Et Æsel, som et Mesterstykke
Blant Æsler selv i Dumhed var,
Saa arm paa Vid, som riig paa Lykke,
En Hoben Penge arvet har,
Vor rige Dosmer, som nu tro’de,
At han en Crœsi Rigdom fik,
Sig strax begyndte at hovmode,
Med Ørene i Veyret gik.
Han bragte megen Tid til Ende,
Ja! pønsed’, saa han fast blev gal,
Hvordan han skulde best anvende
Sin store Arve-Capital,
Han vidste nok, han vilde være
Fornem, men giennem hvilken Vey
Han skulde komme op til Ære?
Begreb hans Æsels-Pande ey.
Han var med Hyklere omringet,
Hvis dyrt betalte smigre Ord
Udi hans store Øren klinged’,
Og giorde hans Indbildning stor.
Een sagde: ingen Pinsel kunde
Afsmale ham, saa skiøn han er,
Een svor: at Løven ingenlunde
I Tapperhed kom hannem nær;
Een rosede hans store Stemme,
Og sagde: at dens skiønne Klang
Langt overgaaer, ja kan beskæmme
I Smukhed Nattergalens Sang.
I Viisdom havde han ey lige,
Thi, ingen var saa klog, som han,
Cameleon selv maatte vige
For ham, i Snildhed og Forstand,
En anden tog sig for at regne
Hans Herkomst ud fra Pegaso,
Og nogle vilde ham tilegne
Forvandtskab med Bucephalo.
Endskiønt hans Fa’r og Oldefader
Kun nogle Møller-Æsler var,
Man offentlig hans Slægtskabs Grader
Fra Noæh Ark udregnet har.
En Ræv tillagde ham den Ære,
At stamme ned fra Mennesker,
Mon nogen Hyklere kan være
Saa grov og stor, som denne er’?
Han Æslets store Ørne priiste
Hans Rigdom og hans Herlighed,
Og sagde: Disse Ting beviste
Han stammede fra Midas ned.
Til Slutning Æslet selv det tro’de,
At Ørnene var ham en Pryd,
Og sig begyndte at hovmode,
Opblæst af andres smigre Lyd.
En Ræv, som var hans Kammertiener,
Et listig Dyr, som alle veed,
Og, som de andre Dyr formeener,
Blev riig ved Æslets Daarlighed,
Han sagde: Jeg maa ret beskue
Jer smukke Øren undrings-fuld,
De vilde glimre, som en Lue,
Om I belagde dem med Guld.
Vort Æsel færdig at opfylde
Den allerstørste Daarlighed,
Lod sine Øren strax forgylde,
Hans halve Skat gik bort derved;
Han meer og meer tilsidst indtaget
Udi sin deylige Gestalt,
Og deels ved andres Raad bedraget,
Lod sig forgylde overalt.
Hvert Dyr var færdig til at revne
Af Latter over denne Nar,
Hvor man en Daare hørte nævne,
Vort gyldne Æsel samme var.
Men knap var tre Aars Tid udrunden,
Før Æselet faaer vide at
Hans Gyldenhed alt var paa Bunden,
Og Slutningen udaf sin Stat.
Hvad skulde nu den Stymper giøre?
Han var bedraget, det var vist,
Men Michel kløede sig bag Øret,
Og sagde med sin vanlig List:
Han skulde ikkun modig blive,
Han kunde aldrig lide Nød!
Han maatte sig paa Benen give
Til Løvens Hof, at søge Brød.
En Mand, som han ey kunde trænge,
Men strax en stor Bestilling fik!
Med Resten udaf sine Penge
Vort Æsel hen til Hoffet gik.
Hvert Hof-Dyr logred med sin Hale,
Saasnart de saae hans gyldne Haar,
De spurgte: Hvad han vil befale?
Ham kaldte Herre bag og for.
Kort, mens den Stymper havde Penge,
Han ogsaa havde Venner nok,
Men da de ikke varte længer,
Forsvant med et den hele Flok.
Nu havde Æslet ikke mere,
Men var i Gield, en Creditor
Lod hannem fængsle og barbere,
Og solgte hans forgyldte Haar.
Den arme Stakkel maatte rage
Sin hele Krop, sin ganske Hud,
Hans Ørne vare kun tilbage
Uklippede, da han slap ud.
Nu gik det arme Æsel nøgen,
Men Ørnene forgyldte var,
Saae ud ret som han var hudstrøgen,
Tilsidst man Medynk med ham bar:
Men da hans Hoved ingenlunde,
Var dannet til et bedre Brød,
Han blev, det han begribe kunde,
Og en Lastdrager-Tienest nød:
Den Tosse vilde gierne giøre
Sin Tieneste, men see hvad skeer?
Han maatte daglig Haanhed høre,
De andre Æsler til ham leer,
Een kaldte ham: Den gyldne Herre,
En anden: Den forgyldte Nar,
Den tredie: Som var endda værre,
Hans Ørne daglig nappet har,
Omsider, deels af Sorg nedslaget,
Deels skamfuld for sin Nøgenhed,
Og deels af Ærgelse betaget,
Formedelst al den Tort han leed.
Han en fortvivlet Slutning tager,
Blev kied af Livet og sig selv,
Og for at ende sine Plager,
Sig druknede udi en Elv.
Saasnart det sørgelige Rygte
Om Æslets Død udbredet blev,
En Nattergal, som kunde digte
En saadan Gravskrift til ham skrev.
Gravskrift
over
det forgyldte Æsel.
Hist i den klare Flod, som en fortvivlet Grav,
Er skiult en Æsels Krop, som Lykken meget gav,
Men just fordi han fik saa meget-meer end andre,
Han maatte uslere og nøgen herfra vandre,
Hans Pung var meget, men hans Hierne lidet, fyldet,
Han var udvortes, men indvortes ey forgyldet:
Gak Vandrende! fortæl den hele Æsels Slægt!
At Lykken mod Forstand kan aldrig holde Vægt,
En Fattig med Forstand tit naaer den største Lykke,
Naar Daaren med sit Guld blir Uhelds Mesterstykke;
Thi, bør den Rige ey sit Æsels Sind forgylde,
Men med sin Lykkes Gunst Naturens Mangel fylde!