En Soe, som meget hæslig var,
Ja! kunde tusind Jøder skrække,
Meer Ækkelhed hos dem opvække
End alt det Flesk, Westphalen har!
En Arvelod uventet fik,
Men hvad kan Penge ey udrette?
De Skabning, Dannelse og Skik
Kan paa et Sviin, et Æsel, sætte.
Vor Soe blev strax en anden Soe,
Vor Soe, hun kunde ogsaa arve,
Lod sine Børster purpur farve,
Og lod sig giøre malte Skoe,
Men Næsen var en farlig Ting,
Den vilde allevegne rode,
Thi, satte hun af Guld en Ring
Deri, og sagde: det var Mode.
Hun sminkede sit store Tryn,
Et Perlebaand af ægte Steene,
Man kunde ey vor Soe formeene,
Hun vælted’ vel i Sølen lidt,
Men at man skulde ey fornemme,
Hun var en Elskere af Sk : : :
Saa lod hun sine Børster kiæmme.
Hun altid buntet, broget gik,
Saa pyntelig i hver en Ende,
At man ey kunde Svinet kiende,
Til Slutning hun en Beyler fik,
Maaskee! det var kun hendes Agt,
At pynte sig, for at behage;
Maaskee! hun vilde ved sin Pragt
En Beyler i sit Garn drage!
Et stort, et kostbar Giæstebud
Og Ball vor Beyler lod anrette,
Han vilde Sagen ey opsætte,
Men tage Ja-Ord af sin Brud.
Fast intet Dyr i Skoven var,
Som kunde lidt anseeligt være,
Som ey vor Beyler budet har,
Ja nødet til sin Høytids Ære.
Ja, Løven selv incognito,
Som nogle vil for Vished sige,
Fandt Leylighed, sig at indsnige,
Blot for at see den pynted’ Soe;
Da Beyleren en Ulv kun var,
Saa skeede paa en Iis Optoget,
Hvor Soen sig indfundet har
Saa malet, som om hun var broget.
Her Bruden strax i Knibe kom,
Hun kunde ikke, som de andre,
Med sine Skoe paa Isen vandre,
Men ved hvert Trin hun tumlet om,
Ved Latter over dette Syn
Man maatte hele Legen standse,
Thi, Bruden faldt, og slog sit Tryn,
Hun kunde ey paa Isen dandse.
Man gik til Bords, hun spiste lidet,
Thi, skiønt et Sviin i alt sit Væsen,
Hun stilte sig fornem og kræsen,
Og styrte ey sin Appetit;
For Penhed hun ey talet har
Et Ord; men det var kun en Fynte,
Og hvad man talte, hendes Svar
Bestod allene i at grynte.
Vor Ulv sin malte Kiereste
Med største Agtsomhed betragter,
Han mærker hendes Svine-Fagter,
Og maatte selv derover lee,
Men da det kun var hannem om
Fordeelen, og om Flesk at giøre,
Saa lod den lumske Fætter, som
Han kunde ikke see og høre.
Kort sagt: den rige Soe, som lod’
Sig give Navn af Abelone,
Nu skulde blive Ulvens Kone,
Den Dag, som deres Bryllup stod,
Iført sin Dragt, hun just forbie
En liden Søle skulde vandre,
Hvad skeer? Hun vælter sig deri,
Hun kunde ey sin Art forandre.
Skiønt Ulven skamfuld blev og vred,
Han dog sin Bitterhed fordulgte,
Sin skiønne Brud til Sengen fulgte,
Skiønt med den største Ækkelhed,
I nogen Tid han holdte Stik,
Saa længe, til han hendes Penge
Og Eyendom i Klø’rne fik,
Saa varte ey hans Venskab længer.
Hør! sagde han med bitter Røst:
Hvi har du Tosse dig udkaaret,
En Mand, som ikke er omskaaret,
Men æder Flesk med største Lyst?
Hør! pak dig dette Øyeblik,
Hvis du vil undgaae mine Tænder!
Den bange Soe strax fra ham gik,
Sit Giftermaal, sin Velstand ender.
* * *
Exempler blant os Mennesker
Paa slige Giftermaal ey feyler,
En Ulv saa tidt til Soen beyler,
Fordi han hendes Flesk har kiær,
Men hvordan endes vel en saadan Ægtestand?
Jo Bruden faaer en Ulv, og hendes Rigdom Mand.
Man tvinger ey Naturens Magt,
Saa mangen Soe dens Virkning føler,
Som pyntet i den største Pragt,
I Lysters Dynd sig ofte søler.
Om du Magneten til en anden Pol bevæger,
Han til sit kiære Nord igjen dog atter peger.