Nu var Begravelsen beredet og besluttet,
Men tænk ey, at vor Helt i Gravens Skiød blev puttet,
Ney, Jordens graadig Orm! min Helt blir ikke din,
Du gnaver aldrig Kiød fordært i Brendeviin!
En værdig Urne og en Alabaster-Krukke,
Min Heltes Levnings Støv og Aske skal indslukke;
Saa vidt min Muse veed, er ingen Helt endnu
Begravet paa saa rar og egen Viis, som du!
Just fordi Ilden var vor Heltes Død og Ende,
Man og besluttede hans Legem at opbrænde,
Dog ey med saadan Ild som altid brugbar er,
Hvortil den grønne Skov saa megen Forraad bær.
Det store Stykkfad man med Brendeviin fyldet haver,
Midt derudi en Grav for Helten man tillaver,
Hvor han i al sin Dragt med Glas i Haanden laae,
Og dernest satte man tolv Stæder Ild derpaa;
Hvorpaa det brændede i tre samfulde Dager,
Da Ilden slukket var, man Asken sammenrager,
Som i en Krukke lagt bestænket blev med Viin,
Og til Forvaring sadt i Bacchi Tempel ind.
Jeg burde vel min Helt med større Pragt begrave,
Og ham et Mausolee med største Kunst tillave,
Men skiønt Begravelsen var meget kort, jeg dog
Derved en Ende fik paa Helten og min Bog.