaane dig, saa sød
du er, og god.
Ak! nu er det ej Lærken graa,
din muntre Ven, som tit du saa’,
naar Morgendugg paa Græsset laa.
Med priklet Bryst
den svang sig op og hilsed paa
det gyldne Øst.
Koldt blæste det i Vaarens Gry,
da du blev født saa fin og bly,
men trøstigt saa’ du op mod Sky
trods Storm og Slud,
skønt Moder Jord gav neppe Ly
dit svage Skud.
Vi skærmer vore Havers Flor
med Skov og Mure, men du gror
bag ved en Sten, bag en Klump Jord,
og pryder dér
den nøgne Stubmark ensomt, hvor
dig ingen sér!
Dèr staar du i din ringe Dragt
med snehvid Barm og giver Agt
paa Solen i dens Flammepragt.
Men Ploven vred
din Seng har væltet og dig lagt
i Støvet ned. —
Din Skæbne fik den Pige jo,
som blomstred op i landligt Bo
og som paa Svig, uskyldig, fro,
ej havde tænkt,
men blev af ham, hun gav sin Tro,
i Skarnet slængt.
Slig Skæbne faar og Skjalden god,
som tumles om paa Livets Flod
og Klogskabsnoder ej forstod,
men ærligt sang,
til Harmens Bølger bar ham mod
hans Undergang.
Slig Skæbne faar den Brave tit,
som imod Sorg og Savn har stridt,
hvem List og Vold drev Skridt for Skridt,
i Svælget ud,
og paa hvert Haab har Skibbrud lidt,
undtagen Gud. —
Du selv, som ynker Blomsten hist,
dens Lod bli’r din en Dag forvist,
thi uden Bo og uden Bist
gaar Skæbnens Plov,
til under Furens Vægt tilsidst
du bli’r dens Rov!