O! her en Hændelse, hvorfor min Pen maa grue,
Af Heltens Hals opgik en blaae og hæftig Lue,
Ret som naar Spiritus blir stukket udi Brand,
En Ild, som ingen Kunst og Møye slukke kand.
Man Hielpe-Midler kun forgieves her anvender,
Man baade Vand og Mel i Heltens Strube render,
Den Ild og lyste vor Helt til Grav og Død.
Saa døde vores Helt i sine Ungdoms Dage,
Det hele Huus blev fyldt med Hylen, Suk og Klage,
Det heel merkværdigst er, at i det Element
Hans Liv blev først begyndt, der blev det ogsaa endt.
Han var en værdig Søn af Viinens Gud og Herre,
Og Viin hans Die-Melk i Vuggen maatte være,
Han var af Viin, i Viin og blev ved Viinen fød.
I Viinen var hans Liv, i Viinen blev hans Død.
Man lever for at døe, men døer just som man lever,
Og Livet i vor Grav af Rygtet Rente kræver,
Enhver som lige Navn med vores Helt vil faae,
Med Ham et lige Liv og Vandel føre maae.
Dog holdt; man maae ey troe, at Viin vor Helt opbrændte,
Og ey at Brændeviin hans tørre Hals antændte,
Fra Capitolio han op til Himlen kom.
Og tænk ey at vor Helt fik nogen lumpen Ende,
Ney Bacchus ved den Ild gav nydelig tilkiende:
At han belønne vil vor Heltes Tapperhed,
Og at hans kiære Søn blandt Guderne fik Sted.
De andre Helte som i Drikke-Lavet vare,
Den rare Hændelse ved Heltens Død forklare,
Som et Mirakel; ja! de har anholdet om
Canonisation for Helten udi Rom.
Kort; Helten var alt død, dog med den Roes for andre,
Uovervindelig til Gravens Skiød at vandre,
Han aldrig Overmand i Drik i Livet fandt,
Og just i Livets Løb han Drikke-Palmen vandt.