En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.
HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. — Sela.
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? — Sela.
Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.